Stakkels dr. Guillotin

Han brød sig ikke om dødsstraf. Men alle andre var for, så derfor ville den venlige læge dr. Guillotin gøre henrettelsen smertefri og mere »human«. Til sin forfærdelse endte han med at lægge navn til en af historiens uhyggeligste henrettelsesmaskiner.

Ifølge en anekdote kom en højgravid kvinde i maj 1738 spadserende i den franske by Nantes, da hun hørte de hårrejsende skrig fra et menneske, som var ved at blive henrettet ved radbrækning – en metode, hvor den dømte lå bundet til et hjul, mens bødlen knuste hans knogler med en kølle. Oplevelsen var så traumatisk, at kvinden gik i fødsel på stedet. Den nyfødte fik navnet Joseph Ignace Guillotin. Han blev senere læge og modstander af dødsstraf. Ironisk nok blev det hans humanisme og kamp imod dødsstraf, som for altid knyttede hans navn til henrettelsesmaskinen, der blev symbolet på revolutionens blodigste udskejelser.

Lighed på skafottet

Halshugning ved guillotinering lyder slemt – indtil man tænker over, hvad der gik forud. Radbrækning var kun én af de groteske torturmetoder, der blev brugt som ekstra krydderi ved henrettelser. Knibning med rødglødende tænger, knusning af hænder og fødder, udstikning af øjne og maveopsprætning indgik også i repertoiret. François Ravaillac, som i 1610 knivdræbte Frankrigs kong Henrik den 4., blev strakt mellem fire heste, der trak i hver sin retning og rev ham i stykker.

Under det franske monarki var selve pointen med en henrettelse, at den skulle være smertefuld. Det skulle afskrække andre fra at bryde loven og tilfredsstille pøblens blodtørst og hævnlyst. Det siger sig selv, at de grusomme og ydmygende henrettelsesmetoder var forbeholdt jævne folk. Aristokrater slap nemt: De fik hovedet hugget af med sværd eller økse.

Et af den franske revolutions (1789-1815) slagord var »lighed«. Overklasse og adel skulle fratages deres vanvittige privilegier. Kong Ludvig den 16. og hans familie blev fængslet, og det samme skete for de højadelige og gejstlige, som ikke nåede at flygte.

»Slår ned som lynet«

I oktober 1789 diskuterede Frankrigs nye nationalforsamling dødsstraf. Blandt de deputerede var dr. Joseph Guillotin (1738-1814). En humanist, som helst ville afskaffe dødsstraffen. Det var der ikke stemning for, så han foreslog at ændre straffeloven, så dødsstraffen skulle eksekveres ens for alle dømte »uanset rang eller status«. Som han malende forklarede Nationalforsamlingen: »Apparatet slår ned som lynet, hovedet flyver, blodet sprøjter, manden ophører med at leve!«.

Paris’ bøddel, M. Sanson, var imod forslaget, men flertallet stemte for at benytte en maskine, som på sekunder kunne hugge hovedet af den dømte. Sådanne apparater havde allerede været i brug i 1300-tallets Italien og i Skotland i 1500-tallet. Men den skulle nytænkes og forbedres. Nationalforsamlingen vedtog dr. Guillotins forslag, men han nægtede at stå for den praktiske konstruktion, men heldigvis meldte lederen af Det kirurgiske Akademi, Antoine Louis, sig frivilligt til opgaven. Antoine Louis beskrev nøgternt sit projekt: »Patientens hoved vil hvile på en otte tommer høj, fire tommer tyk og én tomme bred blok. Han vil ligge på maven med brystet løftet ved albuerne med halsen bekvemt hvilende på blokkens hulhed. Den udførende vil stående bag maskinen løsne tovet, der holder øksen, og lade den falde fra toppen. Instrumentet vil, takket være sin vægt og opnåede hastighed, skille hoved fra krop på et øjeblik«.

En tysk klaverbygger fik kontrakten og leverede efter en uge maskinen klar til brug. Den fik kælenavnet La Louisette efter Antoine Louis og blev indviet 25. april 1792 ved henrettelsen af en morder. Kort herefter fik den sit blivende navn: La Guillotine.

Den 21. januar 1793 blev den afsatte og fængslede kong Ludvig den 16. henrettet i guillotinen på Place de la Concorde. Det blev revolutionens vigtigste symbolhandling. Monarkiet var nu meget konkret afskaffet. Og alle var lige for loven – også en konge. Ni måneder senere besteg hans dronning Marie-Antoinette skafottet.

