Skip to main content

SMS gav sug i maven og hjertebanken

Styrelsen for Patientsikkerhed undersøger muligheden for at gøre SMS-beskeder om lovnyt i e-boks mindre skræmmende.

Den kontroversielle SMS fra Styrelsen for Patientsikkerhed - og en af de mange reaktioner på Twitter.
Den kontroversielle SMS fra Styrelsen for Patientsikkerhed - og en af de mange reaktioner på Twitter.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

21. dec. 2017
4 min.

Adskillige læger fik kaffen galt i halsen, da de for nogle dage siden modtog en SMS-besked om, at der var post til dem i e-boks fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).

Det viste sig, at det blot handlede om de nye retningslinjer for somatisk tvang – men den førte til en del vrede Twitter-udbrud fra læger – måske ikke overraskende i disse uger, hvor styrelsen er kommet under kritik for sin efter manges mening overdrevne aktivisme over for lægerne.

”Et sug i maven”

”Ja den mail og SMS nåede også at give mig et sug i maven. Og så rejser det jo også spørgsmålet: Hvad laver jeg i min klinik, der IKKE kan gå ind under ’patientsikkerhed’”, skrev de praktiserende lægers formand, Christian Freitag i en tweet.

Praktiserende læge Birgitte Ries Møller, aktiv lægepolitiker i PLO, skriver: ”Tænk hvor mange læger, der pludselig fik hjertebanken kvælningsfornemmelse trykken i brystet #nublevdetmig og så en julehilsen. Imagepleje?”

”Tankevækkende at en mail i en e-boks fra STPS kan få den samlede lægestand til at krympe sig i frygt”, skriver en anden bruger henvendt til bl.a. Yngre Lægers formand, Camilla Rathcke, og Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Og Camilla Rathcke: ”Det havde været rigtig fint med en overskrift om indhold i SMS! – mange gjort unødigt bekymrede”.

Andreas Rudkjøbing svarede også: ”Orientering om ny lov skal selvfølgelig ikke føre til unødig bekymring hos læger”, skrev han i sit svar til brugeren og rettede derpå en henvendelse direkte til STPS.

” Forhåbentlig vil det lykkes styrelsen at få mere en præcis overskrift på, hvilken type meddelelse styrelsen sender til læger. Det er vigtigt, at vi som læger kan få den nødvendige information om nye love i en form, som ikke skræmmer unødigt”, siger Andreas Rudkjøbing.

Besked hastede

I styrelsen er holdningen dog, at der er ting, man som læge skal have at vide – herunder omkring loven om somatisk tvang.

STPS ønsker ikke at udtale sig, men ifølge en kilde er man bevidst om, at stemningen mellem STPS og lægerne i øjeblikket er lidt trykket, og man havde derfor tænkt længe over, hvordan man skulle udforme eboks-notifikationen.

Man havde ikke adgang til lægernes mailadresser – og der er ikke længere nogen myndigheder, der pakker, frankerer og udsender 27.000 breve på officielt, gult lovpapir. Derfor faldt valget naturligt på e-boks.

Styrelsen for Patientsikkerhed undersøgte faktisk, om der var mulighed for at lave en anden overskrift på notifikationen, så modtagerne ikke skulle tro, at de havde fået en klagesag på halsen. Men det har ikke været teknisk muligt, oplyses det.

Og da den nye lov træder i kraft 1. januar, kunne man ikke vente flere måneder på, at der måske findes en teknisk løsning.

Advarer næste gang

STPS har allerede svaret på Lægeforeningens henvendelse, og i svaret hedder det blandt andet:

”Vores erfaring er, at læger har efterlyst direkte kommunikation om de vejledninger m.v. , de skal kende til. Det kan være svært for i forvejen travle sundhedspersoner at opsøge informationen på vores hjemmeside, i nyhedsbreve mv. På denne måde kan vi informere dem direkte”.

”Vi håber, at det vil blive opfattet som en særlig service til sundhedsfaglige målgrupper, når vi gør opmærksom på et område gennem e-boks, som styrelsen mener, at lægerne skal have kendskab til, fx når der kommer en ny vejledning om epikriser eller evt. ændringer i bekendtgørelse om journalføring”, skriver STPS i svaret til Lægeforeningen.

Styrelsen er i gang med at undersøge, om det vil være muligt at mærke den type notifikationer på en måde, så det fremgår klart, hvad henvendelsen drejer sig om.

En løsning ligger dog ikke lige for, så indtil videre vil STPS bruge e-boks, når der er vigtigt nyt, som alle læger skal orienteres om.

Styrelsen lover dog, at det højst vil ske 1-2 gange om året: ”Vi vil være restriktive i vores brug af e-boks og arbejder med et stramt væsentlighedskriterium”, skriver styrelsen til Andreas Rudkjøbing, som i øvrigt har delt svaret på den lukkede Facebookgruppe ”læger”.

Og ”for at forebygge misforståelser” lover styrelsen, at man ved fremtidige e-boks notifikationer vil informere om det på forhånd, både på STPS’ egen hjemmeside og ved at orientere Lægeforeningen, så medlemmerne kan forberedes på udsendelsen.

Og om ikke andet, har den omstridte SMS haft den ønskede effekt:

To dage efter udsendelsen havde 9.000 læger været inde på deres e-boks OG klikket på linket til informationen om den nye lov, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Læs også: "Læger i oprør mod Styrelsen dfor Patientsikkerhed"