Skip to main content

Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd støttede 300 projekter i 2004

Raben Rosenberg Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom Cecilie Tornøe Fuldmægtig

31. okt. 2005
4 min.

Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd (SSVF) uddelte i alt 190 mio. kr. til nye forskningsprojekter i 2004. Den største andel på 165 mio. kr. gik til 160 forskningsprojekter, som blev udvalgt ved den store årlige uddeling.

Rådet modtog i alt 800 ansøgninger i 2004. De 500 kom til den årlige ansøgningsfrist 1. september 2004, hvor der blev søgt støtte til forskningsprojekter og post doc-stipendier for godt 1 mia. kr. Det svarer stort set til niveauet fra sidste år. De øvrige 300 var indsendt i løbet af året, hvor der kan søges om skolarstipendier, forskningsophold i udlandet og støtte til afholdelse af kongresser.

Ved den årlige uddeling blev bevillingsprocenten af det ansøgte beløb på 16. Rådet uddelte dog midler til en tredjedel af ansøgerne, idet de fleste fik mindre end de havde søgt om. På denne måde gav rådet flere forskere mulighed for at komme i gang. Samtidig giver rådets godkendelse af projekterne de enkelte forskere bedre muligheder for at opnå støtte fra f.eks. private fonde.

Bevillingerne var på mellem 250.000 kr. og 1,8 mio. kr. og gik til forskningsprojekter af 1-3 års varighed. Tredive pct. af bevillingerne gik til kvindelige forskere.

En oversigt over SSVF's bevillinger kan ses under »Fondsfunktionen i tal« på www.forsk.dk

Høj prioritet til unge talenter

Det er vanskeligt at fastholde unge forskere på universiteter og sygehuse, fordi løn og karrieremuligheder ofte er mere attraktive i medicinalindustrien. Hvis kvaliteten i dansk sundhedsvidenskabelig forskning skal øges, er det dog absolut nødvendigt at give unge, der har gennemført en ph.d.-uddannelse, gode muligheder for at fortsætte deres forskerkarriere.

Derfor prioriterede rådet post doc-stipendierne højt og uddelte 48 mio. kr. til 35 af de 101 ansøgere. Heraf gik halvdelen til kvindelige forskere.

Rådet uddelte desuden 100 skolarstipendier til studerende, som tager orlov fra studiet for at forske.

Stor pulje til Yngre Forskere

På finanslov 2004 var der også en særlig pulje til Yngre Forskere. Formålet var at give betydelig økonomisk støtte til yngre forskertalenter, der ønsker at få erfaring med projektledelse.

Der var afsat 10,5 mio. kr. til det sundhedsvidenskabelige område. Puljen blev ansøgt af 51 yngre forskere, som i alt søgte om 145 mio. kr.

Midlerne blev delt mellem fire forskere, som hver fik en bevilling på ca. 2,6 mio. kr. Alle, der søgte om en Yngre Forsker-bevilling, kom også i betragtning til rådets frie midler. Derfor fik yderligere syv yngre forskere en bevilling.

Forskningsrådet får ny profil

Den 1. februar 2005 fik Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd ny profil og nyt navn og hedder nu Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS).

FSS dækker alle aspekter af grundvidenskabelig, klinisk og samfundsmedicinsk forskning rettet mod menneskers sundhed og sygdom. Det omfatter følgende hoveddiscipliner:

  • Grundvidenskabelige aspekter, bl.a. molekylær medicin og genetik, anatomi, medicinsk fysiologi og biokemi, medicinsk mikrobiologi, farmakologi og lægemidler, sygdomsmodeller samt medicinsk bioinformatik og systembiologi.

  • Kliniske aspekter, bl.a. medicin, kirurgi og psykiatri, odontologi, udredning og diagnose samt paramedicin, undersøgelse og behandling, herunder ernæring, motion og lægemidler.

  • Samfundsmedicinske aspekter, bl.a. forebyggelse, sundhedstjeneste og epidemiologiske aspekter.

Nye muligheder

Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom planlægger i løbet af foråret sin årlige 2005-uddeling, hvor der vil være ca. 135 mio. kr. til uddeling. Ansøgningsfristen er igen den 1. september. Rådets retningslinjer for ansøgninger vil fremgå af et nyt opslag, som vil ligge på rådets hjemmeside fra den 1. juni 2005. Ansøgere skal nøje følge anvisningerne i opslaget, og det kan være en god idé at få en kollega til at læse ansøgningen igennem, inden den sendes af sted.

Fremover kan samme forsker sende mere end én ansøgning. Hver enkelt ansøgning må kun indeholde beskrivelse af ét konkret, velafgrænset projekt. Projektbeskrivelsen må ikke kun henvende sig til specialister, men skal kunne læses af sundhedsvidenskabelige forskere generelt. Den forskningsmæssige nyhedsværdi af projektet skal være klart beskrevet, og de enkelte ansøgninger skal kunne læses uafhængigt af hinanden. Rådet indhenter ikke supplerende oplysninger om ansøgers publikationer eller igangværende projekter.

Rådet lægger vægt på, at den forsker, som har fået bevillingen, har tid til at lede projektet, og at det gennemføres inden for projektperioden. Det vil derfor indgå i rådets prioritering, hvor mange projekter den enkelte er ansvarlig for.

Unge forskertalenter vil fortsat have høj prioritet. Rådet overvejer at udbyde post doc-stipendier to gange årligt fra 2006 og håber dermed at kunne fastholde flere af de bedste forskeruddannede i forskningsmiljøerne.

Derudover vil rådet sandsynligvis også i år uddele relativt mange mindre bevillinger og på denne måde sætte flere gode forskningsprojekter i gang.