Speciallæger til fremtidens sundhedsvæsen

At sikre at der er tilstrækkeligt af de nødvendige speciallæger til de mange opgaver, der skal løses i sundhedsvæsenet fremover – det er et højt prioriteret mål for Lægeforeningen, og derfor var min glæde stor, da sundhedsministeren for nylig meldte ud, at regeringen vil nedsætte et såkaldt lægedækningsudvalg. Udvalget, som kommer til at bestå af repræsentanter for blandt andre Lægeforeningen, Danske Regioner, KL samt Sundheds- og Ældreministeriet, skal aflevere sine løsningsforslag i løbet af 2016.

Manglen på ikke mindst praktiserende læger, men også andre speciallæger er i dag stor, og den vækker bekymring. Desværre er der ikke udsigt til en umiddelbar bedring af situationen. Tværtimod vokser opgaverne. I de kommende år skal stadig flere mennesker med en eller flere kroniske sygdomme sikres behandling.

Det kommer til at ske i et i sundhedsvæsen, hvis strukturer undergår markante forandringer. I løbet af få år er nye specialiserede supersygehuse klar. De skal arbejde tæt sammen med et forhåbentlig styrket nært sundhedsvæsen. Samtidig oplever vi, at lægemiddelindustrien efterspørger flere læger, og det skal tages med i planlægningen, så det behandlende sundhedsvæsen er sikret læger nok.

Sundhedsvæsenet har i den grad brug for en bevidst stillingtagen til, hvordan man sikrer de rette speciallæger i det rette antal fremover. Der er behov for at dykke ned i mange vigtige spørgsmål: Inden for hvilke specialer skal der uddannes flere speciallæger? Hvordan sikrer vi tilstrækkeligt med uddannelsesforløb af høj kvalitet? Og hvilke kompetencer skal læger have for at kunne udfylde de job, som de skal varetage i fremtiden?

En af de store udfordringer, som lægedækningsudvalget bør tage fat på, er, hvordan man skaber flere attraktive faglige miljøer for læger uden for de store byer. Det er vigtigt, at man som ung læge kan se en interessant karriere for sig i hele landet. Derfor vil vi i udvalget have fokus på, hvordan den faglige udvikling sikres og styrkes. Det er en helt afgørende faktor, når læger overvejer at flytte. Her er det helt oplagt at se på, om mulighederne for f.eks. at forske også på mindre sygehuse kan forbedres.

Vi skal også gøre op med nogle af de mekanismer, som i dag betyder, at reguleringen af antal speciallæger er ukoordineret. Universiteter konkurrerer indbyrdes om antallet af studiepladser, videreuddannelsesregionerne konkurrerer tilsvarende om, hvem der må slå hoveduddannelsesforløb op, så nyuddannede kan blive speciallæger i netop deres region. De forskellige regionale forhold og vilkår giver udfordringer regionerne imellem mht. fordelingen af videreuddannelsesforløb. Her har vi brug for en stærk Sundhedsstyrelse med mandat til at insistere på sundhedsvæsenets samlede interesse.

Der er brug for langtidsholdbare løsninger, der omfatter både almen praksis, speciallægepraksis og sygehuse, og som ikke går på kompromis med kvaliteten. Det er en kompliceret opgave, som kun løses i et tæt samarbejde mellem regering, regioner, kommuner og læger, og det haster.

Vi glæder os til at komme i gang.