Skip to main content

Statsministeren lovede flere penge og bedre prioritering - samt mere gulerod end pisk for at få flere læger i almen praksis

For første gang i mands minde havde Læge­mødet besøg af en statsminister. En veloplagt Lars Løkke Rasmussen udlagde teksten – og tallene - om sundhedsvæsenet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte til deltagerne i Lægemødet. Foto: Palle Peter Skov.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte til deltagerne i Lægemødet. Foto: Palle Peter Skov.
11. apr. 2019
6 min.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede sin tale til Lægemødet 2019 med en indrømmelse:

»Jeg tilhører et køn og en alder, hvor man nok ikke går ofte nok til lægen. Det kan jeg så kompensere for i dag. Det er dejlig at komme til lægen - til lægerne,« sagde statsministeren, der gerne vil stoppe al snak om reform af sundhedsvæsenet - men det er mest for at kalde det noget andet:

»Da jeg blev inviteret af Andreas startede han med at rose min store interesse for sundhedsvæsenet og så sagde han. Nu står vi her så igen. Det lød som en diagnose. Jeg lider af reformfeber, og jeg tror ikke man kan få hverken vaccine eller behandling. Men jeg ser faktisk også vores aftale med DF som noget andet. Ordet reform er blevet devalueret. Hver gang man laver en lille ændring, er der tale om en reform. Jeg synes, vi står med en udviklingsplan. Og vi har heller ikke brug for en reform. Meget af det, vi har i dag, det virker jo. Og det er ikke mindst jeres fortjeneste. Alle jer, der møder ind hver dag i jeres klinikker, på sygehusene, og arbejder utrætteligt for jeres patienter. Uden jer ville vi ikke have et sundhedsvæsen. Jeg har dyb respekt for jeres engagement og jeres ukuelighed. Men jeg er også gammel nok til at huske, at vores sundhedsvæsen har været i en meget ringere tilstand,« sagde statsministeren, der som Indenrigs- og Sundhedsminister fra 2001 til 2007 stadig kan trække på et indgående kendskab til sundhedsvæsenet.

»I 2001 overtog jeg det politiske ansvar for et sundhedsvæsen, som danskerne havde tabt tilliden til. Vi må aldrig stille os tilfreds med dagens standard, men vi har flyttet os fra et sundhedsvæsen, der var blandt de dårligste i Europa til et af de bedste. Det skyldes også, at vi tog fat om problemernes rod. Vi har ansat flere læger, flere sygeplejersker. Nogle har opfundet et skældsord til at beskrive det: Centralisering. Man kan kalde det hvad man vil. Man kan kalde mig, hvad man vil. Men jeg er stolt over at jeg giver jer mulighed for at redde tusindvis af mennesker,« sagde statsministeren, der anslog tre hovedtemaer for sin sundhedspolitik:

1. Behov for flere midler til en ældre og mere syg befolkning:

»Der er tre store udfordringer i sundhedsvæsenet, som enhver ansvarlig regering bør forholde sig til. For det første er der presset på vores sygehuse. Der kommer et massivt pres fra flere ældre og flere kronikere. Vores supersygehuse er ved at stå færdige, men jeg hverken vil eller kan love at sætte to procent mere af om året til sundhedsvæsenet.«

2. Prioritering af midlerne:

»Uanset hvor mange ressourcer vi putter i det her, vil der altid være et større behov. Hvem skal egentlig afgøre, om gamle fru Hansen på 85 år skal have en tre ugers livsforlængende behandling, som koster spidsen af en jetjager? Det er ikke beslutninger, vi helt kan løfte af jeres skuldre. Men det er derfor, vi har oprettet Medicinrådet og det nye behandlingsråd. Det skal gøre det muligt for os at sige nej, selvom det nye er bedre - hvis det koster for meget.«

3. Lægemangel:

»Den tredje udfordring er manglen på praktiserende læger. Alene i Jammerbugt Kommune er der 14.000 patienter, som er uden egen, fast læge. Men tvangsudkskrivning af læger er et quickfix. Det er vandkants-værnepligt og vi skal ikke tvinge folk. Vi skal gøre det tilstrækkeligt attraktivt at arbejde i almen praksis. Vi skal have flere almenmedicinere og flere sygeplejersker. Men jeg ønsker ikke at visitere jer. Jeg ønsker at invitere jer.«

