Skip to main content

BERLIN - Du er kirurg på et af landets førende hospitaler. Det er fredag morgen, og din arbejdsdag begyndte for næsten 30 timer siden. Efter 12 timers arbejde på operationsstuen fulgte 16 timers nattevagt. De fem operationer, du ikke nåede om dagen, måtte du skubbe til efter midnat. Egentlig skulle du også have brugt natten til at skrive patientbreve og udfylde formularer. Men så ringede vagttelefonen. Et trafikoffer. En hasteoperation. Ingen søvn. Nu mangler du kun stuegangen, så bliver 80 timers arbejdsuge afløst af et par dage med familien. Du skal bare lige bruge nogle timer på de breve og formularer, du ikke nåede tidligere. På et tidspunkt bliver du vel også nødt til at sove.

Din månedsløn er ca. 30.000 kr., hvis du har ti års anciennitet. Hver måned går der en grundløn på omkring 18.000 kroner ind på din konto. Det er betalingen for de 40 timer, du ifølge din overenskomst må arbejde om ugen. Dine overtimer bliver nemlig ikke betalt. De utallige vagter, der udgør et nødvendigt supplement til din grundløn, tæller ikke som arbejdstid. For nylig blev dit julegratiale næsten halveret og dine feriepenge helt sløjfet. Selvom du har arbejdet på hospitalet i ti år, er du ifølge din arbejdskontrakt kun ansat i to år ad gangen.

Selvom ovenstående tangerer det absurde, er der her tale om virkeligheden for de godt 146.000 hospitalslæger, der arbejder syd for grænsen. Velkommen til Tyskland!

Fra drømmejob til jobtraume

Lange arbejdstider, nedskæringer, dårlige arbejdskontrakter og omfattende bureaukrati. Det er blot nogle af grundene til, at tyske kollegaers hverv har forvandlet sig fra »Traumjob« til »Jobtrauma« - fra drømmejob til jobtraume.

I løbet af de sidste 15 år har tyske hospitalslæger skullet behandle flere og flere patienter på stadig kortere tid. Det skyldes dels, at man siden 1991 har lukket godt 10% af landets sygehuse, reduceret sengepladser med op til 20% - og samtidig fået 15% flere patienter. Dels at patienternes stationære behandling bliver stadig mere kortvarig. I en sådan situation ville det være oplagt at ansætte flere læger. Men mange tyske delstater har slunkne pengekasser og svinger især sparekniven over sundhedsvæsenet. Derfor ser hospitalerne sig nødsaget til at lade de ansatte læger gå på overarbejde. Ifølge de tyske lægers fagforening, Marburger Bund (MB), fører det til cirka 50 millioner overtimer om året - til en værdi af over syv milliarder kroner. Overarbejdet bliver dog som regel hverken dokumenteret eller betalt. Står der overtimer på de blanketter, lægerne udfylder omkring deres arbejdstid, bliver de simpelthen ignoreret i lønafregningen. Dertil kommer, at vagter i Tyskland tæller og betales som hviletid. Reelt set bliver de dog tilbragt hos patienterne eller - i stigende grad - bag skrivebordet. Tyske læger må nemlig selv tage sig af administration, dokumentation og andet bureaukratisk arbejde.

Sådan har hospitalerne i årevis kunnet holde deres stramme budgetter og opretholde illusionen om den 40-timers arbejdsuge, overenskomsten for offentligt ansatte dikterede.

Bægeret flyder over

Der syntes længe at herske en stiltiende aftale om ikke at klage over forholdene - selvom de er i åbenlys strid med tysk og europæisk lovgivning. Mange læger var bange for at miste deres job, når toårskontrakten udløb. Men sidste år forvandlede deres misfornøjede knurren sig til højlydt protest. Det skete, da delstaterne en efter en trak sig ud af den hidtidige overenskomst. Kort efter blev lægernes ugentlige arbejdstid forøget med to timer uden lønudligning. Bægeret flød over, da man også skar 40% af deres julegratiale væk og sløjfede feriepengene. På bundlinjen var der tale om en lønnedsættelse på omkring 20%.

Mens lægerne begyndte at demonstrere, indledte de offentligt ansattes paraplyorganisation, Vereinte Dienstleitungsgewerkschaft (VER.DI), nye overenskomstforhandlinger med delstaternes repræsentant, Tarifgemeinschaft deutscher Länder (TDL). MB sad med ved bordet som lægernes talerør men blev efter eget udsagn ikke hørt. Det førte til så store spændinger, at MB i september 2005 opsagde sit traditionelle samarbejde med VER.DI. Frem til marts 2006 førte man nu egne, drøje forhandlinger med TDL - i første omgang for de 22.000 læger på landets universitetshospitaler. Fagforeningens krav: arbejdstidsnedsættelser, bedre arbejdskontrakter og 30% mere i løn, dokumentation og betaling af alt arbejde samt reducering af det bureaukratiske arbejde.

Strejke på strejke

Den 9. marts brød forhandlingerne mellem de to parter sammen. »Arbejdsgiverne leger med ilden, hvis de tror, at de ikke behøver tage os alvorligt«, advarede MB's formand Frank Montgomery. En uge efter startede den største lægestrejke i Tysklands historie. I byerne demonstrerede op mod 14.000 læger ad gangen - med bannere prydet af slagord som »Slaver i hvidt«, »Mere tid til patienterne« og »Ingen penge? Ingen læger!«. I maj satte man sig igen til forhandlingsbordet. Forgæves. Derpå udvidede lægerne strejken og nedlagde arbejdet i store dele af landet. Afdelinger og hele hospitaler blev lukket. Et stort antal patienter blev flyttet, mens en minimumbemanding sørgede for akutte tilfælde. Selvom den tyske befolkning måtte leve med et sygehusvæsen på lavt blus, var opbakningen til lægerne overvældende stor.

Efter tre måneders strejke fik MB og TDL den 16. juni forhandlet sig frem til en ny overenskomst. Den indeholdt aftaler om en 42-timers arbejdsuge, bedre kontrakter, op til 25% mere i løn, regulerede og objektivt dokumenterede arbejdstider samt reducering af lægernes bureaukratiske arbejde. »I dag har vi skrevet historie,« konstaterede en tilfreds Frank Montgomery, og tilføjede: »Vi har frem for alt opnået betydelige lønstigninger for de unge læger«. Røster i MB's bagland var mindre positive. De hæftede sig ved, at overenskomsten var nærmest identisk med VER.DI's forslag, som man året før havde afvist. Desuden havde MB måttet sluge en bitter pille: De økonomisk pressede, østtyske delstater havde nægtet at give deres læger lige så meget i løn som kollegaerne i vest. Faktisk gjorde den ny overenskomst lønforskellen mellem øst og vest endnu større, end den havde været før.

Selvom lægerne på landets universitetshospitaler har genoptaget arbejdet, er strejken i Tyskland langtfra forbi. Nu kæmper lægernes fagforening nemlig for de cirka 70.000 kommunalt ansatte hospitalslæger, der ønsker samme vilkår som deres kollegaer. Dermed gentager historien sig, for kommunerne har smækket pengekasserne i og smidt nøglerne væk. Derfor fortsætter lægernes demonstrationer og arbejdsnedlæggelser - nu blot på andre hospitaler. Strejken kører på femte måned, og der er endnu ingen løsning i sigte ...