Something Rotten in the State of Denmark

Danmark er tæt på en verdensrekord, når det gælder antallet af læger. Det gælder såvel antallet af læger per indbygger som antallet af læger per ansat i sundhedsvæsenet. Derfor har politikerne et forkert fokus, når de råber op om flere lægestuderende som løsningen på lægemanglen. Vi er naturligvis helt klar over, at der allerede i dag er mange ubesatte speciallægestillinger, og at prognoserne siger, at det i en overgangsperiode bliver værre. Men det er ikke fordi, der mangler læger. Årgangene af nye læger er store for øjeblikket. Det er fordi, der mangler andre hænder til at løse opgaver i sundhedsvæsenet. Læg så til det, at vores nuværende it-systemer ofte sinker os mere, end de hjælper.

Mange læger kan fortælle om en dagligdag, hvor de venter foran computerskærme, bruger timer på at taste og dokumentere og løser andre opgaver, der kun perifert har med lægearbejdet at gøre. Vi oplever alle arbejdssituationer, der kunne gøres mere rationelt. Nu er der kommet tal på. De kommer fra OECD, der bøjer i neon, at vi har et problem i Danmark (OECD Health data juli 2007). De viser konsekvente forskelle mellem os og de lande, vi plejer at sammenligne os med. Der er strukturelle forskelle mellem landene, og en del af forklaringen på de meget store forskelle er givetvis, at personalegrupper opgøres forskelligt. Men forskellene er så voldsomme, at de ikke kan afvises.

De viser, at vi i Danmark har 3,6 læger per 1.000 indbyggere, mens gennemsnittet i OECD er 3,0. De eneste to lande, der i snit har flere, er Grækenland og Italien. Holland har forholdsvis præcis samme antal læger som vi. Men mens der i Danmark totalt er 16,2 beskæftigede i sundhedsvæsenet per 1.000 indbyggere, er der i Holland 32,3, altså dobbelt så mange. I Norge, som på mange måder ligner os, ser det endnu voldsommere ud med 54,8 personer i sundhedsvæsenet per 1.000 nordmænd, altså tre en halv gange så mange som i Danmark med samme antal læger. England har næsten samme proportioner med kun 2,3 læger per 1.000 indbyggere, men 33,3 beskæftigede i sundhedsvæsenet per 1.000. Tyskland ligeså.

Det kan ikke være tilfældigheder, der hele vejen igennem viser et så entydigt billede. Et enkelt tal, der underbygger dette, er antallet af sygeplejersker. Der er i snit 7,7 sygeplejersker per 1.000 indbyggere i Danmark, mens OECD-gennemsnittet er på 8,8. En signifikant forskel. Et eksempel på, hvorfor det er sådan, er fra Holland, hvor det førende center for kræftbehandling i Amsterdam, NKI, har bemandet stråleterapien udelukkende med radiografer, der arbejder ud fra speciallægegodkendte behandlingsplaner, mens speciallægerne kan koncentrere sig om diagnosticering og godkendelse af behandlingsplaner. NKI er 70 procent mere produktiv (2004) end Herlev og Århus uden fald i kvalitet eller patienttilfredshed. Erik Juhl har i sit oplæg til Kvalitetsreformen danske eksempler af samme karakter.

Vi bilder os ikke ind, at vi her har fundet det columbusæg, der løser den danske lægemangel. Vi er helt bevidste om, at det ikke kun er lægehænder, der mangler på dagens arbejdsmarked. Men det er et vink med en vognstang om, at vi ikke har indrettet os optimalt i Danmark, og at det ikke er flere lægestuderende, vi har brug for. Det bør være pligtlæsning i regionerne og for såvel de nuværende som kommende sundheds- og videnskabsministre.