Skip to main content

Som fod i hose til de lange lyse sommernætter

Anbefalet af Jacob Bülow, læge, ph.d., oversætter. Interessekonflikter ingen

18. jul. 2026
2 min.

Fakta

Fakta

Sidste år lærte jeg en lov, jeg ikke kendte til, og som jeg tænker, de fleste læger kan have gavn af kendskabet til, nemlig loven om resternes tiltagende penetrans. Loven læste jeg i et essay, »Lægevidenskabs succes og kritikken af lægevidenskaben«, i den første oversættelse af et tekstudvalg af den tyske filosof Odo Marquard.

»Af loven følger, at jo mere negativt, der forsvinder fra virkeligheden, desto mere ærgerligt bliver det negative, der er tilbage« Jacob Bülow, læge, ph.d., oversætter

Af loven følger, at jo mere negativt, der forsvinder fra virkeligheden, desto mere ærgerligt bliver det negative, der er tilbage. Denne lov leder til det syndrom, som Odo Marquard betegner »prinsessen på ærten-syndromet«, og som netop er karakteriseret ved »den menneskelige evne til at lide stadig mere under stadig mindre og til sidst at lide under lidelsesreduktionerne selv«. Kendskabet til denne lov kan måske hjælpe mangt en læge derude, som støder på en eller flere prinsesser, det være sig kolleger eller patienter, med at acceptere disse, da (natur)love ikke kan diskuteres, men i stedet må accepteres.

Ud over denne skønne lov er der mange andre indsigter at hente hos stilisten Odo Marquard, hvis tekster kræver lidt mere tid til fordybelse, end hverdagen normalt giver plads til, og derfor passer som fod i hose til de lange lyse sommernætter.