Skibslæge på katastrofetogt

I 1848 udkæmpede Danmark den første slesvigske krig, også kendt som Treårskrigen.

Krigen begyndte som et slesvig-holstensk oprør mod dansk overherredømme. Oprøret blev støttet af Det Tyske Forbund (Tyskland var endnu ikke samlet i én stat), og krigen stod derfor mellem på den ene side den slesvig-holstenske oprørshær og Preussen, som støttede oprørerne, og på den anden side Danmark.

Overlegen styrke

Danmark var en stærk flådemagt, og flåden var landets stærkeste trumfkort. Søvejen var den hurtigste transportvej for tropper og udrustning. Flådens ildkraft kunne yde afgørende støtte til landstyrker. Og med flåden kunne man etablere en lammende blokade.

Egentlig skulle flådeangrebet på den lille havneby Eckernførde, 70 km syd for Flensborg, blot være en taktisk afledning under en større offensiv. Linjeskibet Christian VIII med 84 kanoner, fregatten Gefion med 48 kanoner samt hjuldamperne Geiser og Hekla med tre mindre troppetransportskibe på slæb skulle samles i Eckernførde Fjord.

Eskadren havde til opgave at ødelægge to kystbatterier, så det blev muligt at landsætte tropper og indtage Eckernførde. En tilsyneladende nem opgave i betragtning af den overlegne danske ildkraft. Men sådan skulle det ikke gå.

Slaget begynder

Christian Wilken Hornemann (1816-1892) var overskibslæge ved flåden, og den 5. april 1849 befinder han sig som den ene af to skibslæger på fregatten Gefion. Undervejs fra København har han indrettet sygelukaf og etableret et operationsrum i et lastrum under vandlinjen. Her er man ikke udsat for fjendens kanonkugler. Til gengæld er her mørkt og fugtigt.

Forholdene er primitive. Gulvet består af vandtanke og tønder nødtørftigt dækket af planker og sejldug. Her kan lægerne stå og operere, mens de dukker sig for ikke at banke hovedet i dæksbjælkerne. Fra dækket kan sårede hejses ned i en bådsmandsstol.

De første skud falder kl. 04 om morgenen, og snart bliver den første sårede firet ned. Låret er skudt over af en kanonkugle, og benet må amputeres, fortæller Hornemann.

»Endnu før denne amputation var endt, fik vi på én gang to-tre andre hårdt sårede ned, og derpå vedblev nedfiringen … med så korte mellemrum, at vi sjældent var færdige med en amputation, før en ny patient, som trængte til samme behandling, var ankommet, så der ofte lå flere hårdt sårede, som måtte vente paa hjælp. Således hengik hele formiddagen under et uafbrudt og anstrengende arbejde for os læger, som, da vi kun var to, ikke kunne tænke paa afløsning eller hvile«.

Ikke tid til at bedøve

Den 32-årige Hornemann og hans yngre kollega opererer i skæret fra osende olielamper, mens timerne går, og luften bliver stadig mere kvalm. I begyndelsen bedøver de med kloroform (æter er for brandfarligt), men efter tre amputationer er der ikke længere tid til den luksus. De amputerede lægges på madrasser i messen og på banjerdækket, hvor de overskylles af havvand, og omkring nedgangen til lazarettet ligger de sårede så tæt, at man træder på dem. Til at hjælpe under operationerne har lægerne tre uuddannede menige.

Bedre ser det ikke ud på de andre fartøjer. På dampskibet Geiser er den unge P.L. Panum skibslæge og behandler en sømand, som har fået bortskudt et stykke af kraniet. Man kan se hjernen, hvor der sidder benstumper og træsplinter. Panum fjerner dem med fingrene, men holder op, da det pludselig begynder at bløde. Manden er ved bevidsthed under operationen, fortæller Panum og tilføjer, at »han kom sig helt«.

Lægerne har opereret i over 12 timer og ænser ikke, at slaget er ved at ende i nederlag. Hornemann har aldrig hørt ordet »stress«, men han taler om »sjælsspænding«. Han skriver nøgternt, men oplevelserne må have sat sig dybt i de unge læger, der på et døgn behandler flere og mere alvorlige skader, end de skal komme til at se gennem et helt lægeliv hjemme i København, Aalborg eller Odense.

