Det var ærligt talt noget af en overraskelse, da Venstres formand for nylig luftede et forslag om, at Sundhedsstyrelsen fremover ikke skal have det endelige ord i specialeplanlægningen.
Det var ærligt talt noget af en overraskelse, da Venstres formand for nylig luftede et forslag om, at Sundhedsstyrelsen fremover ikke skal have det endelige ord i specialeplanlægningen. Hans budskab var, at den stærke styrelse har ført til et sundhedspolitisk tomrum, og at politikere i regionerne og på Christiansborg skal overtage nogle af Sundhedsstyrelsens beføjelser.
Der var en overraskelse af de dårlige og fuldstændigt uventede. For forslaget vil kunne rulle tiden tilbage til, før sundhedslovens bestemmelser om national specialeplanlægning trådte i kraft den 1. januar 2006. Da var specialiserede behandlinger spredt ud på alt for mange hospitaler, og Sundhedsstyrelsen kunne reelt intet stille op.
Sognerådspolitik vil få et comeback. Vi vil igen skulle opleve perspektivløse, lokale kampe om at kunne tilbyde bestemte behandlinger.
Sognerådspolitik vil få et comeback. Vi vil igen skulle opleve perspektivløse, lokale kampe om at kunne tilbyde bestemte behandlinger. Vi vil få mindre sundhed for pengene, hvis resurser, som kunne være brugt på andre patienter, anvendes til f.eks. dyre partikelkanoner i kræftbehandling, selv om der kun er brug for én.
Patienterne ønsker ikke de gamle tilstande tilbage. Hvis man har en alvorlig sygdom, er det indlysende, at det er ekspertise og rutine hos læger og andre sundhedsprofessionelle, som er afgørende. Ikke om man skal køre 25 eller 75 kilometer for at få behandlingen. Det er ikke uden grund, at Danske Patienter, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen advarer mod at stække Sundhedsstyrelsen.
De sundhedsprofessionelle siger også nej tak. Sygeplejersker, tandlæger og læger er enige om behovet for en stærk styrelse. Vi har heller ikke hørt Danske Regioner efterlyse, at Sundhedsstyrelsen fratages det faglige ansvar for specialeplanlægningen.
Men selvfølgelig har der været kritik af Sundhedsstyrelsen. Det giver sig selv, at de beslutninger, som tages i specialeplanlægning, vil føre til protester. Et privathospital og Region Sjælland har f.eks. givet udtryk for stor utilfredshed over ikke at kunne få lov til at udføre konkrete behandlinger. I den debat er det vigtigt at huske, at Sundhedsstyrelsen ikke træffer sine beslutninger uden at skele til de udfordringer, som sundhedsvæsenets driftsherrer har. Afgørelsen af, hvilke sygehuse der skal tilbyde specialiseret behandling, er baseret på en indstilling fra Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning, hvor også regionerne er repræsenteret.
Debatten viser dog også klart, at der er brug for et tillidsfuldt samarbejde og en tæt dialog mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne, hvis arbejdet med en ny specialeplan skal fuldføres. Her kan parterne overveje, om der er nye former for samarbejde, eksempelvis på tværs af regioner og sygehuse, som kunne komme i spil.
Det afgørende for Lægeforeningen er, at det danske sundhedsvæsen fungerer som en helhed og organiseres efter, hvad der er bedst for patienterne. Det kræver en fagligt velfunderet fordeling af de specialiserede behandlinger, og det kræver stærke politikere, som tør stå fast på den sunde fornuft og lade Sundhedsstyrelsen beholde sine muskler. Vi er ilde stedt uden.