Statsministeren uddybede også sine synspunkter om ulighed i sundhedsvæsenet, og hvad han vil gøre for at udligne den:

"En del af den geografiske ulighed er et spejlbillede af den sociale ulighed, men vi skal også gøre noget ved de forskelle i behandlingstilbud, der betinges af geografien. F.eks. at man skal vente længere på en ambulance i Nordjylland. Og så er der den sociale ulighed. Jeg har en fornemmelse af - og det er ikke evidensbaseret - at det er nemmere at være en stærk patient, der kender sine rettigheder. Vi skal sørge for, at alle patienter kender deres rettigheder. Endelig er der den anden sociale ulighed, som handler om livsstil, om hvordan sygdommene opstår. Jeg håber, at sundhedsfællesskaberne vil betyde større engagement fra aktørerne. Det er hele ideen bag dem. Vi skal have kommunalpolitikerne til at tænke, at hvis de hænger på en betaling for en behandling, hvordan kan de så sætte bedre ind med forebyggelse."

Direkte adspurgt om forebyggelse i form af højere priser på tobak, trak Lars Løkke Rasmussen på sin endnu længere erfaring med både at give et svar og ikke give et svar - et slags Schrödingers politikersvar.

"Omkring tobaksregulering så har "nogle" jo det synspunkt, at der ikke findes en afgift i dette land, der er for lav. Nu bliver jeg spurgt direkte, hvad jeg mener om en cigaretpris på 90 kroner pakken. Det kunne jeg godt svare på, men regeringen har ikke en politik om at sætte afgifterne op, og jeg er også formand for et parti, der skal ud i en valgkamp," lød det.

Flere kvadratmeter til almen praksis

Statsministeren blev også spurgt, hvor alle de nye praktiserende læger skal praktisere, når de ikke har lokaler at være i:

"Jeg skal til et EU-møde her i eftermiddag og statsstøttereglerne lammer os i nogen grad. I har valgt at organisere almen praksis som et privat, liberalt erhverv. Det har jeg intet ønske om at lave om på. Hvis I har, må I endelig sige til. Det kunne løse nogle af vores problemer. Jeg er ramt af et regelsæt, jeg ikke kan sætte mig ud over. Kommunalt byggeri, der kan lejes ud, er en genvej, men det løser ikke det hele. Der er meget, vi ikke må hjælpe med. Jeg kan jo heller ikke give penge til nogle advokater til at bygge nye domiciler".

Der var også spørgsmål om større lægefaglig indflydelse i sundhedsfællesskaberne:

"Der kommer lægefaglig forankring direkte ind i styringskæden og det har der ikke været før. Man kan få det indtryk, at demokratiets vugge står i regionsgårdene, men lige nu sidder der jo nul læger, medmindre man selv stiller op til regionsrådene. VI har også måttet tage det modsatte hensyn, hvordan får vi en stærkere kommunal forankring direkte ind i styringskæden. Der kommer også en patientforankring, som ikke har været der før".

Fra PLO-side var der også spørgsmål til økonomiloftet:

"Ja, vi kommer til at gøre noget ved loftet. Vi kommer ikke til at gennemhulle det, men vi skal gøre noget ved det. Almen praksis skal vokse, og et af de store problemer er, hvordan man skal rekruttere til det her fag, hvis det er domineret af enkeltmandspraksis, hvor man ikke kan tage barsel og skal sidde med regnskabet og hele administrationen selv. Moderne mennesker vil arbejde et sted, hvor man er en del af et kollegialt fællesskab. Hvor man kan tage barselsorlov, uden at virksomheden går ned," sagde Lars Løkke Rasmussen, der ikke umiddelbart havde svar på, hvordan et tilbud om barselsorlov i almen praksis skal skrues sammen.

Statsministeren ankom let forpustet til Lægemødet direkte fra et udenrigspolitisk møde på Christiansborg på vej til Brexit-topmøde i Bruxelles.

»Sammenlignet med det cirkus er det jo det rene vand at tale med læger om sundhedsvæsenet,« spøgte Lars Løkke Rasmussen.

Faktaboks

Fakta