Skip to main content

Speciallægernes overenskomst: Har overlægerne solgt deres aftener for billigt?

Kirsten Winding, winding@newmail.dk

22. mar. 2013
4 min.

Med 66 stemmer for og ti imod vedtog Overlægeforeningens repræsentantskab den nye overenskomst på et ekstraordinært møde i Korsør i sidste uge.

Den indebærer bl.a. mere aftenarbejde.

Sådan er det allerede for en række overlæger, men emnet er kontroversielt – så har overlægerne solgt aftenarbejdet for billigt?

Det afviser Bjarne Rønde Kristensen, der er ledende overlæge på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH).

Som chef for 40 overlæger og 600 ansatte på en af landets store afdelinger ser han flest fordele i den nye overenskomst for speciallæger.

Det gynækologisk-obstetriske ambulatorium, som han er chef for i Odense, har haft åbent til kl. 18 i de sidste tre år, og der opereres på afdelingens operationsgang til kl. 18 mandag-torsdag. Og han er udmærket tilfreds med den nye overenskomst, der åbner for, at de nok i nær fremtid udvider åbningstiden til kl. 21.

»Det vigtige både for os og for patienterne er jo, at det dyre operationsudstyr og den højt specialiserede arbejdskraft, vi har, bliver brugt så meget og så godt som muligt. Det er derfor, det allerede længe ikke har været nok at holde åbent til kl. 16, og vi er selvfølgelig åbne over for at blive længe på arbejde, når ventelisterne bliver for lange«, siger han.

Den nye overenskomst for speciallægerne siger, at de højst kan sættes på aftenvagt hvert femte døgn og på nattevagt hvert sjette.

»Som overlæge har man jo fri arbejdstidstilrettelæggelse og kan tilpasse længden af arbejdsdagen, som man selv finder det mest hensigtsmæssigt. Så der er ingen, der siger, at du skal være på afdelingen fra tidlig morgen til sen aften alle dage om ugen«, siger Bjarne Rønde Kristensen.


Mister kontakt til kolleger

På hans afdeling har man for længst indrettet sig med fleksibel arbejdstid, så de skæve tider bliver dækket ind. Den ugentlige arbejdstid overstiger i princippet stadig ikke 37 timer om ugen. Men det er klart, at det indimellem går ud over familielivet, når man arbejder sent, specielt hvis det mere bliver reglen end undtagelsen. Som far til fem hjemmeboende børn er det et emne, han selv har tæt inde på livet.

»Men jeg synes ærlig talt, det er et luksusproblem«, replicerer han. »Når man tænker på, hvordan mange andre faggrupper presses for tiden, kan jeg ikke se, vi er særlig hårdt ramt.

Dér, hvor der kan være et problem, er mest i forhold til det daglige samarbejde med kollegerne. Hvis man arbejder sent, er man ikke med til morgenkonference, og dermed mister man let både den sociale kontakt til kollegerne og den daglige, faglige pingpong. Og det kan blive et problem«, medgiver han.

Vagtplanlægningen bør naturligvis også gøres mere fleksibel, så lægerne ikke er uforsvarligt trætte, mens de er på job. Men især i forhold til uddannelse af yngre læger ser han den lange arbejdsdag som en ulempe.

»Vi mister en kontinuitet, vi havde før«, indrømmer han.

Til gengæld håber han og hans overlægekolleger, at de får mere indflydelse på fremtidens sygehusdrift i Danmark.

»Det er gået ned ad bakke på det felt de sidste ti år, og det ønsker og håber vi at ændre på«.

Men hvad siger de almindelige overlæger?

Lise Lotte Torvin Andersen, der er overlæge i obstetrik på OUH, er enig med Bjarne Rønde Kristensen i, at de udvidede arbejdstider kan komme til at gå ud over det kollegiale samspil. Men ud over det og er hun heller ikke så bekymret for de skæve arbejdstider.

»Det er i forvejen en del af mit arbejde. Fødsler foregår jo på alle tider af døgnet. Men jeg kan da godt forestille mig, at vi måske kommer til at tilbyde ultralydskanninger om aftenen i fremtiden. Hvis de gravide ønsker det, og det er lettere for dem at komme uden for normal arbejdstid, er det jo nærliggende«.


Mødre kommer om dagen

Det er imidlertid ikke den erfaring, som Bjarne Rønde Kristensen har. For nogle år siden var han som chef for Gynækologisk-obstetrisk Afdeling i Svendborg med til at administrere aftenåbent til kl. 21 i en periode.

»Vi havde en formodning om, at vores patienter havde brug for aftentider, fordi de 20-40-årige, der er i den fødedygtige alder, typisk også er erhvervsaktive. Men vi havde glemt, at en stor del af dem også er mødre, så de ville faktisk hellere komme i dagtimerne, mens deres børn blev passet.

Aftenåbningstiden i Svendborg blev derfor lukket ned igen. Ikke kun på grund af patienternes ønsker, men også fordi lægernes lønfordele i forbindelse med aftenarbejdet bortfaldt, da Lars Løkke ikke længere var sundhedsminister.

Overordnet set er Bjarne Rønde Kristensen ikke i tvivl om, at overlægernes aftenarbejde er kommet for at blive. Men det er nok heller ikke obstetrikere og gynækologer, der kommer til at mærke det mest, mener Lise Lotte Torvin Andersen. Det er nærmere de speciallæger, der er nødvendige på de fælles akutmodtagelser rundt om i landet.

»Men mange af mine kolleger – især gynækologerne – er ret utilfredse med, at deres tillæg for udefunktion bortfalder. Det er en alvorlig forringelse for dem. Det kommer vi til at høre mere om«, slutter Lise Lotte Torvin Andersen.