Somatiske speciallæger går fast stuegang i psykiatrien

Psykiatriske patienter ignorerer og putter med symptomer på fysisk sygdom.

Egen læge er ofte kun en, de kender som et navn på sundhedskortet.

Og når de er indlagt i psykiatrien – som er deres primære kontakt til sundhedsvæsenet – og en læge hér foreslår, at der tages en blodprøve eller iværksættes anden undersøgelse, betakker de sig.

Overdødeligheden på 15-20 år blandt patienter med alvorlig psykiatrisk sygdom er den højeste i Norden.

De har en øget risiko for selvmord og ulykker, men 60 procent af overdødeligheden skyldes somatiske sygdomme, der ofte hverken bliver diagnosticeret eller behandlet.

I Psykiatrien i Region Nordjylland forsøger man at bryde ulighedens onde cirkel.

Det sker ved, at internmedicinske speciallæger sammen med en somatisk sygeplejerske og en koordinerende psykiatrisk sygeplejerske går fast ugentlig stuegang blandt indlagte psykiatriske patienter for netop at spotte og behandle deres hypertension og hepatitis, henvise til koloskopi eller genstarte den diabetesbehandling, der blev iværksat – og droppet – for mange år siden.

»Psykiateren har ikke ret meget at gøre godt med. Hun kan henvise den psykiatriske patient til egen læge, men de her patienter opsøger ikke egen læge og har sjældent mulighed for at overholde rammer og regler i almen praksis og sygehusambulatorier, hvor lægen heller ikke har den tid, der kræves.

Ti minutter er ikke tilstrækkeligt til at trevle en problematik op«, siger endokrinolog i Klinik Medicin og Akut, Aalborg Universitetshospital, Jenna Rosenqvist Ibsen.

Hun er medinitiativtager til den systematiske ugentlig stuegang blandt indlagte psykiatriske patienter, der går under navnet liaisonsomatik (se boks), og som blev implementeret i Klinik Psykiatri Syd i Aalborg i 2016 og i Klinik Psykiatri Nord i Thisted og Brønderslev i henholdsvis 2020 og 2021.

»Liaisonsomatik udspringer af et tidligere relationelt koordinationsprojekt, om bl.a. at gå medicinsk stuegang i ortopædkirurgisk afdeling«, forklarer Jenna Rosenqvist Ibsen, der i dag har fast ugentlig stuegang blandt indlagte psykiatriske patienter i Aalborg og Thisted.

Kitlens magt

Et fast rul sikrer, at der hver uge dukker enten en endokrinolog, en lungemediciner, en infektionsmediciner eller en nyremediciner op, og det er afgørende, at det er de samme dedikerede speciallæger, der skiftevis dukker op på faste ugedage og tidspunkter.

»Det stiller krav til speciallægen at træde ind på en psykiatrisk afdeling. Det nytter ikke, at man alene interesserer sig for et lille hjørne af sit speciale, når man i psykiatrien kan blive mødt med mange forskellige internmedicinske problematikker.

Man skal have et bredt medicinsk udsyn.

Jeg skal som endokrinolog ikke alene tage mig af, at patienterne får behandlet deres diabetes optimalt. Jeg skal også reagere på oplysninger om en blødende endetarm, hepatitis, kronisk bronkitis og hjertelidelser.

Vi gennemgår også deres medicin for at undgå polyfarmaci og skadelige virkninger«.

I bliver ikke mødt med skepsis?

»Tværtimod – patienterne er særdeles positive.

Vi var selv skeptiske i begyndelsen. F.eks. når vi skulle begive os ind på en retspsykiatrisk afdeling.

Vi havde en diskussion om, hvorvidt vi skulle møde op i kittel eller ej. Det har vi valgt at gøre. Vi skal stå ved, hvem vi er og ikke klæde os om, og det har god effekt. Ingen har afvist os på grund af kitlen, og kun nogle få har skullet modnes til, at vi må undersøge dem.

En psykiater uden kittel kan godt foreslå, at der skal tages et røntgenbillede eller bare en blodprøve, men patienten afviser. Når vi foreslår det samme, har det en anden betydning – vi bliver set på som ‘rigtige læger’. Og vi sørger for, det sker hurtigt, så de ikke når at skifte mening.

