Skip to main content

»Snart er vi alle patienter« – en vigtig lærebog, især for læger

Antropolog og lektor Alexandra Brandt Ryborg Jønsson og professor i almen medicin John Brandt Brodersen har skrevet en gedigen og grundig lærebog om et emne, der er relevant for alle læger og mange andre: overdiagnostik, og hvad der omgiver, går forud og følger deraf. Læs anmeldelse af Anders Beich. 

Cover: Samfundslitteratur
Cover: Samfundslitteratur

Anders Beich, praktiserende læge. Interessekonflikter: ingen.

3. jan. 2023
03 min

Fakta

Snart er vi alle patienter. Overdiagnostik i medicinske og samfundsfaglige perspektiver

Vi er som læger skolet til fejlfinding og til ikke at overse noget (lægefejl), og måske derfor kan vi ikke altid samtidig rumme, at unødig diagnostik eller overdiagnostik på en måde også er en slags lægefejl. Og man bliver jo sjældent hængt ud for manglende omhu eller samvittighed på styrelsers hjemmesider, fordi man har undersøgt eller diagnosticeret for meget, måske fordi fejlfinderne i styrelserne også er læger, og fordi borgere per default er taknemmelige for al undersøgelse og diagnostik.

Jeg har siddet til møder i Sundhedsstyrelsen med John Brandt Brodersen som eksperthjælp og set ham forklare overdiagnostik til højtspecialiserede sygehuskolleger, som blev fjerne i blikket, momentvis klarede op, for derefter straks at vende tilbage til underdiagnostikken. Det ligger ikke lige til os som profession at beskæftige os med overdiagnostik, slet ikke hvis vi kun er omgivet af lutter syge til daglig.

»Godt at antropologen og almenmedicineren har fundet sammen om at skrive en så omhyggelig og samvittighedsfuld gennemgang af overdiagnostikken og de fænomener, der fodrer, omgiver den og affødes af den. Det giver perspektivering«Anders Beich, praktiserende læge.

Når en person overdiagnosticeres, betyder det, at lægerne diagnosticerer en afvigelse, en abnormitet, en risikofaktor eller bare noget anatomisk patologisk, som aldrig i sig selv vil medføre, at personen bliver syg eller dør af denne tilstand.

En genert person diagnosticeres med social fobi. En langvarig sorgreaktion bliver til en diagnose. Knogledensitet i den lave ende, alderssvarende blodtryk og blodfedt over signalværdi bliver til sygdomme, uanset at langt de fleste aldrig ville kunne høste nogen gevinst af diagnosticeringen. Moderne billedteknologi gør forekomst af kræfttilstande til elastik i metermål, og selvtestning og genetisk testning sætter bunsenbrænderen under risikoepidemien. Sammenholdt med befolkningens opdragelse til at se kroppens almindelige signaler på overophedning og ubalance som symptomer på sygdom, funktionsstatus som uforanderlig gennem livet og livet som noget evigt, har vi ingredienserne til en perfekt storm på sundhedsvæsenet.

Vi ved måske godt, at overdiagnostik findes. Nu har vi chancen for at forstå på et lidt dybere niveau, hvad den er og ikke er. Godt at antropologen og almenmedicineren har fundet sammen om at skrive en så omhyggelig og samvittighedsfuld gennemgang af overdiagnostikken og de fænomener, der fodrer, omgiver den og affødes af den. Det giver perspektivering. Godt med den tilstræbt objektive, videnskabelige og dog engagerede tilgang, som gør bogen til en oplagt kandidat til at blive lærebog på medicinstudiet (kursus i diagnostiske fag, kursus i medicinsk etik og filosofi …). Tiden er trods alt med de emner, der berøres i bogen. Overdiagnostikken kan ses i en større sammenhæng, hvor bæredygtighed måske er overskriften, og hvor man er ved at se i øjnene, selv i patientorganisationer, at sundhedsvæsenets ressourcer ikke er uendelige og skal bruges der, hvor de kan forventes at afføde gavn frem for spild og skade.

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen til alle interesserede i begrebet overdiagnostik, men selvfølgelig især til læger, uanset aktuelle interesseniveau.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen