Med en aftale om ”fire principper for systematisk kompetenceudvikling” vil Lægeforeningen og Danske Regioner i fællesskab sætte struktur på speciallægernes efteruddannelse, som i dag foregår noget tilfældigt.
Kun hver tredje speciallæge har en plan for, hvordan de skal have udviklet deres kompetencer – altså det, man kalder efteruddannelse. Kun omkring hver tredje har en sparringspartner at drøfte efteruddannelse med. Og hver sjette fik ikke tilbudt den årlige udviklingssamtale (”MUS”) med deres leder.
Så sløjt står det til, viste en undersøgelse, Lægeforeningen for nylig lavede blandt 800 speciallæger. Og det var nok lidt værre, end man havde ventet. Men man vidste godt, at det haltede, og derfor havde Lægeforeningen allerede gang i arbejdet med at sikre en højere grad af systematik i speciallægernes kompetenceudvikling.
Dette arbejde nåede et foreløbigt højdepunkt, da Lægeforeningen kort før jul kunne offentliggøre, at man nu er blevet enig med Danske Regioner om ”fire principper for systematisk kompetenceudvikling”, nemlig:
• Høj faglighed med afsæt i både sundhedsvæsenets og lægens behov
• Kompetenceudvikling målrettet efter analyse og feedback på klinisk praksis
• Udviklingsplan skal sikre prioriteret kompetenceudvikling
• Forskelligartede læringsaktiviteter skal sikre reel kompetenceudvikling
Der er ikke knyttet penge til aftalen, og der er ingen formelle krav til afdelingerne om at sikre, at speciallægerne kommer på efteruddannelse. Ifølge Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner og en af aftalens ophavsmænd, er hensigten snarere at præcisere, hvordan man skal håndtere efteruddannelse – hvad enten man er ledelse eller ansat:
”Man har et personligt ansvar for at holde sig selv adræt i forhold til at have sin kunnen og sin autorisation. Men som arbejdsgiver har vi samtidig pligt til at sikre patienterne kompetente læger, der kan det, de skal kunne”, siger Erik Jylling.
Han mener, at speciallægerne også selv må tage ansvar for at udnytte de efteruddannelsesdage, overenskomsten giver dem ret til. ”Men det skal ske i et dynamisk sammenspil, hvor man både skal se på afdelingens og hospitalets udvikling og behov for kompetencer, og på sine interesser for kompetenceudvikling”.
Efteruddannelsen er ifølge Erik Jylling tænkt som ”en kombination af lægens behov ud fra et employability-synspunkt og organisationens behov nu og i fremtiden”, siger han og tilføjer, at man oplagt kan bruge den årlige medarbejdersamtale til at lave en udviklingsplan for den enkelte medarbejder.
Inden sin ansættelse i Danske Regioner var Erik Jylling ledende overlæge på Odense Universitetshospitals store anæstesiafdeling. Her forsøgte han at kortlægge de lidt over 90 speciallægers efteruddannelse – ikke bare deltagelse i kurser, men læring i bred forstand, f.eks. også som undervisere.
”Gennemsnitligt fik alle den efteruddannelse, de havde krav på”, fortæller Erik Jylling. ”Men der var enorm spredning. En tredjedel havde ikke haft nogen efteruddannelsesaktivitet i de seneste to-tre-fire år. Og det skyldtes i høj grad deres egen inaktivitet”.
Erik Jyllings private, lille undersøgelse ligger helt i tråd med den noget større undersøgelse, der blev omtalt i indledningen. Og begge viser efter hans mening, at både efteruddannelsen og udviklingssamtalerne er opgaver, som ledelsen ”skal tage dødsensalvorligt”:
”Efteruddannelse skal indgå på lige fod med alt det andet, man skal varetage: Uddannelse, behandling, diagnostik osv. Det er en konkret ledelsesmæssig opgave at orkestrere det oppefra”, understreger Erik Jylling.
”Det er derfor, vi gerne vil være med til at fremhæve de fire principper”.
Faktaboks
Hos ledende overlæge Carsten Byrjalsen, gynækologisk afdeling på Regionshospitalet i Herning, tildeles efteruddannelsen i et vist omfang på basis af afdelingens behov.
”Vi ser på, hvilke nye initiativer, vi sætter i gang, og om vi har de nødvendige kompetencer i afdelingen”, fortæller han og nævner som eksempel efteruddannelsen i forbindelse med indførelsen af robotkirurgi sidste år.
”Afdelingen holder desuden øje med de nationale kliniske databaser. Viser de, at man ligger for dårligt på et område, og for eksempel har for mange kirurgiske komplikationer, må vi se på, om vi har de kompetencer, der skal til for at gøre det bedre og få færre komplikationer”.
