40.000 flere medarbejdere i sundhedssektoren i 2030. Workshopleder Klaus P. Klausen fra Lægeforeningens bestyrelse startede med at ridse et af udgangspunkterne op på Lægemødets workshop med titlen ,Den rette behandling’. Og det fik et par af de tilstedeværende deltagere på til at kigge på hinanden og ryste på hovedet.
»Det kommer jo aldrig til at ske«, mumlede den ene for sig selv.
Men hvad så? Hvad er så mulighederne for at håndtere det forventede øgede pres på sundhedsvæsenet fra en stadigt ældre befolkning, stadigt flere kronikere og stadigt flere behandlingsmuligheder og ikke mindst forventninger?
Hvilke er de overflødige eller ligefrem skadelige behandlinger, som ifølge WHO udgør en femtedel af aktiviteterne i sundhedsvæsenet? Hvordan kan man undgå overbehandling, unødige indlæggelser og reducere antallet af opgaver uden at gå på kompromis med behandlingskvalitet og patientsikkerhed?
Det var de store og åbne spørgsmål i oplægget til workshoppen, og der gik cirka to sekunder fra Klaus P. Klausen bad de tilstedeværende om at summe med sidemanden, til lokalet var en kakofoni af synspunkter, eksempler og argumenter.
Samtidig kunne deltagerne via mobilen sende udsagn, der kom op på lærredet – og der var mange.
»Unødvendige hjerneskanninger af bekymrede patienter foregår dagligt, da patienten ikke tror, at man kan udelukke en hjernetumor på anden måde«.
»Hvis der skal være et svar, så må det være at lære at sige nej«.
I den frie debat blev det bl.a. fremhævet, at guidelines er et tveægget sværd: De er en god behandlingsstøtte, men bliver også brugt som juridiske dokumenter i klagesager. Hvis ikke lægen har fulgt retningslinjerne, bliver det opfattet som manglende behandling.
Og retningslinjerne er også bare blevet strammet, så det kan være svært at manøvrere i med sin lægefaglighed: Hvis en patient kontakter egen læge med brystsmerter, siger retningslinjerne, at patienten skal sendes til undersøgelse med 112 – selvom det måske kun er en brøkdel, hvor det giver mening i forhold, hvad der egentlig er fat.
Men det er en af konsekvenserne af den nulfejlskultur, der hersker, anførte en, og den gør det også mere end svært at tage diskussionen om, hvad der er den rette behandling – for hvem er det, det skal være den rette behandling for? Den enkelte patient eller samfundet? Det, der er godt for den 90-årige nyrepatient, er ikke nødvendigvis den bedste måde at bruge behandlingsressourcerne på set i et samfundsperspektiv, lød det.
Kommunikation og rygdækning
Mange talte også om spild, når de samme prøver tages flere gange i de forskellige ,siloer’, fordi man ikke kan se eller kun med besvær kan tilgå hinandens resultater. Det må og skal gøres muligt let at kunne dele struktureret data, lød det. Tilsvarende sker det også, at patienten måske får taget en prøve for lidt, så lige den blodprøve, ambulatoriet skal bruge, ikke er er en del af de prøver, den praktiserende læge har fået lavet.
Og så er der det med at sige nej og med de forventninger, man bliver mødt med som læge. Her sagde flere, at man som praktiserende læge tit kan stå alene, når man over for patienterne skal argumentere for ikke at behandle eller at stoppe en behandling. Det kalder på langt flere muligheder for kommunikation mellem praktiserende læger og speciallæger - både i konkrete patientcases og på et mere generelt plan.
Dels kan manglende kommunikation føre til, at lægerne »kaster patienter i hovedet på hinanden«, sådan som det sker med henvisninger og afviste henvisning, dels viser den aktuelle sag med diabetesmedicin, der nu bliver udskrevet som slankemedicin, at presset fra patienterne bare vokser.
Derfor er det bydende nødvendigt med et mere sammenhængende lægefagligt pres for at få forventningsafstemt med både patienter og politikere, hvilke behandlinger, der skal være ret til at få. Det kræver politisk rygdækning, hvis lægerne skal kunne sige fra. Ellers henviser de for at holde ryggen fri.
Ofte ender det som en kamp mellem specialerne, sagde workshopleder Klaus P. Klausen – det er altid det andet speciale, der er galt på den. Men kunne man forestille sig, at alle specialer stillede sig selv spørgsmålet, at hvis man skulle skære 10% unødvendig behandling eller forskning væk, hvad skulle det så være?
De mange input fra workshoppen blev sammen input fra Lægemødets tre andre workshops samlet i en efterfølgende plenumdrøftelse, og hele materialet kommer bl.a. til at indgå i arbejdet i Sundhedssektorens Prioriteringsråd, som Lægeforeningen har taget initiativ til.
