Søren Brostrøm om kunsten at blive klogere

»Søren, nu skal du altså ikke beklage mere«.

Presseafdelingen var klar i mælet efter endnu et af de tv-transmitterede pressemøder om coronasituationen med fagfolk og ministre. Nu havde de hørt Søren Brostrøm komme med beklagelser nok. Ganske vist må Sundhedsstyrelsens direktør gerne indrømme fejl og tvivlsomme jugementer, meeen …

Det er Søren Brostrøm selv, der fortæller historien – med et skævt smil og et selvironisk glimt i øjet. Fordi han kan godt se, at pressefolkene nok havde ret i, at det på et tidspunkt blev lidt for meget med de direktorale beklagelser.

Men det er også, fordi det her er vigtigt for ham. At man står ved sine fejl og erkender, at man kan blive klogere. Det gør læger hver dag, og det samme gør han som direktør for Sundhedsstyrelsen, siger han.

Ugeskrift for Læger har sat Søren Brostrøm stævne til et interview om hans erfaringer med at være den læge, der står i spidsen for Sundhedsstyrelsen i den værste sundhedskrise i den nyere danmarkshistorie. En krise, der har fået ham til at reflektere over tilliden til læger og over lægers autoritet, der er udfordret.

At fejle og blive klogere

Coronakrisen har gjort Søren Brostrøm danmarksberømt, han kan ikke gå ind i en iskiosk i sommerlandet uden at blive genkendt, og på de sociale medier blev han tidligt i epidemien udråbt til alvidende superhelt. I et meget delt opslag på Facebook og Twitter stod der for eksempel:

»Medmindre du er bedre kvalificeret end Søren, så er der ingen, der er interesseret i din tolkning af nødvendige tiltag til coronavirus. Hvis Søren siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt«.

Søren var Gud. Men som coronaepidemien fik bedre fat, begyndte flere medier at revse Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen for deres vurderinger af alt fra mundbind til teststrategier.

Selv har han sagt, at han er blevet klogere undervejs i epidemien i takt med, at forskere verden over fik mere indsigt i det virus, der har ramt os og lammet den verden, vi kender. Det fik en avis til at skrive, at Søren Brostrøm er blevet klogere så mange gange, at flere politikere stiller spørgsmål ved hans rolle som nøglerådgiver. Den udlægning køber han dog ikke selv.

Kan man være en stærk autoritet som direktør for Sundhedsstyrelsen, selvom man indrømmer, at man tager fejl og bliver klogere?

»Sagtens. Det er ikke modsætninger. Jeg har ikke på noget tidspunkt som læge eller som direktør for Sundhedsstyrelsen oplevet, at det har svækket min autoritet at indrømme fejl. Man skal selvfølgelig ikke gøre det så ofte, så man mister tillid, men jeg har aldrig kunnet få mig selv til at stå og forsvare noget forkert. Hvis du har taget fejl eller er i tvivl og usikker, så sig det«.

For sådan er det jo at være læge. Nogle gange giver en blodprøve eller et røntgenbillede den rigtige diagnose, og der er ingen tvivl. Men ofte er det svært, evidensen er mere eller mindre god, og man prøver sig frem.

»Den enkelte læge må handle på det grundlag af viden, man har. Jeg har selvi min kliniske tid haft adskillige patienter, hvor jeg aldrig fandt ud af, hvad de fejlede, men som jeg alligevel behandlede eller sågar opererede, fordi jeg kunne se, at de havde ondt. Man har ikke altid perfekt diagnostik, og det er en erkendelse, som gentages på alle niveauer i sundhedsvæsenet; fra den enkelte læge, til morgenkonferencen, til de faglige selskaber, der udarbejder retningslinjer, og helt op til Sundhedsstyrelsen. Vi handler ikke altid på et perfekt grundlag af evidensbaserede undersøgelser, men vi bliver som oftest klogere undervejs«, siger Søren Brostrøm.

HPV-sagen

Når vi taler om, hvilken læring og hvilke erfaringer Søren Brostrøm har gjort sig under coronakrisen, starter historien flere år tidligere. Vi skal tilbage til 2015, da debatten om HPV-vaccinationer var hedest, og tilliden til Sundhedsstyrelsen som autoritet var flosset. Søren Brostrøm kom fra den første dag i direktørstolen i den hårde kommunikationsskole.

