Content area

|

Skindød – levende begravet

Som alle ved, sov digteren H.C. Andersen med en seddel hæftet på natskjorten med ordene: »Jeg er ikke død. Jeg sover kun«. Men Andersen var langtfra alene om frygten: at blive taget for død og begravet i levende live.
Rædslen for den levende begravelse afspejlede sig i litteraturen, f.eks. i Edgar Allan Poes gyserhistorier, og som her, i kunsten: »Den forhastede begravelse«. Oliemaleri, 1854 af Antoine Wiertz (Wiertz Museum, Bruxelles).
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

Som mange andre i 1800-tallet var H.C. Andersen opskræmt af uhyggelige beretninger om tilsyneladende døde, som vågnede op i kisten og havde held til at påkalde sig opmærksomhed, før kisten blev sænket i jorden. Og endnu mere hårrejsende historier om dem, der ikke var så heldige.

Mareridsfortællinger

En vandrehistorie fortæller, at den berømte anatom Andreas Vesalius, som i 1500-tallet dissekerede hundreder af lig, fik et chok, da et lig vågnede op under dissektionskniven. I den mere muntre ende kunne en familie fortælle om en slægtning, der vågnede op i kisten ved lugten af fisk, som blev stegt til begravelsesgæsterne.

I 1849 berettede franske dagblade – og endda et lægetidsskrift – om et tilfælde i Utrecht, hvor en kolerapatient ved den hastige begravelse havde fået en stor pengeseddel med i lommen. Da man gravede liget op for at redde pengene, så man, at den døde havde vendt sig i kisten – og havde spist tre af sine fingre. Fem danske tilfælde blev omtalt i Dagbladet (nr. 243, 1867). De kunne ifølge Ugeskrift for Læger afvises som opspind, men det hindrede ikke folk i at skræmme hinanden med skrøner om kister med kradsemærker på indersiden af låget.

Dynamittens opfinder, Alfred Nobel (d. 1896) var så besat af frygt for skindøden, at han i sit testamente bestemte, at man efter hans død skulle skære hans pulsårer over og brænde hans lig.

I Amerika skrev forfatteren Edgar Allan Poe alle skrækhistoriers moder: Levende begravet, om en mand, som lider af katalepsi og frygter, at han under et anfald skal blive antaget for død og derfor vågne op six foot under. Temaet går igen i flere af Poes mareridtsfortællinger.

Gravrøvere på Assistens

Frygten for »skindød« blev godt hjulpet på vej af rædselsberetninger fra ind- og udland. En af de mere hårdnakkede har endda et skær af sandsynlighed og er aldrig manet helt i jorden (så at sige):

På Assistens kirkegård i København finder man bag muren mod Nørrebrogade Bodenhoffslægtens imponerende gravmæle. Andreas Bodenhoff var en hovedrig købmand, som døde i 1794, 71 år gammel. Hans 19-årige enke Gertrud døde fire år senere af en tandbyld. Kisten blev nedsat i familiegraven. Men rygtet om ligets kostbare smykker lokkede gravrøvere til, som i nattens mørke baksede det tunge stenlåg af sarkofagen. Da de forsøgte at vriste øre- og fingerringe af Gertrud, vågnede hun imidlertid. Hun bad for sit liv, men de skrækslagne gravrøvere kvalte hende og skyndte sig at lukke graven til. Det var i hvert fald, hvad den tidligere graver Christian Meisling skriftede for hospitalspræsten på sit dødsleje 18 år senere.

Hændelsen er ikke endegyldigt bekræftet trods et forsøg i 1950’erne. Men historien blev troet i et København, hvor man frygtede skindøden, og hvor gravrøverier faktisk var et problem på Assistens.

De usikre dødstegn

Selv om der muligvis er tale om vandrehistorie, var frygten ikke helt irrationel. For hvornår var man egentlig død? Til forskel fra andre fobier havde frygten for levende begravelse den reelle baggrund, at det var usikkert, hvornår man kunne erklære en person død. Indtil 1875 var det kun i København, at der krævedes en læge til at skrive en dødsattest. I 1875 udvidede ligsynsloven kravet til at gælde fem købstæder plus Frederiksberg. På landet kunne det være distriktslægen – men hvis den døde befandt sig mere end et par kilometer fra lægeboligen, skulle der tilkaldes ligsynsmænd, som kunne være den lokale politimester eller »to paalidelige Mænd«, udpeget af sognerådet. Det bestemtes også, at en afdød ikke måtte flyttes de første seks timer efter dødens indtræden. Ingen kiste måtte lukkes, og intet lig begraves, før en læge havde udstedt en attest med angivelse af dødsårsag.

