Skip to main content

Speciallæger skal kende deres patienters behov

Journalist Annette Hagerup, ahagerup@mail.dk

13. feb. 2009
4 min.

Hvor tilfredse er patienterne egentlig med den service og den behandling, den praktiserende speciallæge yder?

Foretrækker patienterne at komme hos en erfaren speciallæge, de kender? Eller foretrækker de hospitalernes ambulatorier, hvor de godt nok bliver undersøgt i hospitalsregi, men risikerer at møde en ny læge hver gang?

I øjeblikket blæser svaret i vinden. Men en pilotundersøgelse blandt praktiserende speciallæger skal nu give et indblik i patienternes grad af tilfredshed. Til det brug er Foreningen af Praktiserende Speciallæger, FAPS, i et samarbejde med Danske Regioner ved at udarbejde et spørgeskema, som foreløbigt skal udleveres til 20.000 patienter i speciallægepraksis.

Bliver pilotundersøgelsen en succes, kan det tænkes, at spørgeskemaet fremover vil blive brugt generelt af speciallægerne, så de løbende kan følge op på patienttilfredsheden. Patienterne vil bl.a. blive bedt om at vurdere forhold som service ved tidsbestilling, ventetid på konsultation, kommunikation med læge og øvrigt personale og information angående sygdom og behandling.

»Vi skal være et troværdigt alternativ«

Næstformand i FAPS, Mikkel Holmelund fortæller, at patienttilfredshedsundersøgelser er et vigtigt parameter for den enkelte læge og for kvaliteten af den vare, han/hun leverer i sin virksomhed. Dokumentation er afgørende, især hvis speciallægen vil være en troværdig samarbejdspartner for regionerne.

»Det er kun en fordel for os som speciallæger at vide, hvordan vi opfattes af de patienter og den befolkning, vi servicerer. Undersøgelsen er en oplagt mulighed for at forbedre service og adfærd hos både sig selv og sit personale,« siger Mikkel Holmelund og opfordrer sine kolleger til at deltage i pilotprojektet.

»Erfaringer fra tidligere patienttilfredshedsundersøgelser blandt speciallæger viser, at det højner arbejdsglæden at få positiv feedback - og også gode ideer til at gøre det bedre - fra sine patienter. Patienterne ser en hel del ting, vi ikke selv ser. Det kan være svært at se på forholdene med patientens øjne, når man sidder i en travl hverdag. Befolkningen kan jo frit vælge speciallæge, så hvis vi vil være et troværdigt alternativ til de offentlige sygehusambulatorier, er det vigtigt at kende patienternes ønsker og krav til os. Ellers går de et andet sted hen,« siger Mikkel Holmelund.

Læger er glade for at medvirke

Praktiserende speciallæge i gynækologi Jesper Sederberg-Olsen, Lyngby, kan takke netop en patienttilfredshedsundersøgelse for, at hans hjemmeside i dag er blevet forbedret og mere brugervenlig.

Jesper Sederberg-Olsen deltog i 2007 sammen med et halvt hundrede andre praktiserende gynækologer i en patienttilfredshedsundersøgelse iværksat af de praktiserende gynækologers faglige selskab. »Undersøgelsen blandt vore patienter viste, at halvdelen af patienterne fandt det svært at komme igennem på vores telefon. Hjemmesiden blev ikke brugt nær så flittigt, som vi regnede med. I dag opfordrer vi direkte vore patienter til at bruge hjemmesiden bl.a. til tidsbestilling og til prøvesvar,« fortæller Jesper Sederberg-Olsen. Det er hans erfaring, at patienterne var glade for at medvirke i undersøgelsen. »En patienttilfredshedsundersøgelse kan være med til at gøre os synlige over for politikere, patienter og samfund. Vi skal melde klart ud, at vi opfylder de samme kvalitetsmål som det offentlige sygehusvæsen. Samtidig skal vi slå mere på tromme for vores særlige kvaliteter som praktiserende speciallæger. I dag bliver afstanden til sygehusene større og større, mens speciallægen holder til henne om hjørnet. Speciallægen er ikke så ophængt af faste tidsgrænser, som de er på sygehuset. Derfor vil det ofte være muligt at presse en akut patient ind,« siger Jesper Sederberg-Olsen. Han opfordrer til, at de læger, der deltager i pilotundersøgelsen, får indflydelse på udformningen af den endelige patienttilfredshedsundersøgelse.

Dokumenteret kvalitet nødvendig

Rundt omkring på landets sygehuse er man så småt i gang med at gennemføre patienttilfredshedsundersøgelser blandt de ambulante patienter. Det øger, ifølge planlægningschef i Region Hovedstaden, Else Hjortsø, behovet for, at de praktiserende læger på tilsvarende måde bliver i stand til at dokumentere kvaliteten af både deres organisation og deres behandling. »Set fra regionernes side vil vi gerne have tværsektorielle patientforløb af en høj faglig kvalitet. Det forudsætter, at vi kender de kvalitetsparametre, hvorpå vi kan bedømme både det offentlige sygehusambulatorium og speciallægepraksis. Så vi samlet set får mest ud af vore ressourcer med bevaret kvalitet,« siger Else Hjortsø.

160 praktiserende speciallæger bliver inviteret

I denne omgang vil 160 af FAPS' medlemmer blive udtrukket og inviteret til at deltage i pilotundersøgelsen. Speciallægerne bliver udtrukket, så de til sammen dækker de fleste specialer og alle fem regioner. De udtrukne læger skal hver især uddele 130 spørgeskemaer til deres patienter i testperioden og modtager inden sommerferien en individuel rapport. Rapporten sammenligner den enkelte læges data med generelle data fra det relevante speciale og med data på tværs af specialer. De udtrukne speciallæger får også mulighed for at deltage i den efterfølgende evaluering af selve undersøgelsen, og af den feedback lægerne har modtaget.

Fakta

Patienttilfredshedsundersøgelsen gennemføres med henblik på at udvikle et redskab til systematisk at inddrage patienternes vurderinger i udviklingen af speciallægepraksis.

Hvad sker hvornår?

Februar 2009:

160 særligt udvalgte praktiserende speciallæger bliver inviteret til at deltage i pilotundersøgelsen.

Marts 2009:

Ca. 20.000 patienter får udleveret et spørgeskema.

Juni 2009

De deltagende speciallæger modtager en individuel rapport, og de generelle resultater fra undersøgelsen bliver offentliggjort.