»Lige før jeg tiltrådte, var der blevet lavet en omdømmeundersøgelse, hvor det fremgik, at Sundhedsstyrelsen var raslet ned ad listen over offentlige institutioners omdømme. Det skyldtes blandt andet psykiatersagen, men det blev særligt tydeligt i sagen om HPV-vaccinationerne. Børneforældre i Danmark havde simpelthen mistet tilliden til vores anbefalinger om, at de skal lade deres 12-årige piger vaccinere. Sundhedsstyrelsen lever af, at folk har tillid til os, så det var en katastrofe«, fortæller Søren Brostrøm.

Når HPV-sagen er vigtig, skyldes det også, at sagen viste, hvordan omdømmet kan tilbageerobres, og tilliden genvindes. Opskriften var en blandet gryderet af åbne mellemregninger, personligt engagement og sociale medier.

»Jeg lærte, at man skal lægge sine mellemregninger frem, så folk forstår, hvorfor vi siger, som vi gør. Og så lærte jeg værdien af personligt engagement. Det betød blandt andet, at jeg selv stod frem og forklarede, hvorfor det er vigtigt for mig personligt, at piger bliver vaccineret mod HPV. Som gynækolog gennem mange år har jeg haft adskillige patienter med livmoderhalskræft. Mødre, som døde unge, og små børn, der mistede deres mor. Jeg fortalte, hvordan det havde påvirket mig, for forældrene skal kunne mærke, hvad det er, Sundhedsstyrelsen står for«, forklarer Søren Brostrøm.

Var det bevidst, at I valgte at kommunikere på vaccinemodstandernes foretrukne arena: de sociale medier?

»Ja, det var helt bevidst. Før jeg blev direktør, var Sundhedsstyrelsen ikke på sociale medier. Det kom vi hurtigt, efter jeg var tiltrådt. For vi skal være der, hvor folk er. Når jeg fortæller de her ting, er det, fordi vi i HPV-sagen fik lagt kimen til det arbejde, som vi nu har høstet frugterne af under coronakrisen. Jeg fik selv en læring ud af HPV-sagen, som jeg har anvendt lige siden«, siger Søren Brostrøm.

Kontrafaktisk historieskrivning

Vi taler om den store omstilling af det danske sundhedsvæsen under coronakrisen – »en omstilling af historisk karakter«, som Søren Brostrøm siger – og en både hurtig og omfattende omstilling, som han fremhæver, at meget få lande er lykkedes med lige så godt.

Søren Brostrøm kan godt se, at coronakrisen både har afsløret styrker og svagheder ved det danske sundhedsvæsen og Sundhedsstyrelsen. Men han advarer mod at se alt i bagklogskabens ulideligt klare lys, at bedrive »kontrafaktisk historieskrivning« med hvad-nu-hvis.

»Man kan altid sige, at der var noget, vi burde have gjort bedre. Og det er der da helt sikkert. Der har for eksempel været meget fokus på manglende værnemidler og manglende test- og laboratoriekapacitet, og jeg synes også, vi var åbne om det de få gange, hvor vores anbefalinger ikke var begrundet i faglig evidens, men i en begrænset kapacitet. Men vores beredskab er da helt sikkert noget, som jeg reflekterer over nu, og vi opretter jo også en styrelse for forsyningssikkerhed for at sikre os bedre fremover. Samtidig skal vi huske, at det var en mangel, der ramte stort set alle lande«.

Udfordrer lægers autoritet

Du siger, at man skal være åben om sin tvivl, usikkerhed og ændrede vurderinger – både som Sundhedsstyrelse og som læge. Men er det ikke risikabelt for tilliden og autoriteten, når man har hele befolkningen og en kritisk presse til at sidde på første række og studere den proces, hvor man bliver klogere, hvad enten det handler om teststrategier eller mundbind?

»Nej, det kan man sagtens. Det er ikke modsætninger. Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke kan fungere som Sundhedsstyrelse, hvis folk mister tillid til os. Kernen i at være Sundhedsstyrelse er, at vi er en autoritet, og at politikerne, det sundhedsfaglige miljø og befolkningen lytter til os. Men hverken i HPV-sagen eller under coronakrisen har jeg set tegn på, at det svækker vores autoritet, at vi indrømmer fejl. Sådan skal det også være. Jeg ønsker ikke blind tillid til autoriteter, folk må gerne vide, at også vi kan blive klogere«.

Siden 1960’erne har vi set et generelt autoritetstab i samfundet, hvor også læger har mistet autoritet. Men er det ikke, som om der under coronakrisen har været en modsatrettet strømning, hvor folk har efterspurgt meget eksakte svar og dessiner fra lægevidenskaben om alt fra legeaftaler til coronasikker sex?

