Skip to main content

Stat vil helt forbyde vaccine-undtagelser

I Californien vil flertallet af lovgiverne nu fjerne muligheden for at slippe for vaccination ”af religiøse eller personlige årsager”

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox (Foto: colourbox.com)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

29. jun. 2015
2 min.

Californiens lægeorganisationer roser statens kongres, fordi den i sidste uge vedtog USA's hidtil mest vidtgående lov om vaccination.

”At beslutte, ikke at vaccinere, er faktisk at beslutte at skade fællesskabet”, sagde dr. Jay W. Lee, præsident for California Academy of Family Doctors. ”Denne forholdsregel voil beskytte den offentlige sundhed”, tilføjede han.

Kongressen vedtog i torsdags, at alle børn i daginstitutioner og skoler skal være vaccineret, uanset deres forældres politiske eller religiøse overbevisning. Vedtagelsen skete trods massive protester fra vaccinationskritiske grupper og dødstrusler mod kongresmedlemmer. 46 stemte for vedtagelsen, mens 31 var imod.

Vaccination er allerede obligatorisk, men hidtil har det været muligt at unddrage sig, hvis man kunne anføre religiøse eller personlige årsager.

LA Times: Doctors praise assembly’s vote (link)

Adskillige lægeorganisationer baker op om initiativet og opfordrer statens guvernør, Jerry Brown, til at underskrive loven, når den lander på hans skrivebord.

Ifølge lægerne er vaccinationsraten i Californien efterhånden så lav, at befolkningen ikke længere er beskyttet mod epidemier af f.eks. mæslinger og kighoste.

Lovforslaget blev fremlagt efter et udbrud, som begyndte i Disneyland i vinterferien, og som blev det hidtil værste i Californien siden 1988-91. Flere end 150 blev smittet, og hver femte må¨tte hospitalsindlægges.

Det fiok læger til at foreslå, at det ikke længere bør være muligt at fritage børn i skoler og dagtilbud for vaccination af religiøse og personlige årsager.

Et udbrud i San Diego i 2008 begyndte, da en uvaccineret 7-årig dreng kom hjem fra Schweiz og smittede fem andre børn med mæslinger.

Vaccinemodstandere fordømmer vedtagelsen og vil ifølge LA Times forsøge at bremse lovgivningen ad rettens vej og i sidste instans gennem en folkeafstemning.

Læs også: Mæslingeudbrud rammer Californien (link)