Sladrehank – eller god kollega?

LÆGEMØDE  Når en kollega bringer patienternes sikkerhed i fare, har man også selv et problem: Skal man konfrontere kollegaen? Se den anden vej, fordi det er så uendeligt pinligt? Tale med andre kolleger om det, eller måske gå til ledelsen?

Lægeforeningens egne kollegiale regler er forholdsvist klare. I afsnittet om »interkollegial kritik« står der, at man bør rette henvendelse til sundhedsmyndighederne, hvis man mener, at en kollega driver uforsvarlig lægegerning – sædvanligvis efter, at man først har talt med den pågældende læge om sagen.

Det lyder jo nemt – men i virkeligheden er det noget af det vanskeligste, man kan komme ud for.

»Jeg rejser heldigvis snart«

Mikkel er KBU-læge. Han er glad for, at han snart er færdig på afdelingen og skal videre til et andet sygehus, for her fungerer det ikke. I hvert fald ikke, når han er i vagt, og Morten har bagvagten. For når man ringer, er han næsten altid vrissen, og hans tilsyn på patienten er overfladisk. Faktisk er Mikkel usikker på, om tilsynet er tilstrækkeligt. Egentlig burde man tale med ... nogen?

Eller burde man? Hvad skal Mikkel gøre? Hvordan kan han rette op på forholdene? Skal man bare tage det som en oplevelse på vejen til det at blive læge?

»John er blevet så distræt«

Ude i byen sidder John i sin speciallægepraksis. Han er dygtig på sit felt og fagligt anerkendt blandt sine speciallægekolleger. Men de er også begyndt at høre fra nogle af hans patienter, at han virker lidt distræt. Glemsom. Og de praktiserende læger lægger mærke til, at han ikke giver tilbagemeldinger på behandlinger. Hvis John mødte op til møder i faglige og sociale sammenhænge, som han plejede at gøre, kunne man måske nævne det for ham. Men man ser ham sjældent.

Skulle man kontakte embedslægen? Eller bare kontakte ham – eller måske skulle man som kolleger indkalde ham til et møde? Eller noget helt fjerde?

Det er et par af de dilemmaer, som deltagerne i Lægemødet allerede fredag formiddag skal diskutere og tage stilling til på Hotel Hvide Hus i Aalborg.

Men der er også Gurli, der lugter af spiritus, når hun kører lægevagt, og Ahmed, der selv synes, han er en dygtig læge, men som patienterne har svært ved at forstå, og som kollegerne nærmest oplever som inkompetent, men måske er det også bare kulturforskellene?

Klare linjer udbedes

Når debatten får en central plads på Lægemødet, er den direkte anledning, at sundhedsminister Astrid Krag (SF), da hun i oktober sidste år lancerede en »patientsikkerhedspakke«, også luftede tanken om en »whistle-blower-ordning«. Idéen var direkte foranlediget af overmedicineringsskandalen på Psykiatrisk Center Glostrup, hvor patienter – trods talrige indvendinger fra bekymrede ansatte – systematisk blev overmedicineret med beroligende og antipsykotisk medicin.

»Det gav en intern debat i Lægeforeningen, og vi er nået frem til, at vi har brug for en bredere diskussion af, hvordan vi håndterer de vanskelige situationer, når en kollegas opførsel giver anledning til bekymring«, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen.

Lægeforeningen bakkede patientsikkerhedspakken op – også det såkaldte whistle-blower-tiltag, som blev præsenteret som et informationstiltag, der skal skabe øget opmærksomhed blandt lægerne om, at patientsikkerheden skal vægtes højere end kollegiale hensyn.

Men Mads Koch Hansen ser nødigt, at en sådan ordning udvikler sig til at forpligte læger til at agere »sladrehanke« – for eksempel i tilfælde, hvor en kollega under pres har trådt en smule forkert. For det løser ikke problemerne:

»Der er snarere brug for en åben kultur og retningslinjer på sygehuse og i praksis, som kan hjælpe læger til at tage hånd om de kolleger, der har brug for det, og give gode råd om, hvor man i alvorlige tilfælde kan søge hjælp hos ledelse og myndigheder«, siger Mads Koch Hansen.

Britisk model

Som inspiration peger Mads Koch Hansen på, at det britiske General Medical Council (GMC) sidste år udsendte en vejledning: Raising and Acting on Concerns about Patient Safety.

GMC er en uafhængig, lægelig organisation, som har bemyndigelse til at udstede autorisation til læger i Storbritannien og bl.a. arbejder med kollegialitet og patientsikkerhed.

Vejledningen fortæller, hvordan lægerne konkret kan reagere, når patientsikkerheden er truet, og det hedder blandt andet, at man kun skal kontakte myndighederne, hvis den pågældende læge eller organisation er en del af problemstillingen, eller hvis man lokalt forgæves har forsøgt at få løst problemet. I tvivlstilfælde skal man kunne få rådgivning fra en erfaren, upartisk kollega eller fra GMC.

Ifølge GMC har alle læger et ansvar for at opmuntre og støtte en kultur, hvor man åbent og trygt kan rejse bekymringer om patientsikkerhed, og det bliver understreget, at klinikchefer og ledere har et stort ansvar for, at det kan ske, og at der bliver fulgt op på bekymringerne.

Hvis der er behov for at undersøge en episode eller en klage, skal ledelsen sikre, at undersøgelsen foregår rimeligt og fair, og at den læge, som bekymringen gælder, behandles ordentligt.

Det bliver aldrig nemt

De eksisterende kollegiale regler siger, at man skal tale om problemet med den pågældende kollega og eventuelt indberette problemet til sundhedsmyndighederne. Hvad andet kan man gøre?

»Umiddelbart synes jeg, reglerne er gode nok, men de kan ikke stå alene. Der er brug for, at emnet tages op ude på afdelingerne og i praksis, så der kommer den nødvendige åbenhed om, at der indimellem er kolleger, som bringer patientsikkerheden i fare. Men jeg ved også, at det er svært håndterbart, og i det lys kan vi også diskutere, om der mangler nogle redskaber, som Lægeforeningen kan stille til rådighed. For eksempel i form af tilbud om uddannelse, eventuelt i form af e-learning, informationsmateriale eller rådgivning«.

Mads Koch Hansen peger desuden på, at Lægeforeningens Kollegiale Netværk i en del tilfælde vil kunne hjælpe.

Men informationsmateriale og e-learning gør det jo ikke lettere at tale med kollegaen, der lugter af spiritus eller er fagligt udygtig. Folk ved jo godt, hvornår man burde sige ting til kollegaen. Det er bare for pinligt. Kan en pjece eller et kursus ændre det?

»Det bliver aldrig nemt. Det er også derfor, at de kollegiale regler og Lægeforeningens Kollegiale Netværk ikke kan stå alene. Men vi skal bidrage ved at forberede medlemmerne på, hvordan de kan handle, når de møder problemet, og hvor de kan søge hjælp til at håndtere det«.

Hvor skal hjælpen findes – på arbejdspladsen eller hos Lægeforeningen?

»Lægeforeningen kan tilbyde rådgivning og information, men det er medlemmerne, som sammen med ledelserne på deres arbejdsplads skal sikre, at der bliver taget hånd om problemerne i rette tid. Derfor vil vi gerne bruge Lægemødet til at finde ud af, hvordan vores medlemmer bliver bedre til at håndtere den slags problemer«.

Læs lederen side 919