Slingrekurs over for alternative doktortitler

»Sundhedsstyrelsens vurdering er, at patienterne - uanset behandlerens titel - som hovedregel ved, at de henvender sig til en alternativ behandler og ikke en dansk autoriseret læge. Og domstolenes vurdering går tilsyneladende i samme retning, f.eks. er der i 1999 afsagt en frifindende dom i forbindelse med brug af titlen ,Doctor of medicine (medicina alternativa)`«. Sådan besvarede medicinaldirektør Jens Kr. Gøtrik den kritik, som Ole Hartling rejste i sit indlæg »Lemfældigt tilsyn med autorisationer« i Ugeskrift for Læger nr. 4, 2002.

Ugeskriftet har set på danske domstoles holdning til dansk brug af titler fra Medicina Alternativa, en akupunkturklinik på Sri Lanka, og fundet et mere broget billede.

Sundhedsstyrelsen refererer til en byretsdom fra Herning, ikke fra 1999, men 1988, hvor en alternativ behandler ganske rigtigt blev frifundet for overtrædelse af Lægelovens paragraf 23 ved at kalde sig »Doctor of Medicine (medicina alternativa)« i en annonce. Retten udtalte: »I annoncen har tiltalte ganske vist betegnet sig som ,doctor of medicine`, men da han samtidigt har tilføjet ,medicina alternativa` og i annoncens omkreds tydeligt har anført ,Eksamineret naturlæge` finder retten ikke, at annoncen er egnet til at vække forestilling om, at tiltalte har autorisation som læge«.

Men i to domme fra Østre Landsret henholdsvis dateret 3. maj 2001 og 3. marts 1999 bedømmes uautoriseret brug af titler ganske anderledes. I 2001 fandt landsretten, at der var ført sandhedsbevis for at bruge udtryk som »fup-professor« og »fupmager, der smykker sig med falske titler« om en alternativ behandler. Denne havde offentligt tituleret sig som »Professor, Doctor of Medicine M.A.(M.D.)«. M.A. står for Medicina Alternativa.

Behandleren havde rejst sagen mod den (vaskeægte) professor, dr.med. Arne Astrup for at have brugt ovennævnte udtryk i medierne. Det har formentlig spillet en vis rolle for sagens udfald, at Astrups sekretær havde erhvervet sig titel og diplom som Medicina Alternativa »Visiting Professor« blot ved at indsende 597 dollars og et helt sandfærdigt curriculum til klinikken på Sri Lanka.

Den alternative »professor, dr. med.« fra sagen blev i 1999 af landsretten dømt for overtrædelse af bl.a. Lægelovens paragraf 23 ved at have vakt »urigtig forestilling om, at han havde autorisation som læge«. Denne sag blev oprindelig overgivet til politiet af - Sundhedsstyrelsen.

Fatal tillid

Arne Astrup er ikke et øjeblik i tvivl om, at titelmisbrug bør tages meget alvorligt.

»Den ,doktor og professor` jeg var oppe imod i retten, frarådede folk at tage almindelig medicin og påstod, at han kunne helbrede alvorlige sygdomme som diabetes, hjerteinfarkt, Parkinson m.fl. Det kan have været fatalt i nogle tilfælde - men man kan jo godt forstå patienterne«, mener Astrup.

»I visse behandleres klinikker hænger diplomerne tæt på væggene og efterlader indtryk af, at behandleren ikke alene er læge, men videnskabsmand med stor produktion bag sig og hædersbevisninger fra alle mulige universiteter. Behandlerne optræder også med deres fine titler i diverse ugeblade. Hvis man ikke har særlige forudsætninger for at vurdere validiteten af diplomer og uddannelser, vil man da tro, at man har at gøre med en person, som har betydeligt finere faglig baggrund end ens egen praktiserende læge.

Derfor er det for dårligt, at Sundhedsstyrelsen prioriterer dette område så lavt, og at Lægemiddelstyrelsen ikke aktivt overvåger området. Den pågældende behandler havde solgt sine produkter i 15-20 år, men Lægemiddelstyrelsen greb først ind, da jeg begyndte at sende den breve om det.

