Når danskerne i fremtiden går til deres praktiserende læge overalt i Danmark, skal forskellene viskes ud og behandlingen være mere ens. Til gengæld skal kommunerne løfte niveauet, så de praktiserende læger bliver mere trygge ved at overlade patienterne til kommunerne.
Sådan siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) i et interview med Ugeskrift for Læger i anledning af Lægedage. I eftermiddag kl 15.00 åbner Sophie Løhde Lægedage og vil i talen både holde hånden under almen praksis og med den anden hånd skubbe til de praktiserende læger.
»Almen praksis rummer mange kvaliteter og er en unik konstruktion, og den har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Jeg har ingen skumle planer om at gøre praktiserende læger til kommunalt eller regionalt ansatte læger, men derfor skal almen praksis alligevel ændre sig. I fremtiden får vi brug for et mere ensartet og sammenhængende sundhedsvæsen, så man får den samme ensartede kvalitet som borger, uanset om man bor i Halsnæs eller Hanstholm. Det betyder øgede krav til de praktiserende læger, men også øgede krav til kommunerne«, siger Sophie Løhde.
Alle praktiserende læger skal se sig som en del af det samlede sundhedsvæsen
Med nye supersygehuse over hele landet og en stigende andel af ældre og kronikere er det mere vigtigt end nogensinde før, hvordan sundhedsvæsenet blive kittet sammen, og her spiller de praktiserende læger en vigtig rolle, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).
»Alle disse ændringer betyder, at opgaverne vil ændre sig, og det betyder også ændrede opgaver for de praktiserende læger. Men først og fremmest er der brug for en koordineret indsats mellem sektorerne, og for at alle praktiserende læger ser sig som en del af det samlede sundhedsvæsen og bidrager til at vælte silotænkningen«, siger Sophie Løhde.
Centralt i hendes visioner for almen praksis står den kommende plan for det nære sundhedsvæsen, som skal kitte almen praksis, kommuner og sygehuse bedre sammen og ikke mindst højne kvaliteten – også i almen praksis.
»Danskerne over hele landet skal forvente en høj og ensartet kvalitet i almen praksis. På mange områder er der for stor variation i tilbuddene til f.eks. kronikere. Det skal være bedre. Men når jeg stiller krav til de praktiserende læger, skal almen praksis også kunne forvente en høj kvalitet i kommunerne. Mange praktiserende læger er formentlig i tvivl om, hvad kommunerne kan tilbyde, og når det kommer til akutpladserne eller aflastningspladserne, ser det meget forskelligt ud, og nogle kommuner har dem slet ikke. Så hvis man som læge står med en svækket patient, kan man komme i tvivl om, hvorvidt kommunen nu kan hjælpe. Det kræver, at lægerne ved, hvad kommunerne kan tilbyde, og det skal vi se på i planen med det mål at løfte alle kommuner op på et højere niveau«, siger Sophie Løhde.
For nylig endte satspuljeforhandlingerne med bl.a. at udbrede forsøget med faste plejehjemslæger.
»Det er en af nøglerne til at give de svageste en bedre indsats og nøglen til bedre sammenhæng«, siger ministeren.
I den kommende plan for det nære sundhedsvæsen vil der også blive set på manglen på praktiserende læger.
»Jeg har lige besøgt lægehuset i Skjern, som blev hjulpet på vej af penge, som den tidligere VK-regering satte af til lægehuse. Lægehuset i Skjern har haft succes med at rekruttere unge læger, og det er et eksempel på, hvordan man kan afhjælpe lægemanglen. Derfor har regeringen også sat 800 mio. kr. af til nye lægehuse. Men det kan ikke stå alene, så derfor præsenterer vi også nye initiativer i planen for det nære sundhedsvæsen«, siger Sophie Løhde.
Hvis ikke lægerne selv vil flytte til områder med lægemangel, skal de så tvinges?
»Nej, jeg har en grundlæggende tro på, at vi kan klare os uden tvang. Jeg oplever en stor interesse for at bygge nye lægehuse, og jeg håber, at vi vil se flere lægehuse som i Skjern«, siger sundhedsministeren.