»I virkeligheden tror jeg ikke, at lægers og andre sundhedspersoners autoritet er blevet svækket. Jeg ved godt, at der er mange læger, der oplever det sådan, men jeg tror, at det er noget andet, der sker. Vores autoritet er blevet udfordret over de seneste årtier, der er mange flere stemmer og autoriteter i dag end tidligere, ikke kun sundhedsfaglige, og der er et skiftende og multifacetteret mediebillede, som udfordrer det, vi som læger siger. Før i tiden var vi de eneste, der kunne læse videnskabelig litteratur, men i dag er det tilgængeligt for alle på nettet«, siger Søren Brostrøm og tilføjer:

»Som læge skal man i stigende grad være opmærksom på, at man navigerer i et miljø, hvor der er andre sundhedsfagligheder, som bider lægestanden i haserne – også akademisk. Det betyder, at vi som lægestand skal lade være med at insistere hårdnakket på vores autoritet, men i stedet i stigende grad være opmærksomme på at deltage åbent i samfundsdebatten på de medier, hvor folk er – og det har vi heldigvis set mange læger og også andre fagprofessionelle gøre under corona«.

Et lærende sundhedsvæsen

Mange – også Lægeforeningen – taler nu om, at læger skal blive bedre til at tale om deres fejl og klagesager for at kunne lære af dem. Mener du også det?

»Det er ikke kun en diskussion i lægeverdenen, men også i andre faggrupper. Men jeg tror, fejl er sværere at håndtere i lægeverdenen af to årsager: Konsekvenserne af lægefejl kan være ganske alvorlige, man kan jo komme til at slå patienten ihjel eller gøre alvorlig skade, og så handler det også om forfængelighed, for jeg tror, at vi alle er drevet af en stor grad af idealisme og et ønske om at gøre det bedste for patienten«.

Men det kan vel også være svært at tale åbent om sine fejl og om, at man bliver klogere undervejs, hvis man ved, at en fejl i sidste ende kan resultere i en politianmeldelse?

»Det er det, der hele tiden er kunsten – at finde den rette balance mellem det lærende og det sanktionerende sundhedsvæsen. Overordnet synes jeg, at vi har et fint system, og der er nødt til at være en mulighed for at sanktionere, når man har sin autorisation som læge. Men balancegangen er svær, og de senere år synes jeg, det er, som om balancen er tippet. Der er mere defensiv medicin, og der kan være en bekymring i forhold til at rekruttere og fastholde folk i bestemte specialer. Der er ingen tvivl om, at det er noget, vi skal holde øje med«, siger Søren Brostrøm.

Der er jo flere, der taler om, at det kan være vanskeligt at samle det lærende og det sanktionerende sundhedsvæsen i den samme styrelse?

»Uh, det må jeg hellere lade være at kommentere på. Det politiske vil jeg overlade jeg til Lægeforeningen og andre«.

Indrøm dine fejl

I 2011 skiftede Søren Brostrøm en knap 20-årig klinisk karriere ud med embedsmandsrollen i Sundhedsstyrelsen. Det var 20 år i et sundhedsvæsen, der i udpræget grad var lærende med vægt på arbejdet med audit og utilsigtede hændelser.

Søren Brostrøm husker selv, at han som ung ny turnuslæge i 1995 fik den lærende tilgang ind under huden efter en nattevagt i skadestuen på Holstebro Sygehus. På vagten havde han tilset et utal af forstuvede ankler, og inden han kunne gå hjem og sove, blev alle nattens røntgenbilleder gennemgået på morgenkonference. Et af dem stak ud.

»Anklen var tydeligt brækket. Det kunne alle se – også jeg selv – men jeg havde sendt patienten hjem med en besked om, at anklen var forstuvet. Den ledende overlæge sagde til mig, at jeg selv skulle ringe til patienten og fortælle ham, at jeg havde taget fejl«.

Søren Brostrøm vrider sig i stolen, da han fortæller historien.

»Jeg havde det så dårligt med det. Kunne en anden ikke gøre det? Til sidst ringede jeg, og patienten blev så glad, fordi jeg havde indrømmet min fejl. Siden kom jeg til at lave fejl, der var langt alvorligere, ikke fordi jeg var en dårlig læge, men fordi det nu engang er det, der kan ske, og som sker. Men det har lært mig, hvor vigtigt det er som læge at erkende sine fejl, lære af dem og kunne tale om dem med patienten eller de pårørende«.