Tillidstrick med forsøg

Også andre instanser forholder sig mærkeligt passivt. Et kendt ,tillidstrick` i den alternative branche er at annoncere efter deltagere til ,videnskabelige forsøg`. I Ernæringsrådet har vi forsøgt at få det videnskabsetiske komitésystem til at tage det op - men komiteerne vil ikke behandle alternative behandleres virksomhed. For mig er det ellers indlysende, at patienter må være beskyttet af det videnskabsetiske system, hvis de er blevet bragt i den vildfarelse, at de er optaget i et videnskabeligt forsøg.

En del af forklaringen er, at nogle myndigheder desværre har den naive holdning, at alternativ medicin er uskadelig. Jeg har talrige eksempler på det modsatte: Folk får ordineret giftige stoffer, og de føler sig diagnosticeret af den alternative behandler, så de venter for længe med at gå til deres praktiserende læge.

Jeg vil håbe, at danske læger vil gå mere offensivt ind på dette område, for vi er jo nu en gang den gruppe, der har bedst forudsætning for at pege på problemerne. Der foregår en massiv lobbyvirksomhed fra de alternative behandleres og hele kosttilskudsindustrien side, og uden faglig rådgivning er politikerne ilde stedt. Kun få politikere kan vurdere, om en behandling er fagligt dokumenteret eller ej«, fastslår Arne Astrup.

Lænser patienterne

Praktiserende læge Niels Kristian Kjær har i årenes løb set en del alvorligt syge og døende mennesker blive udsat for stærkt problematiske alternativer til lægevidenskabelig behandling.

»Man giver døende mennesker et urealistisk håb og lænser dem for betydelige midler. Familien står tilbage med økonomiske problemer, som kommer oven i sorgen. Det er dybt uetisk«.

Har du været ude for, at patienter troede sig i lægehænder hos en alternativ behandler?

»Nej, patienterne er godt klar over, at der ikke er tale om læger, men når nogle alternative behandlere pynter sig med lånte fjer via

eksotiske titler, er det med til at indicere, at behandlerne har en anden indsigt ud over det naturvidenskabelige. Når titlerne er købt for få dollars på Sri Lanka, er der jo tale om falsk varebetegnelse. Det er for en del alternative behandlere meget vigtigt at læne sig op ad en videnskabelighed, selv om de tager afstand fra lægevidenskaben. En mærkelig dobbelthed. Men sikkert nok kommercielt fordelagtig«.

Mener du, at myndighederne burde være mere aktive for at bremse den trafik?

»Vi lever i et antiautoritært samfund. Det er strafbart at franarre et menneske på en parkbænk hundrede kroner - og befolkningen finder det i orden, at det bliver straffet. Men hvis en behandler franarrer en dødssyg patient 100.000 kroner, bliver indgreb nemt opfattet som magtmisbrug og forsøg på monopolisering af viden. I konsekvens af dette er kvaksalveri reelt fredet.

Hvis man har en ikke-ondartet men kronisk lidelse med smerter, som lægerne ikke kan helbrede, er det naturligt, at man søger andre veje. Det er også uproblematisk, hvis man har sin fulde dømmekraft.

Men et døende menneske i dyb nød og fortvivlelse har krav på beskyttelse, fordi det naturligvis ikke selv kan mobilisere almindelig skepsis og er villig til at prøve hvad som helst, hvis behandlingen nu s kulle virke. Jeg mener, at Sundhedsstyrelsen burde gå målrettet efter behandlere, som foregøgler meget syge og døende mennesker en behandling. Behandlere af døende patienter burde i det mindste have pligt til informere patienten om, at tilbudet ikke er kurativt, men højst potentielt lindrende«.

Hvor mange patienter taler vi om her?

»Næsten alle vore patienter i den terminale fase. Og det er fortvivlende at være vidne til, at et døende og stærkt lidende menneske bruger sine sidste dage med at slæbe sig afsted til fupbehandlinger«.

Sundhedsstyrelsen modtager meget sjældent klager over alternativ behandling?

»Patienter og pårørende giver sjældent offentligt udtryk for at være indignerede over den behandling, de har fået. De har taget beslutningen som et aktivt tilvalg, et erkendt fejlskøn rammer dem selv. De har ofte selv andel i beslutningen og orker derfor ikke vreden i sorgen. Andre skammer sig formentlig over, at de har ladet sig væve ind i et spind. Men det er almindeligt, at vi som praktiserende læger hører om deres skuffelse og fortvivlelse«.