Når en patient fortæller, at han har blødt ud af tarmen, og vi siger, det vil være en god idé at få foretaget en koloskopi, går der som regel heller ikke dagevis, inden undersøgelsen finder sted.

Efterfølgende bistår det psykiatriske personale patienterne med at møde op til undersøgelsen og eventuelle efterfølgende kontroller.

Det er desuden af stor betydning, at vi ikke alene anbefaler, men selv ordinerer undersøgelser, medicin og blodprøver«.

Oplever du skepsis blandt de medicinske læger i forhold til at skulle bevæge sig over i et andet speciale og en anden organisation?

»Generelt er det svært at få somatiske læger til at tilse psykiatriske patienter. Det fordrer tid og ressourcer, som man ikke har i dagligdagen. Man skal forlade afdelingen, ofte skal man over på en anden matrikel, og der er usikkerhed forbundet med f.eks. at skulle ind til en svært psykotisk patient.

Man kommer flagrende, skal låses ind og kender ikke forholdene. Men her er der et fast setup, hvor den koordinerende psykiatriske sygeplejerske assisterer lægen, kender patienten og er god til at vurdere, hvornår nok er nok og også helt konkret instruere os i, på hvilken side af patienten vi skal stå i tilfælde af, der opstår en farlig situation.

Vi skal aldrig selv rode rundt på afdelingen, men er godt hjulpet af den psykiatriske sygeplejerske«, siger Jenna Rosenqvist Ibsen og konkluderer:

»Det liaisonsomatiske team hjælper patienterne der, hvor de er og på deres – ikke systemets – præmisser. Behandlingsmæssigt gør vi en mærkbar og synlig forskel«, siger Jenna Rosenqvist Ibsen, der lige nu er med til at evaluere projektet. Data er indsamlet, og resultaterne vil senere blive publiceret.

Et lille skridt i den store maraton

Da Jens Holmskov, ledende overlæge i Klinik Psykiatri Nord, skulle præsentere idéen om liaisonsomatik for ledelsen på Regionshospital Nordjylland, forud for det skulle sættes i gang i år, skete det med lige dele sjov og alvor.

»Jeg sagde, at det at gå ugentlig stuegang blandt psykiatriske patienter er lige så givende som at være læge i et udviklingsland, da mange af patienterne i årevis ikke er blevet set af en læge.

Mange af vores patienter har et så dårligt funktionsniveau, at de ikke konsulterer egen læge. De holder hverken sig selv eller deres hjem. Og de præsenterer heller ikke altid noget somatisk for os, når de er indlagt – deres psykiske problemer fylder alt. Og i de tilfælde, hvor de gør, har vi svært ved at komme nogen vegne. Set med deres øjne er vi ikke rigtige læger, der jo bærer kittel, og stetoskop om halsen.

Men på overraskende vis lykkes det de somatiske læger, der er udvalgt og dedikeret til opgaven, at få adgang til at undersøge vores patienter og sætte dem i behandling for sygdomme, som ellers ikke ville være påvist og behandlet.

Dertil kommer, at de af vores patienter, som har kendt somatisk sygdom som f.eks. hypertension

og sukkersyge, kun sjældent går til egen læge og derfor er dysregulerede, men det får liaisonlægerne også sat skik på«, siger Jens Holmskov og understreger, at sundhedsvæsenet i dag ikke imødekommer de psykiatriske patienters behov.

»Liaisonsomatik er et lille skridt i den maraton, det er at komme uligheden til livs og burde være et landsdækkende tilbud til psykiatriske patienter, som vi ved ikke behandles godt nok på de somatiske sygehuse. De får ikke de samme tilbud, bliver ikke mødt af den fornødne tålmodighed og bliver hurtigere afsluttet.

Det forsøger vi at rette op på, og vi får megen valuta for de penge, der er afsat«.

Jens Holmskov understreger, at det er en fælles opgave, der fordrer engagement og vilje – ikke mindst i somatikken.

»Det er godt, at liaisonsomatik i vores region har politikernes bevågenhed, og at der er afsat midler til det, men indsatsen står og falder med, at der er villighed til at indgå i ordningen blandt somatikkens læger og i dens ledelse. Det er her den store udfordring består.

Husk på, at der er mange læger, der aldrig har mødt en psykiatrisk patient, og i øvrigt i mange tilfælde heller ikke er klar over, hvad en psykiater egentlig laver.

