Fakta og vurdering
Sort/Hvid og Glad Teater sætter fokus på psykisk lidelse og mistrivsel i samarbejdet om opsætningen af Sarah Kanes sidste og mest radikale værk »4:48 Psykose«. Sort/Hvid er et lille avantgardeteater i Kødbyen i København, som producerer forestillinger med fokus på samtidens eksistentielle tabuer. Glad Teater er et professionelt ensemble med skuespillere med funktionsvariationer, der arbejder med mangfoldig scenekunst. Der er således lagt op til dialog om mistrivsel og ensomhed, ikke blot blandt psykisk syge, men på tværs af samfundet.
Sarah Kane var en britisk dramatiker og instruktør, som skrev »4:48 Psykose« (1999) kort før sin død. Hun tog sit liv som 28-årig, og stykket læses ofte som hendes sidste vidnesbyrd og muligvis afsked med verden. Værket regnes i dag som et hovedværk om psykisk lidelse i moderne dramatik. »4:48 Psykose« er en fragmenteret monolog, skrevet som en serie mentale journalnotater fra et sind, der langsomt mister fodfæstet, men bevarer en knivskarp bevidsthed om sin egen opløsning.
Det er en stærk tekst, som særligt gør indtryk, fordi den kompromisløst og bundærligt blotter sin hovedperson. De mørkeste afkroge af sindet dissekeres og fremlægges nøgternt og dog sårbart. Det er en tekst, der skriger efter opmærksomhed. I denne opsætning har man imidlertid valgt at lade det indre kaos manifestere sig voldsomt i det ydre rum gennem intense lydbilleder, pompøs scenografi og stroboskoplys.
Anne Reumert leverer ordene, mens de tre skuespillere fra Glad Teater bevæger sig rundt på scenen i påtrængende dyrekostumer som tillæg til den i forvejen livlige scenografi, der bl.a. byder på pilleregn, blodbad og en roterende høne. Resultatet er en sansemæssigt voldsom oplevelse, som desværre kommer til at overdøve teksten og stykkets nerve. Det kommer aldrig rigtig ind, hvor det gør ondt og bliver nærværende. Samtidig forpasses en oplagt mulighed for at lade skuespillerne fra Glad Teater tilføre forestillingen dybde og særpræg.
For en læge er der imidlertid meget at spejle sig i. Den eneste anden person, der træder tydeligt frem i hovedpersonens verden, er hendes psykiater, som hun desperat klamrer sig til i håbet om frelse. Længslen efter at få betydning for et andet menneske, efter at blive anerkendt og elsket, er et centralt tema. Hun krænger vrangen ud på sig selv, men mødes af lægens vedvarende objektivitet – en mur, hun igen og igen støder mod uden at få noget tilbage.
Man kan ikke lade være med at tænke over, hvad det gør ved sindet og sjælen at blive mødt med en så konsekvent distance. Ingen plads til gensidighed, spejling eller egentlig forståelse. Alle omsorgsfulde ord lyder efterhånden udhulede og tomme, og ensomheden vokser i det, der tilsyneladende er hendes eneste menneskelige relation. Hun siger, at hun har brug for en ven. Og her er det svært ikke at give hende ret. For noget af det, »4:48 Psykose« efterlader én med, er netop spørgsmålet om, hvad der i sidste ende er mest hjælpsomt og stabiliserende for et psykisk lidende menneske: Er det piller – eller er det kærlighed?
»4:48 Psykose« er en tekst, der insisterer på at blive taget alvorligt – ikke blot som kunst, men som vidnesbyrd om et menneskes kamp for at blive set og mødt. Forestillingen rummer stærke momenter, men dens overvældende æstetik kommer til tider til at skygge for den rå nerve, som er tekstens største styrke. Alligevel efterlades man med vigtige spørgsmål om relation, ansvar og omsorg – spørgsmål, som rækker langt ud over teatersalen og ind i den kliniske virkelighed.
