Skip to main content

”Som Big Brother – bare uden kameraer”

Læge Nadja Albertsen tilbringer et år på verdens mest afsides base: den fransk-italienske forskningsstation Concordia dybt inde på Antarktis. Det sker som ansat under det europæiske rumfartsagentur, ESA. Hun ankom i november og forsker i menneskets tilpasning til livet i et ekstremt miljø – som f.eks i det ydre rum eller på en fremmed planet.
Læge Nadia Albertsen på Antarktis i 50 minusgrader. Privat foto.
Læge Nadia Albertsen på Antarktis i 50 minusgrader. Privat foto.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

8. feb. 2019
3 min.

6.30 Det er sommer på Antarktis, og dagen varer fire måneder, men jeg står op nu. Morgenbuffeten har kød, hvidt brød, småkager, kaffe og te. Og skåle til at drikke af, da italienerne og franskmændene godt kan lide at dyppe småkagerne i kaffen. Heldigvis er der også mysli.

7.30 Da jeg har læst nyheder på dr.dk, går jeg til mit laboratorium. Vi er ca. 70 her, men fra februar er vi kun 13 – os, som skal overvintre. Basen ligger ca. 1.000 km fra kysten og 1.000 km fra Sydpolen og med 550 km til nærmeste nabo. Vi har måttet sende én af »overvintrerne« hjem, men det franske Polarinstitut sender en afløser.

8.00 Det daglige morgenmøde: Kommer der fly i dag? Tekniske spørgsmål? Frivillige til rengøring? Vi får at vide, at den nye overvintrer kommer i dag.

9.00 På fatbike med brede dæk cykler jeg ud med en italiensk, militær alpinguide. Ude omkring har vi sheltere med meteorologiske, astronomiske og fysiske måleinstrumenter. Vi skal se på et 46 meter højt tårn, vi har, og finde ud af, hvordan man kan redde en evt. tilskadekommen ned. Vi træner med bårer, reb og knuder til nedfiring. Vi har minus 30 grader, men til vinter falder temperaturen til minus 70-80 grader, og tårnet er en km væk. Inden vi når ud og får udstyret rigget til, er vedkommende formentlig død. Så vi har mest fokus på at forebygge.

Læge Nadja Albertsen på Antarktis. I horisonten anes basen, hvor hun skal mtilbringe et år. Privat foto.

10.50 Jeg går i træningscenteret, hvor jeg sætter Nephew på. Her er en italiener, som får et skud dansk kultur. Så er der frokost. De to italienske kokke laver en udmærket buffet: pastaret, kød, noget fisk. Er man heldig, er der grønsager og frisk frugt. Bagefter mødes vi til en espresso og lidt snak.

13.15 Møde for os, der skal overvintre. Vi er det 15. hold. Vi har fået en ny redningsbåre og gennemgår systemet med redningsholdet. Får en god snak om forløbet med ham, der er rejst. Der er åndssvagt mange rygter i sådan et lille, lukket miljø. Man har en idé om det, inden man tager af sted, men du gør dig ingen forestilling. Det er Big Brother – bare uden kameraer.

14.00 Tilbage i laboratoriet. Jeg samler data til fem ret forskellige forskningsprojekter: Hvordan påvirkes man fysiologisk og psykologisk af isolation og konstant højdeeksponering? Basen ligger i 3.200 m højde, men pga. polens nærhed er lufttrykket lavt, så det svarer til 4.000 m. Forholdene minder om at være i rummet, og et formål med projekterne er at blive forberedt på, hvordan man reagerer på lange rumrejser – f.eks. til Mars. Jeg undersøger, hvordan kroppen reagerer på konstant iltmangel, psykologisk respons, koncentrationsevne. Vi har en Soyuz-simulator, hvor vi undersøger, hvor ofte astronauter behøver træne manuelle landinger. Vi ser på stresshormoner i urin, blod og spyt; ændringer i immunforsvar, tarmflora osv. Mere jordnært går eftermiddagen med at sætte mærkater på små tuber, tage blodprøver og printe formularer til den nye deltager.

17.00 Af sted med alpinguiden igen. Nu for at undersøge forholdene for redningsindsats i en af de underjordiske huler, hvor de laver seismologiske målinger. Der er minus 50 grader dernede.

19.00 Aftensmad – noget æg med grønsager. Bagefter en kop espresso og snak. Så er der besøg af nogle amerikanske forskere, der undersøger space weather – hvordan solar flares påvirker vejret og atmosfæren.

23.00 Efter et spil billiardo med italienerne (billiard med hænderne i stedet for køer pga. af snævre pladsforhold) går jeg i seng. Min værelseskammerat er lige rejst, så jeg har mit eget værelse på 4 kvm.