Skip to main content

Skejby Sygehus skal udforske mulighederne ved tredimensionale ultralydskanninger

Redaktionen

3. nov. 2005
1 min.

Tredimensionale ultralydbilleder vil kunne hjælpe lægerne til at stille en mere præcis diagnose og tage de rigtige beslutninger om behandlingen af et sygt fosterhjerte.

3D-ultralyd har udviklet sig meget de seneste år, og lægerne forventer, at teknikken vil få stor betydning for fosterdiagnostik i fremtiden. Ved almindelige ultralydskanninger kan man danne tværsnitsbilleder, men ved 3D-ultralyd kan man se konturer, f.eks. i fosterets ansigt, og frem for alt kan teknikken give meget præcise mål for størrelsen af et organ.

Men endnu er der kun foretaget få og små undersøgelser, der kan danne grundlag for udvikling af undersøgelsesmetoder med 3D-ultralyd, og det er baggrunden for, at Skejby Sygehus nu anskaffer en 3D-ultralydskanner og sætter en række forskningsprojekter i gang.

Reservelæge Lene Unmack Larsen , Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y, forventer at gennemføre et ph.d.-projekt, der skal vise, hvordan man kan bruge 3D-ultralyd til at bestemme, hvor godt hjertet fungerer hos et foster i misvækst. Projektet kommer til at foregå i samarbejde med hjerte- og narkoselæger.

Det er desuden oplagt at finde ud af, hvordan 3D-ultralyd kan bruges til undersøgelse af misdannelser i eksempelvis hjerte, nyrer eller hjerne hos fostre. Også inden for gynækologi kan 3D-ultralyd måske komme til at erstatte kirurgiske kikkertundersøgelser.

Skejby Sygehus har netop fået en bevilling på 1,8 mio. kr. fra John og Birthe Meyer Fonden til at anskaffe en 3D-ultralydskanner.