Sprøjter, sult og svære dilemmaer

Praktiserende læge Ayse Hayta spejdede ud over kursussalen.

Sammen med konsultationssygeplejerske Mette Hallund stod de for det helt nye kursus på Lægedage: ’Sprøjter, sult og samtaler – vægttabsmedicin i almen praksis’.

Forventede man en tør gennemgang af GLP-1 og indikationskriterier, blev man hurtigt klogere.

Fra første minut summede salen med spørgsmål. Sygeplejersker på alle sæder sad klar med eksempler fra det virkelige klinikliv.

Vægttabsmedicin har nemlig taget almen praksis med storm, og konsultationssygeplejerskerne står i forreste linje. Det er ofte dem, der vejer patienterne, lytter til beretninger om kvalme og navigerer mellem regler og mennesker. Noget, der ikke altid er ligetil, mærkede man i salen.

»Der er rigtig mange hænder i luften lige nu«, bemærkede kursusunderviser og læge Ayse Hayta smilende.

Rollespil om fordomme

Kurset lagde ud med et rollespil. En patient ville have recept på vægttabsmedicin. Lægens afvisning var kontant.

»I sidste ende handler det om livsstil. Spiser man mere, end man forbrænder, tager man på. Det er et spørgsmål om disciplin, og medicin ændrer ikke dårlige vaner«, lød det fra lægen i videoen.

Reaktionen i salen var klar:

»Det var meget envejskommunikation, hvor lægen overhovedet ikke var lyttende. Patientens oplevelse blev afvist«, lød det fra en kursusdeltager.

En anden supplerede:

»Det afspejler en gammeldags holdning til overvægt. Dengang vi ikke havde medicinske muligheder, var man hurtig til at tørre det hele af på patientens viljestyrke«.

Ayse Hayta, der også er sagkyndig i Styrelsen for Patientklager, fortalte, at styrelsen modtager klager fra patienter, der er blevet afvist trods et BMI langt over indikationsgrænsen, fordi lægen ikke brød sig om medicinsk vægttabsbehandling.

»Men man kan ikke bare afvise, hvis patienten opfylder retningslinjerne. Der må vi give patienten medhold«, fortalte hun.

Et opfølgende rollespil viste det modsatte scenarie: Behandleren anerkendte her overvægt som en kronisk sygdom, lyttede til patienten og forklarede fysiologien: Kroppen kæmper imod vægttab, og svigtende viljestyrke er ikke årsagen.

Patienter er kreative

Kursusdeltagerne havde hyppige oplevelser af at støde mod firkantede kasser. Underviserne gennemgik indikationerne for vægttabsmedicin, herunder BMI-kravene. Hurtigt lød det fra salen:

»Jeg skal lige høre - hvordan forholder I jer til BMI-grænserne? Hvad gør I, hvis I har en patient med BMI 26,8, som har astma? Kan det gælde som komorbiditet, så vi kan opstarte behandling?«.

Her understregede Ayse Hayta, at retningslinjerne er stringente, men de skal følges.

»Vi må ikke bare strække grænserne«, sagde hun.

Noget patienterne i stigende grad selv forsøger sig med. Medicinens høje pris gør patienterne kreative. Nogle benytter sig af ’at tælle klik’ – og andre kreative påfund.

»Jeg oplever jævnligt patienter, der kun stikker sig hver 10. eller 14. dag for at spare. Hvordan håndterer I den form for kreativ non-compliance?«, spurgte en kursusdeltager.

Mange sygeplejersker omkring hende nikkede genkendende.

»Det er en svær balance,« lød sygeplejerske og underviser Mette Hallunds ærlige svar.

Men uregelmæssige pauser i behandlingen er generelt ikke smarte, understregede hun. Det kan føre til fornyet kvalme og mavegener. Omvendt mente de to undervisere også, at der skal være plads til fleksibilitet.

»Hvis en patient på vedligeholdelsesdosis ønsker at rykke en stikdag et par dage på grund af et bryllup for at kunne nyde en fest uden kvalme, så støtter jeg det. Man skal også kunne leve et liv«, lød det fra Ayse Hayta.

Vægtplateau er normalt

En udfordring er også, når medicinen slet ikke virker. Her fortalte Ayse Hayta, at det gælder for ca. fem procent af patienterne. Langt mere udbredt er det dog, at man har tabt sig, men at vægten efterfølgende står stille trods max dosis. Her var der igen mange kursusdeltagere med noget på hjertet.

»Der er en meget strakt hånd her!«, sagde Aysa Hayta og pegede ned i salen.

»Skal man så bare lade dem sejle deres egen sø?«, lød det fra en kursist.

Underviserne slog fast, at det er normalt, at patienterne kan ramme et plateau.

»Der skal vi fejre de 14 kilo, patienten har tabt«, understregede Mette Hallund.

»At holde et vægttab på 14 kilo, uden at tage på, er en stor sejr. Hjælp patienten med at kigge på andre parametre: Er blodtrykket faldet? Er nattesøvnen bedre? Måske omfordeles fedt- og muskelmassen på grund af motion«, påpegede hun.

Støt patienten hele vejen

Der var i det hele taget stor fokus på opstart og stop af behandling. Underviserne opfordrede til at bruge de første samtaler med patienten på det helt nære.

»Hvordan stikker de sig? Spiser de små hyppige måltider og undgår kvalme? Medicinen skal være en succes først. Så tager vi livsstilssamtalerne bagefter«, var deres budskab.

Tilsvarende kom de med råd, når patienter ønsker at trappe ned. De advarede mod brat ophør, men ophør kan være problematisk uanset tempo.

»Når kroppen har været udsat for et stort vægttab, tror den, at der er noget alvorligt galt. Så fra det øjeblik, du ikke har noget hormon, der hjælper dig til at neddæmpe sultfølelsen, så reagerer kroppen med en massiv sult. Det er ikke en normal sult. Du kan ikke arbejde imod det. Det er der ingen, der kan«, understregede Aysa Hayta og slog fast, at vægttabsbehandling er en langvarig rejse for patienten.

»Derfor skal vi støtte dem hele vejen«, sagde hun.

Kursuslederne nåede at svare på et hav af spørgsmål – men dog ikke alle. Til sidst måtte Ayse Hayta lukke ned med et smil:

»Dejligt med alle jeres input«.