Skip to main content

»Spørgsmålet er: Kan patienten opereres?«

Speciallæge Klaus Theede er overlæge på Gastroenhedens medicinske sektion på Hvidovre Hospital med særligt fokus på kronisk inflammatorisk tarmsygdom.
Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

20. apr. 2022
5 min.

05.45: Jeg står op hos min kæreste, som har fri, men er så flink at stå op, så vi kan spise morgenmad sammen, inden jeg skal af sted. Det er med at komme af sted, inden trafikken fra Karlslunde mod Hvidovre bliver for tæt.

07.30: Det gik fint med at komme frem. Jeg klæder hurtigt om til morgenkonferencen for gastromedicinerne, hvor vi gennemgår de indlagte fra det seneste døgn. Jeg lytter ekstra med, da det er mig, der har bagvagten i det kommende døgn. Bagefter har jeg en snak med en kollega – jeg er i bestyrelsen for Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi, og vi skal lige drøfte revisionen af målbeskrivelsen for speciallægeuddannelsen.

08.30: I dagafsnittet. Jeg skal lave UL-skanninger. Tarm-ultralyd på patienter med kronisk inflammatorisk tarmsygdom er en relativt ny undersøgelsesmetode, som ser ud til at kunne erstatte en del MR-skanninger og kikkertundersøgelser. Hvidovre står for en del af uddannelsen i tarm-ultralyd på landsplan, så i dag har jeg en yngre kollega med, som skal oplæres. Jeg skanner patienterne først og finder det, der skal findes. Bagefter skanner min unge kollega under supervision, og så gennemgår vi og diskuterer vores fund og skanner igen, så han får set alt det, der skal ses. Her er både »almindelige« patienter og forskningspatienter, fordi vi er i gang med et omfattende, nationalt studie, hvor vi inkluderer nye patienter med inflammatorisk tarmsygdom og følger dem i 20 år.

13.00: Der er ikke de store udsving i ultralydsprogrammet. En af patienterne kender vi gennem flere år med colitis ulcerosa. Nu er han henvist pga. atypiske, pludselige mavesmerter, som ikke minder om det, han plejer at mærke, når der er udbrud i sygdommen. Vi UL-skanner ham og finder, at han har betændelse i den sidste del af tyndtarmen, som ligner en typisk infektion med Yersinia enterocolitica – noget helt andet end det, han normalt fejler, og som ofte smitter gennem svinekød. Det er sjovt, at man også kan bruge ultralyd til lynhurtigt at afklare, hvad folk fejler.

14.30: Jeg overtager bagvagtstelefonen. Det betyder, at jeg ikke når den ugentlige konference med vores kirurger om kronisk tarmbetændelse-patienter, da andre ting nu presser sig på.

15.30: Vagtoverleverings-konference med forvagten i dagtid, som går hjem og den tiltrædende forvagt. Vagten starter med, at jeg og min forvagt, Thomas, som er introlæge, går stuegang på vores semiintensive afsnit, hvor vores dårligste mave-tarm-patienter ligger. Alt ånder fred og ro, og det går hurtigt.

17.00: En af mine egne patienter bliver indlagt akut. Han blev for år tilbage opereret for colitis ulcerosa og har nu en J-pouch. Han har nogle stenoser i tyndtarmen, og vi har før diskuteret, om han skulle opereres og have fjernet sin J-pouch. Men det har han ikke været meget for – måske, fordi han ikke ønsker en ileostomi, som han, formentlig midlertidigt, skal have. Nu kommer han med tarmslyng, og der er lukket helt til. Sammen med den medicinstuderende, som også er med i aftenvagten, går vi ind til patienten, og jeg superviserer den studerendes objektive undersøgelse og journalskrivning. Derefter overgår patienten til vores kirurgiske sektion, som varetager den videre behandling.

19.00: Jeg kører hjem for at have tilkaldevagt. På vejen køber jeg ind. Jeg når lige at spise aftensmad og diskutere 3. g-opgaven om kernekraft med min datter. Så ringer Thomas om en patient, en mand sidst i 60’erne, som den foregående nat blev indlagt fra hæmatologisk afdeling med mavesmerter og opkastning. Han er afkræftet, og CT-skanningen, som han fik lavet, viser iskæmi og nekrose af hele duodenum på baggrund af en svær åreforkalkning.

19.45: Det er en alvorlig tilstand, og vi drøfter patienten med både mave-tarm-kirurgerne og karkirurgerne på Rigshospitalet, hvor de har interventionsradiologer. Spørgsmålet er: Kan patienten, som primært er kræftpatient, opereres? Kan der gøres noget ved hans blodforsyning eller andet, som kan bedre hans tilstand, når der ikke er tilstrækkelig blodforsyning?

21.00: Der er ingen tilbud til ham. For en patient med to aktive kræftsygdomme vil det blive en alt for stor en mundfuld, så forvagten og jeg vælger den konservative tilgang og giver patienten smertestillende og antibiotika. Vi tørlægger ham – dvs. vi giver ham syrepumpehæmmer, der stopper sekretionen fra mavesækken, og giver ham somatostatin, som ophæver sekretionen fra bugspytkirtlen, så der hverken kommer syre eller fordøjelsesenzymer ned i tarmsystemet. Håbet er, at det kan løse sig af sig selv, hvis han får mest mulig ro. Vi krydser fingre, men prognosen er rigtig dårlig.

23.00: Jeg bliver ringet op om en patient, en 66-årig mand med en helt nydiagnosticeret, dissemineret cancer, som formentlig er en lungecancer. Det ved man ikke endnu. Grunden til hans indlæggelse er, at han har levermetastaser og ikterus, og da jeg har vagten, passer jeg også leverpatienterne. Han er rigtig dårlig og har også lungebetændelse og sepsis. Da vi ikke rigtig ser nogen behandlingsmuligheder, aftaler vi, at Thomas ringer til den vagthavende lungemediciner og drøfter, hvad der på længere sigt kunne være af eventuelle onkologiske tilbud.

23.20: Der er ikke rigtig noget at gøre, så vi skal drøfte et behandlingsloft for, hvor langt vi skal gå. Skal han på intensiv afdeling, hvis han bliver meget dårlig? Eller er han i virkeligheden så syg, at der ikke er noget at tilbyde ham – at vi skal være lidt mere tilbageholdende? Vi har talt med patienten, og han er ikke selv interesseret i en optrapning af behandlingen., så vi beslutter at give ham understøttende behandling med væske, antibiotikabehandling, ilt – alt, hvad vi kan gøre på stuen. Men hvis han bliver dårligere, skal han ikke på intensiv eller i respirator.

06.20: Thomas ringer. Patienten er nu så dårlig, at det er sidste chance, hvis der skal laves om i planen. Men vi er enige om, at den plan, vi har lagt, er den rigtige, og at det er det, vi skal.

07.30: Jeg kører på arbejde. Thomas har ringet og informeret om, at patienten døde her til morgen. Måske er det det bedste for ham, da han slipper for et langt, udpinende kræftforløb, han højst ville overleve et par måneder. Nu sluttede det i god ro og orden og med de pårørende til stede.