Den mest almindelige måde at opnå efteruddannelse på er dog, at lægen på eget initiativ henvender sig med ønsker om efteruddannelse inden for sit subspeciale. Stort set alle afdelingens speciallæger udnytter hvert år deres ret til efteruddannelse, oplyser Carsten Byrjalsen.
”Vi har ganske vist nogle spilleregler - f.eks. kan man kun efter eget ønske deltage i én udenlandsk kongres om året. Men naturligvis gør vi undtagelser. For tiden arbejder vi med at gøre noget for gravide med sukkersyge. Og der måtte vi dispensere for at sende et antal speciallæger på både kurser og kongresser i udlandet”, siger Carsten Byrjalsen.
Langt det meste efteruddannelse sigter dog mod at udvikle de generelle kompetencer.
Carsten Byrjalsen er opmærksom på Lægeforeningens og andre undersøgelser, som viser, at en stor del af de danske speciallæger i for ringe omfang har systematik i efteruddannelsen.
”Det er ikke noget, vi laver en opgørelse over. Men her på afdelingen vil jeg tro, at ni af 10 speciallæger er på efteruddannelse hvert år”, siger Carsten Byrjalsen og tilføjer, at alle får deres årlige MUS-samtale, hvor efteruddannelse også er på dagsordenen, og hvor ønsker til efteruddannelse – fra lægens egen eller afdelingens side – bliver ført til protokol”.
De fire principper, som Lægeforeningen og Danske Regioner er nået til enighed om, ligner på mange måder den politik om sikring af speciallægers kompetenceniveau, som efter et par års forarbejde blev vedtaget på Lægemødet 2012.
Her lå hovedvægten på en løbende professionel udvikling, som skal være obligatorisk – dog uden optælling af points, eksaminer eller recertificering.
Læs Lægeforeningens politik for systematisk kompetenceudvikling her (pdf)
Mads Skipper, som er formand for Lægeforeningens Forsknings- og Uddannelsesudvalg, mener, at man må lære sig at tænke efteruddannelse som andet og mere end ”at tage på et kursus for at sidde på skolebænken og være væk fra klinikken”:
”Det handler om at definere efteruddannelse bredere. Og netop derfor er det lidt bekymrende, at så mange svarer, at de mangler den systematik, som er så vigtig – at man ved en systematisk analyse kortlægger, hvor man har huller og mangler”.
”Det er vigtigt at tænke ind, at analysere sine arbejdsgange i det daglige kliniske arbejde og det team, man er i, i forhold til at vurdere, om ens kompetencer er up to date i forhold til de funktioner, man varetager. Og hvis det ikke er tilfældet, hvordan bygger man så ovenpå?” siger Mads Skipper.
Han tilføjer, at ”vi har jo en tendens til at vælge kurser i det, vi egentlig godt ved og allerede kan, og får bekræftet det”.
- Der er ikke bundet penge eller andre ressourcer til principaftalen. Hvordan sikrer man, at den bliver til virkelighed ude på hospitalernes afdelinger?
”Der er to vigtige parter. Den enkelte speciallæge har selvfølgelig et stort ansvar for at være bevidst om, hvordan man systematisk holder sig ved lige. Men det er også vigtigt, hvordan ledelsen gebærder sig – både den nærmeste ledelse og Danske Regioner som overordnet ansvarlig for, at der skabes tid og rum til at efteruddanne sig”, siger Mads Skipper.
Lægeforeningen og Danske Regioner har opfordret folk til at indsende eksempler på afdelinger, hvor efteruddannelsen fungerer godt – som det for eksempel er beskrevet i eksemplet fra Herning.
”Nogle steder hører vi, at man er godt i gang med at bruge principperne, og der vil vi gerne have lov at kigge med og få sat nogle konkrete pilotforsøg i gang, så vi ikke kun har det på papiret”, siger Mads Skipper.
- - - -
FAKTA:
Speciallæger mangler systematisk efteruddannelse
• To ud af tre speciallæger har ikke nogen plan for, hvordan de får udviklet deres kompetencer.
• 17 pct. af de speciallæger, der er ansat på hospitalerne, har ikke har fået tilbudt en årlig MUS-samtale med deres leder.
• 67 pct. af de hospitalsansatte speciallæger har ikke nogen sparringspartner at drøfte efteruddannelse med.
• Det samme gælder hver anden speciallæge i egen praksis.
• Kun ni pct. af speciallægerne bruger kliniske data til at give et overblik over, hvilken efteruddannelse, der vil være bedst for at højne behandlingen.
• 91 pct. af speciallægerne vurderer selv umiddelbart behovet for efteruddannelse
Kilde: Lægeforeningen. Rundspørge juni 2014 til 2.500 speciallæger, hvor 764 svarede.