Selv efter, at Gefion har strøget flaget som tegn på overgivelse, fortsætter Hornemann og hans kolleger med at amputere og forbinde, mens mørket falder på.

Katastrofen

Imens ligger den grundstødte Christian VIII under fjendens konstante ild. Agterspejlet vender mod land, så skibets frygtelige bredsider er ubrugelige. Det tyske batteri kan beskyde skibet på langs, og man kan kun besvare ilden med et par mindre agterkanoner. Sejlene hænger i laser, og det brænder flere steder ombord. Klokken 18.30 må også det stolte linjeskib hejse hvidt flag.

Den danske eskadre, med tilsammen op mod 150 kanoner og flere end 1.000 soldater, må se sig besejret af to landbatterier med tilsammen ti kanoner og færre end 100 mand.

Efter overgivelsen giver preusserne ordre til at rømme Christian VIII og Gefion, men de sårede skal blive ombord som sikkerhed for, at danskerne ikke sænker skibene. Men ilden på Christian VIII lader sig ikke længere slukke. Inde på land er Eckernførdes indbyggere tilskuere til den hektiske evakuering, da katastrofen rammer klokken 20: Ilden har nu nået linjeskibets krudtmagasiner, og der høres pludselig »et frygteligt brag i skibets indre, et knald, kraftigere end torden fra hundrede kanoner«, som det hed i en af de tyske beretninger. Næsten alle de 100 ombordværende bliver dræbt. Det samme gør enkelte tilskuere, som inde på land blev ramt af flyvende stumper.

Natten igennem fortsætter evakueringen. Ved totiden næste dag bringes de sidste søfolk i land. I alt 876 uskadte og 23 let sårede skal sendes med vogne til Rendsborg som krigsfanger. Hornemann og hans underlæge får ordre til at ledsage dem, men Hornemann protesterer og insisterer på, at de to læger skal blive hos de sårede. Og sådan bliver det.

På nødlazarettet i Eckernførde er der snesevis af sårede. Blandt andre en sømand, som har fået et ben skudt væk sammen med et stykke af hoften. Amputationen var for omfattende til at foretage på skibet, men nu må det gøres.

Efter slaget

I mellemtiden er en berømt tysk kirurg dukket op: Professor Bernhard von Langenbeck fra Charité-hospitalet i Berlin tilbyder at assistere. Hornemann takker ja og følger interesseret med, da Langenbeck udfører den komplicerede operation. Patienten dør på operationsbordet. Øjensynligt ikke af blodtab, men af kloroformbedøvelsen, skriver Hornemann.

En anden såret overlever Langenbecks amputation, men dør efter ti dage af den »sårfeber«, der altid indfandt sig efter de usterile operationer, og som i mange tilfælde førte til døden selv efter et vellykket, mindre indgreb.

C.W. Hornemann kunne have udnyttet de to dødsfald til at pege fingre ad sin tyske kollega, men det gør han ikke. Tværtimod understreger han, at den første patient i forvejen var stærkt svækket, og at den næste faktisk oplevede en bedring, inden han desværre bukkede under for den uundgåelige sårfeber. Hornemann udnytter endda lejligheden til at lære af den internationalt berømte Langenbeck og spørge ham til råds om nogle af de mere komplicerede tilfælde. Videnskab og professionalisme gik forud for det nationale fjendskab.

Slaget havde kostet Danmark omkring 200 dræbte og sårede. Omkring 900 blev taget til fange.

Tyskerne havde fire døde og 18 sårede.

Linjeskibet Christian VIII fandtes ikke længere, men fregatten Gefion faldt i fjendens hænder, blev repareret og indlemmet i den tyske flåde med navnet Eckernförde.

Geiser og Hekla havde af eskadrens chef fået ordre til at forlade kamppladsen. De gik med deres døde og sårede til Sønderborg.

Christian Wilken Hornemann fortsatte som stabslæge. I 1861 udgav han sin omfangsrige og banebrydende »Lægebog for søfarende, indeholdende Veiledning til en forbedret Sundheds- og Sygepleje i Handelsskibe«. Den var frem til 1930, i reviderede udgaver, standardlægebogen på danske skibe. —