I Esbjerg er kun fire speciallæger vagtsat i FAM. De andre tilkaldes fra
deres stamafdeling, når der er behov for dem.
Selvom de nye Fælles Akutmodtagelser – de såkaldte FAM’er – rundt om i landet på mange måder er skåret over samme læst, er der også stor forskel på, hvordan speciallægernes arbejde i dem er organiseret. Et af de væsentligste krav er, at de skal frem i front og møde patienterne. Deres specialer skal nemlig bruges til at optimere behandlingen og skabe et bedre og hurtigere flow. Det betyder, at mange overlæger, der har været vant til et 8-16-job fem dage om ugen, pludselig igen er blevet vagtsat om aftenen, om natten og i weekender. Andre steder i landet har man valgt kun at vagtsætte nogle få speciallæger i FAM, men til gengæld tilkalder man dem til FAM fra deres faste afdeling på hospitalet, når der er behov for det.
Sådan gør man for eksempel i Esbjerg. Her varierer det rigtig meget, vor travlt der er: der kommer et sted mellem 17 og 61 patienter på et døgn. Derfor har man valgt kun at vagtsætte fire speciallæger om dagen, nemlig en internmediciner, en kardiolog, en ortopædkirurg og en kirurg, og de leder så hver deres team på fire læger inden for deres felt.
Hvis der ikke er travlt i FAM, går speciallægerne typisk over på deres stamafdeling og hjælper til og afvikler andet arbejde der.
»Vi vagtsætter jo ikke speciallæger, for at de skal sidde i kaffestuen og spille kort. På et mellemstort sygehus som vores er der brug for, at alle er yderst fleksible og arbejder hvert minut, de er på job«, siger ledende overlæge i FAM Esbjerg, Christian Christiansen.
»Derfor vil vi heller ikke vagtsætte en urolog eller en reumatolog til en hel dag i FAM«, fortsætter han. »Der er simpelthen ikke nok at lave for dem; det vil være en dårlig udnyttelse af deres arbejdskraft og deres speciale, hvis de skulle tilse patienter med brækkede lemmer en hel dag. Det er de jo heller ikke specialiseret i. Til gengæld tilkalder vi dem, når der er brug for dem«.
Hvis der for eksempel kommer en patient med en byld, ringer FAM-personalet typisk til en kirurg og forklarer om symptomerne. Og hvis kirurgen vurderer, at den skal skæres, kommer han over i FAM og gør det.
»Telefonsamtalen med kirurgen kan faktisk godt foregå, imens kirurgen står på en operationsstue og er i gang med at operere en anden patient«, forklarer Christian Christiansen. »Alle lægerne her er super dygtige til at multitaske: De lader sig selvfølgelig ikke forstyrre, mens de står med hænderne i noget livsvigtigt, men så snart der er en pause i et forløb, kan de godt lige svare på et spørgsmål og måske vejlede en kollega fra FAM i, hvad der skal gøres med en patient«.
Det er for eksempel tilfældet med reumatologerne. I dag er uddannelseslæge Karin Østergaard mellemvagt i FAM, og hun har netop tilset en patient på det medicinske akutmodtagelsesafsnit. Patienten har smerter i leddene og et mystisk hududslæt.
Karin Østergaard har mistanke om en form for gigtsygdom, men hun er i tvivl om, hvad der skal gøres her og nu, så hun ringer til Yusuf Naderi, der er overlæge i reumatologi. Han sidder i et møde med de andre læger på sin afdeling, men han smutter lige over i FAM og kigger på journalen sammen med Karin Østergaard. Han giver hende ret i, at det ser lidt underligt ud, og patientens infektionstal er høje, så han foreslår en bestemt type blodprøver. Så går han tilbage til sit møde, og senere på dagen, når der er svar på de ønskede blodprøver, tilser han selv patienten.
»Det kan også forekomme, at jeg bliver ringet op midt om aftenen derhjemme«, fortæller han. »Det er helt o.k., det sker jo ikke ret tit. Men hvis jeg via telefonen kan sætte den rigtige behandling i gang eller hjælpe en kollega på vej til at stille den rigtige diagnose, så gør jeg gerne det. Det sparer jo også mig for en masse besvær på længere sigt, at patienten straks kommer i gang med det rigtige forløb«, tilføjer han.
Det samme kan ske, hvis den speciallæge, der er på vagt om natten, har brug for et kollegialt råd. Det sker forholdsvis sjældent, og den vagthavende vurderer selvfølgelig altid, om det kan vente til om morgenen. »Der er altid en speciallæge på vagt inde i huset, men det sker, de ikke er alvidende,« siger Christian Christiansen. »Og når der er et specialespecifikt problem af lidt mere kompliceret art, som den speciallæge der er på vagt ikke mestrer, så har vi tradition for, at vi ringer folk op, selvom de har fri. Det er en ordning, alle speciallæger er meget glade for.«