Amerikansk »sikkerhedskiste«, patenteret i 1843. Den dødes lemmer var forbundet med diverse stænger, som ved den mindste bevægelse ville udløse en fjeder, som fik låget til at springe op. (Wikimedia).Amerikansk »sikkerhedskiste«, patenteret i 1843. Den dødes lemmer var forbundet med diverse stænger, som ved den mindste bevægelse ville udløse en fjeder, som fik låget til at springe op. (Wikimedia).

»At vi skal dø, er helt sikkert, men om man er død, er nogle gange ikke sikkert«. Sådan indleder kirurgen og anatomen Jacob Benignus Winsløv (1669-1760) sin afhandling om de sikre dødstegn. Winsløv nævner eksempler på folk, som man troede døde, men som er »brudt ud af ligklæderne, af kisterne, ja, af gravene«, mens andre i gravens mørke blev overladt til en død værre end den, som de dømte led i galgen eller på radbrækningshjulet. Den lærde afhandling blev oversat fra latin til flere sprog af plagiatorer, som supplerede med deres egne greuel-historier. Sådan bidrog Winsløv uafvidende til udbredelsen af hysteriet.

Gennem tiden har læger anbefalet et utal af metoder til at afgøre, om den døde nu også var helt død. Man kunne stikke, brænde eller skære på et følsomt sted for at se, om der var en reaktion. Eller – endnu bedre – lade den døde ligge i sin seng i tre fulde døgn, indtil der »opstiger en hæslig Lugt« og leddene er blevet stive. Først da kan man trygt begrave den døde. Den slags forholdsregler håber Winsløv »paa det Instændigste maa blive iagttaget for mig selv (…) naar den Tid kommer«.

Frygten for flammerne

I 1880’erne blev ligbrænding et hedt diskussionsemne. Efter koleraepidemien i 1853 havde ikke mindst de københavnske læger sat hygiejne – herunder kloakering og rent drikkevand – på dagsordenen. Og de brød sig ikke om de overfyldte kirkegårde i den hastigt voksende by. Lægen og hygiejnikeren Ferdinand E. Levison (1843-1907) var en varm tilhænger af ligbrændingssagen og stiftede i 1881 Foreningen for Ligbrænding.

Lægerne var begyndt at forholde sig naturvidenskabeligt til deres fag. De havde ingen tålmodighed med pattebørnssnak om døde, der pludselig vågnede op. Men den opskræmte offentlighed krævede stillingtagen, og i 1871 havde Danmark som nævnt fået en lov om ligsyn med skærpede krav til, hvem der skulle udføre ligsyn. Loven om ligbrænding blev vedtaget i 1892. Men debatten havde atter fyret op under frygten for skindød. Nu var det ikke tanken om at vågne op i en kold, mørk grav, der nærede angsten; det var angsten for at vågne op i krematoriets 800 grader varme forbrændingskammer.

Skindød eller vintersøvn?

I februar 1920 kunne Ugeskrift for Læger referere »Et interessant Tilfælde af Skindød«: En 23-årig kvinde havde »af ulykkelig Kærlighed« taget en overdosis morfin plus sovemidlet barbital. Efter et døgn blev hun fundet bevidstløs – udendørs og ved en temperatur lige over frysepunktet. Hun døde på vej til hospitalet, og en række dødstegn optrådte: muskelstivhed, mangel på reflekser, ophør af puls og respiration og ingen hjertelyde. Kvinden blev erklæret død og lagt i en kiste.

Den næste dag åbnede politiet kisten for at identificere liget. »Betjentene saa nu til deres Skræk, at Liget havde blaalige Læber, og at der var let Bevægelse af Larynx«. En tilkaldt læge kunne hverken konstatere puls eller åndedræt, men da der var »meget svage Hjertelyde«, blev patienten overført til hospital. Her kunne man heller ikke spore puls eller åndedræt, men en svag hjertelyd kunne høres – 30-40 slag i minuttet. Der blev givet injektioner med kamfer og koffein, man foretog maveudskylning, anbragte hende i et varmt bad og gav kunstigt åndedræt. Efter et par timer var huden blevet højrød, der var tydelig respiration og mærkbar puls, og efter endnu et døgn vågnede kvinden op.

Hvordan er det muligt, at et menneske kan leve i 24 timer uden åndedræt eller puls, spørger Ugeskriftets skribent. Hans eget gæt er, at der pga. en kombination af kulde og narkotika »er indtraadt en vintersøvnlignende Tilstand, hvorved Respirationen er gaaet helt i Staa« – ligesom det angiveligt kan ses »hos indiske Fakirer«.

Blad nummer: 

Right side

af Karen Flink Konstantin-Hansen | 25/01
3 kommentarer
af Claus Peter Hovendal | 24/01
1 Kommentar
af Tommy Hindenburg | 24/01
6 kommentarer
af Pia Herltoft Madsen | 20/01
15 kommentarer