The bright side …

Guillotinen var tænkt som et humanistisk fremskridt og et skridt i retning af lighed. Men i praksis blev henrettelsesmaskinen symbolet på det rædselsregime, som revolutionen udviklede sig til. Perioden fra september 1793 til juli 1794 blev netop døbt »Rædselsherredømmet« (»La Terreur«). Nationalforsamlingen nedsatte en revolutionsdomstol og en komité for offentlig sikkerhed. 300.000 »folkefjender« blev arresteret, og nu faldt dødsdommene på samlebånd. I de ca. ti måneder under rædselsherredømmet blev 17.000 dømt og henrettet. Op mod 20.000 døde i fængsel eller blev henrettet uden dom.

Guillotinens effektivitet var med til at accelerere massemordet. Nu kunne man hugge et hoved af på lidt over et minut, og der var ikke mangel på folkefjender til at sende på skafottet. Det, der var tænkt som en menneskevenlig aflivningsmetode, blev en folkeforlystelse. Der blev falbudt programmer over dagens henrettelser, forældre løftede deres børn op på skuldrene, så de bedre kunne se. Mange dyppede lommetørklædet i blodet som en grotesk souvenir. Den egalitære drøm havde forvandlet sig til et grotesk cirkus. Og dr. Guillotin var grædefærdig.

Rædselsregimet sluttede, da dets hovedarkitekt, Maximilien Robespierre, selv blev væltet og halshugget den 27. juli 1794.

Skal man pege på noget positivt ved guillotinen, er det dens demokratiske karakter. Idéen om en hurtig og effektiv henrettelsesmetode udsprang af oplysningstidens tro på teknik og videnskab. Guillotinen repræsenterede en rationel og mekanisk tilgang til retshåndhævelsen. Ønsket om at gøre henrettelsen hurtig og smertefri, skyldtes tidens humanistiske strømninger og tanken om lighed: En smertefri henrettelse skulle ikke være forbeholdt overklassen.

Tænker hovedet videre?

Men hvad skete der, når man blev halshugget? Gennem hele 1800-tallet var denne gåde genstand for vidtløftige debatter og makabre eksperimenter: Var døden øjeblikkelig? Eller var det afhuggede hoved bevidst om sin grumme skæbne i sekunderne efter, at øksen faldt?

Læger gik ivrigt op i emnet. Enkelte foretog endda forsøg på skafottet, hvor de stod klar til at gribe det faldende hoved og undersøge det for tegn på bevidsthed: Forsøgte det at tale? Blinkede det med øjnene? Var læbernes bevægelse et forgæves forsøg på at sige noget, eller var det reflekser – som hos høns, der løber rundt efter at have fået hovedet hugget af? Eller var det lægens egen indbildning – hans ophidsede hjernes reaktion på det ekstreme øjeblik?

I sit tobindsværk »Om Døden« mener den danske professor i kirurgi Oscar Bloch (1847-1926), at bevidstheden slukkes i det splitsekund, hvor hovedet skilles fra kroppen, tilførslen af ilt og blod til hjernen afbrydes, og »livsknuden« i rygmarven overskæres. Flere af de læger, som var tæt på, rapporterede da også, at de henrettedes ansigter, selv efter de sidste sekunders angst og rædsel, var fredfyldte, »som om de sov«.

Dr. Guillotin slap selv – men angrede

Dr. Joseph Guillotin slap med nød og næppe selv for at miste hovedet. Han fortsatte sin fredelige tilværelse som læge, men brugte samtidig resten af sit liv til at distancere sig fra den bloddryppende helvedesmaskine, som bar hans navn. Da han døde fredeligt i 1814, 75 år gammel, havde guillotinen efterhånden skilt omkring 40.000 hoveder fra de kroppe, de sad på. Dr. Guillotins efterladte bønfaldt regeringen om at ændre maskinens navn. Det blev afslået, og familien valgte at tage navneforandring.

Guillotinen var i brug ved offentlige henrettelser frem til 1939. Bag fængselsmurene fandt den sidste henrettelse sted i 1977. Officielt afskaffede Frankrig dødsstraffen i 1982.

Under Tysklands demokratiske Weimarrepublik efter første verdenskrig blev dødsdømte kriminelle guillotineret. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev guillotinen frem til 1945 brugt til at myrde regimets modstandere.