Statsministerens åbningstale

Hvis nogen i sundhedsvæsenet gik rundt i den vildfarelse, at fredningstiden snart måtte komme til reservatet, efter at mediers og politikeres fokus efterhånden meget længe har hvilet tungt på os, så har de troet fejl. Det blev afblæst fra Folketingets talerstol af landets statsminister, da han åbnede den nye folketingssamling. Han gik på talerstolen som EU's formand og i en tid, hvor krigsrummel og faldende aktiekurser truer vores økonomiske stabilitet. Men han åbnede sæsonen med en indenrigspolitisk, ideologisk bredside om sundhedssektoren og bebudede forandringer, der vil gribe dybt ind i hverdagen.

Det mest vidtgående er bebudelsen af dybtgående ændringer i den kommunale struktur. Vi er enige med statsministeren i, at en struktur, der blev gennemført for 30 år siden, ikke nødvendigvis svarer til de krav, der bliver stillet i et moderne velfærdssamfund. Vi er også enige i, at borgerne lægger mere i kvaliteten af den behandling, som de får, end i navnet på den administrative enhed, der står over hovedindgangen. Der vil være væsentlige fordele ved større enheder, ikke mindst i en tid, hvor prognoserne taler om en truende mangel på speciallæger både i praksis og på sygehusene.

Vi er også enige med statsministeren i, at der er noget galt med systemet, hvis den betydelige tilførsel af ressourcer til sundhedsvæsenet, der har fundet sted i de senere år, ikke fører til en bedre kvalitet af behandlingen, deriblandt kortere ventelister og bedre patientsikkerhed.

Men som tidligere, når regeringen taler om flere og bedre behandlinger, og samtidig taler om at styrke det frie valg, så falder kæden af. Det er for øjeblikket sådan, at udgifterne til medicin i dette land stiger i en takt med over 20 procent på årsbasis samtidig med, at efterspørgslen på sundhedsydelser konstant stiger. Det får forsøgene med at få sundhedsbudgetterne til at hænge sammen til at minde om stakkels gamle Sisyfos med stenen. Alligevel bebuder regeringen, at den vil påbegynde liberaliseringen af reklamering for sundhedsydelser. I det aktuelle lovkatalog er der øjensynligt tale om, at bl.a. speciallæger får lov til at fortælle om deres fortræffeligheder, men der er også et EU-direktiv på vej, der vil give adgang til reklamering for de første typer af receptpligtig medicin. Formålet er at øge konkurrencen og give patienter flere valg. Men reklame har ifølge første side i markedsføringsgrundbogen ét hovedformål: at skabe mersalg. Det er svært at se logikken. Det samme gælder opretholdelsen af incitamentet til at tegne sundhedsforsikringer. 310.000 danskere har nu ifølge Gallup egentlige private forsikringer. Erfaringer fra andre lande siger, at det også vil øge efter-spørgslen samtidig med, at det truer det sammenhængende sundhedsvæsen.

Derimod er det med glæde, at vi ser, at sundhedsministerens lovkatalog indeholder en ændring af patientforsikringen således, at patienterne får de samme rettigheder til erstatning ved uheld hos egen læge og speciallæge, som de har på sygehusene. Vi går ud fra, at det er en offentlig opgave at finansiere denne udvidelse af dækningen i den offentlige patientforsikring. Forbedringen af patientforsikringen kommer i forlængelse af gennemførelsen af et nyt patientklage- og erstatningssystem, der også bliver bebudet i regeringens lovkatalog.

Lægeforeningen og patientforeningerne har længe været enige om, at det nuværende klagesystem er forældet. Det er tungt at have med at gøre, det er for lidt konsistent, og det er ikke »lærende«. For lægerne mangler også den grundlæggende retssikkerhed, der består i muligheden af at kunne anke en afgørelse. Vi ser frem til et nyt klagesystem, der retter disse mangler.