Lider du ikke bare af brødnid?

»Jeg vil understrege, at de brodne kar ikke kun er at finde blandt alternative behandlere. Man kan også støde på læger, som i privat regi tilbyder eksotiske behandlinger. Modsat har jeg oplevet alternative behandlere med en høj moral - blandt andet healere, som gennem lange samtaler har hjulpet døende mennesker til at håndtere deres situation, og som helt klart har meldt ud til patienterne, hvad det handlede om.

Det er også farligt at sige, at alt ikke-evidensbaseret er humbug. Vi skal ikke være blinde for, at den medicinske evidens typisk kommer der, hvor medicinalindustrien ser et økonomisk potentiale og finansierer forskningen. Jeg har intet problem med, at folk spiser hyben mod ondt i knæet, hvis de synes, at det hjælper dem. Jeg har heller ikke problemer med, at healere taler med mennesker og dermed giver dem lindring. Men det er bestemt ikke uproblematisk at udnytte folks dødsangst til egen økonomisk vinding. Det handler om respekt og anstændighed - ikke ,brødnid`, fastslår Niels Kjær.

Lægetitel til salg

Man kan købe stort set en hvilken som helst titel med tilhørende eksamensbevis på postordre. Også med ægte universiteters navne. Op gennem 90'erne er antallet af de såkaldte »diploma mills«, diplomfabrikker, nærmest eksploderet internationalt.

Fabrikation af falske eksamensbeviser, diplomer, referencer o.l. har selvfølgelig været kendt fra de første fupmageres dage, men ny teknik og hurtig kommunikation har lagt lag til problemet.

I USA startede FBI i slutningen af 1970'erne operation »DipScam«, Diplomfidus. Frem til begyndelsen af 1990'erne fik agenter lukket i hundredevis af diplomfabrikker, som solgte doktor-, professorater og alle mulige andre adgangskort til en tillidsvækkende karriere. DipScam blev droslet ned af ressourcemæssige årsager - i en periode, hvor reproduktionsteknikken nåede nye højder, fremragende fotokopimaskiner blev hvermands eje, og Internettet skabte en lettilgængelig handelsplads for alverdens forretningsfolk - også de mere lyssky.

I dag sælges der titler og karrierer som aldrig før. Det kan enhver overbevise sig selv om på sekunder ved en simpel søgning på Internettet. På adressen www.fakedegrees.com sælges der eksamensbeviser fra universiteter overalt i verden. Under »Danmark« er der link til de rigtige hjemmesider for Københavns Universitet og Copenhagen Business School. De ærværdige institutioner er selvfølgelig ikke involveret i svindel. Tanken er at man selv finder det - ægte - studium og den eksamen, man gerne vil have på sit - falske - diplom, og så ordner hjemmesiden resten, når man har indbetalt et beløb for »medlemskab« af Fakedegrees.

På andre hjemmesider kan man bestille resultatet af et »fjernstudium« ved et af en lang række universiteter med flot klingende navne. Nogle - om ikke alle - eksisterer kun på nettet. En del diplomsvindlere arbejder i et gråzoneområde. De optager rent faktisk »studerende« på deres »læreanstalter« og kræver opgaver og afhandlinger. Ingen dumper imidlertid ved at levere dårlige opgaver.

Californien har i mange år været et yndet arnested for diplomfiduser. I solskinsstaten er de nemlig lovlige. Der har længe været offentlig kritik af, at enhver borger med 50.000 dollars på kistebunden kan udstede akademiske grader inden for ernæringsområdet uden at være forpligtet til at dokumentere den akademiske standard. Det er et stort problem for studerende, som bliver narret ind i »tomme« uddannelser. Fidusen gør heller ikke livet let for ægte, universitetsuddannede ernæringseksperter. Men værst er det naturligvis for forbrugerne. The National Council Against Health Fraud, NCAHF, har opregnet en række skræmmende følger af amatørernes råd: »skæve« slankekure, der kan give fejlernæring, anbefaling af kostbehandlinger mod kræft i stedet for konventionel behandling osv.

Summa summarum, det er for alvor de falske diplomers tid, hvor det kan forekomme mere påkrævet end nogensinde med en aktiv indsats fra myndighederne for at beskytte borgerne mod sundhedssvindel.