Vi har til gengæld alle haft vores gang i somatikken«, siger Jens Holmskov.

Patienterne åbner sig op

I Klinik Psykiatri Nord i Thisted er sygeplejerske Anne Marie Veje Dahlgaard liaisonsomatisk koordinator.

Det er hende, der modtager og koordinerer henvisninger fra det psykiatriske personale om somatiske tilsyn.

Denne tirsdag kan hun tælle seks indlagte psykiatriske patienter med somatiske problemstillinger, som den medicinske læge skal tilse i morgen, når hun dukker op.

Også Anne Marie Veje Dahlgaard oplever, at det har »været et kæmpeløft at have liaisonlægerne til at gå stuegang«.

»Vi har ofte patienter, som vi har opfordret til at gå til egen læge, men de kommer ikke afsted. Og det uanset om de har forhøjet kolesterol eller udviser tegn på prædiabetes.

I morgen er det endokrinologen, som kommer, og hun har altid en diabetessygeplejerske med, hvilket gør en stor forskel.

Endnu en bonus er, at liaisonlægerne sørger for, at det, de sætter i gang, videresendes til patientens egen læge. Det er af stor værdi i de tilfælde, hvor en patient er indlagt i lang tid, og psykiateren i sin epikrise to måneder senere skal samle op på et langt forløb med risiko for, at ikke al information når videre«.

Anne Marie Veje Dahlgaard har mange gode patienthistorier. Som f.eks. den skizofrene patient, der havde været indlagt flere gange. Han nægtede kategorisk at få taget blodprøver og var afvisende over for alt, der indebar, at han skulle tilses af en somatisk læge.

»Jeg husker, at jeg sagde til liaisonlægen, at han skulle skrue sig op til at være læge med stort L. Og det virkede. Patienten lukkede op, og det viste sig, at han gennem længere tid havde haft ondt i maven. Han blev udredt, og der viste sig ikke at være noget galt. Men de bekymringer om maven, han tilsyneladende havde båret rundt på, forsvandt.

Vi ser gang på gang, at vores patienter agerer anderledes over for den somatiske end over for den psykiatriske læge«, siger Anne Marie Veje Dahlgaard .

Holder hånden under de svageste

Står det til professor og direktør i Psykiatrien i Nordjylland Jan Mainz, er liaisonsomatik kommet for at blive.

»Jeg håber og tror, det er et tilbud, der bliver permanent, og som vi kommer til at udvide yderligere. F.eks. er der et kæmpepotentiale på de psykiatriske bosteder«, siger Jan Mainz og tilføjer så:

»Det er svært at udpege kræftsygdomme, der har en lige så høj overdødelighed, som gør sig gældende for de svært syge psykiatriske patienter.

Det er farligere at være svært psykisk syg end at have kræft. Vi samler ind til Knæk Cancer, og det er fint. Men vi savner kampagnen for at knække ‘galskab’.

Med vores model for fast ugentlig stuegang forebygger og behandler vi fysisk sygdom, og vi holder hånden under de mest svage og sårbare præcis der, hvor de er i kontakt med sundhedsvæsenet. I en seng i psykiatrien eller – fremover – i ambulatoriet”.

Lige nu udvides liaisonsomatik til at omfatte ambulante psykiatriske patienter.

Det er den politiske hensigt i Budgetaftale 2021 for Region Nordjylland, at liaisonsomatik også til ambulante psykiatriske patienter vil kunne nedbringe overdødelighed og minimere ulighed i sundhed.

Der vil være fokus på patienter, som har svært ved at tage kontakt til egen læge for at blive udredt og behandlet.

I første omgang igangsættes den ambulante indsats i Thisted, hvor den kobles på den liaisonsomatiske indsats i sengeafsnittet hver 14. dag.

Herefter vil tilbuddet udvides til også at omfatte matriklerne i Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg.

Lægeforeningen pegede i sit udspil fra 2017 om bl.a. forebyggelse af psykiske lidelser, at der bør indføres ambulatorier i psykiatrien, som har til opgave at yde tilsyn i forhold til psykiatriske patienters somatiske lidelser. Inspirationen kom netop fra den liaisonsomatik i psykiatrien, der er udviklet i Region Nordjylland.