Skip to main content

Startskud til økonomiforhandlinger: »I dag er der for mange læger til for få introduktionsstillinger, og det giver ingen mening«

Både Lægeforeningen og Danske Regioner understreger behovet for fortsatte investeringer i sundhedsvæsenet. Økonomiaftalen er afgørende for, at sundhedsreformen kommer godt fra start, understreger de.

Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg. Foto: Jesper Schwartz

Af Bodil Jessen, boj@dadl.dk

10. jun. 2026
3 min.

Der skal øremærkes midler til flere introduktionsstillinger til læger.

Det er et af budskaberne fra Lægeforeningens formand, Josephine Rathenborg, onsdag, hvor økonomiforhandlingerne mellem regeringen, kommunerne og regionerne skydes i gang med sættemøder.

Danskerne mangler omtrent 2.000 speciallæger i dag, lyder det i en skriftlig kommentar fra Josephine Rathenborg:

»I dag er der for mange læger til for få introduktionsstillinger, og det giver ingen mening. For en investering i flere introduktionsstillinger er jo en investering i flere speciallæger«.

Josephine Rathenborg understreger, at økonomiaftalen skal munde ud i solide investeringer i sundheden:

»Sundhedsreformen skal føres ud i livet, og den skal blive en succes til gavn for patienterne. Økonomiaftalen skal altså sikre, at det danske sundhedsvæsen også fremover kan tilbyde behandling af høj kvalitet til borgerne, og den er fuldstændig afgørende for, om sundhedsreformen kommer godt fra start. Derfor må den nye regerings første økonomiaftale ikke blive en spareøvelse,« siger hun og fortsætter:

»Der skal helt generelt være midler nok til alle dele af sundhedsvæsenet og den store omstilling til gavn for patienterne. Når overvismanden ifølge Altinget ,øjner råderum til at fortsætte rundhåndede økonomiaftaler’, burde det ikke være økonomien, der spænder ben«.

Velpolstret aftale, tak

Samme budskab kommer fra Danske Regioners formand, Mads Duedahl, i en artikel i Altinget forud for økonomiforhandlingerne.

Han mener, at aftalen bør være mindst lige så velpolstret som sidste år. Ellers bliver der tale om benhårde prioriteringer, der kan give sundhedsreformen en dårlig start.

»Jeg har en forventning og en forhåbning om, at den nye regering har mindst lige så store velfærdsambitioner som SVM-regeringen. Hvis ikke, så må vi gå ind og tage nogle hårde valg. Jeg tror ikke, du kan finde en eneste borger i Danmark, der synes, det er en god idé at fjerne ambulancer, lukke afsnit eller lade ventelister gro længere, men vi har jo ikke uendelige penge«, siger Mads Duedahl til Altinget.

Hans bekymring udspringer bl.a. af, at 65% af demografimidlerne skal bruges ude i det nære sundhedsvæsen, når dele af sundhedsreformen træder i kraft i januar 2027. Det vil kunne presse regionerne hårdt.

Børnepsykiatri og tandlæge

Ved et kort pressemøde i Økonomi- og Indenrigsministeriet onsdag formiddag præsenterede økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) regeringens ambitioner. Det er den nye S-SF-M-R-regerings første økonomiforhandlinger, som også finansminister Peter Hummelgaard (S) og sundheds- og kirkeminister Ida Auken (S) deltager i fra regeringens side.

Der skal bl.a. diskuteres en akutpakke til børne- og ungdomspsykiatrien, som skal nedbringe ventetiderne, og så spurgte TV News bl.a. ind til regeringens ambitioner om at tilbyde gratis tandlægehjælp til danskerne senest om ti år.

»Vi har i regeringsgrundlaget lagt op til, at der skal investeres i gratis tandpleje. Nu starter vi med førtidspensionisterne, og så kommer vi langsomt til at rulle det ud år for år«, sagde Pia Olsen Dyhr.

Nogen garanti gav hun dog ikke, da »der kan ske alt muligt«, som vi har set tidligere med corona og krig i Ukraine, understregede hun.

Økonomiforhandlingerne plejer for længst at være afsluttet på dette tidspunkt, men er – som meget andet – blevet forsinket af de historisk langvarige forhandlinger om en ny regering.