Stetoskopet – lægens logo

Når man skal illustrere en artikel om læger, skal man bruge to rekvisitter: en kittel og et stetoskop. Skal man nøjes med én af de to, vælger man stetoskopet.

Intet andet medicinsk udstyr er mere ikonisk for lægefaget end stetoskopet. Er du i tvivl på hospitalet, så kig efter stetoskopet, der hænger om halsen eller stikker op af kittellommen.

Opfinderen

Opfinderen af stetoskopet var en fransk læge ved navn René Laënnec (1781-1826). En af hans læremestre var den berømte pariserlæge Jean-Nicolas Corvisart (1755-1821), som blev en af de få læger, som Napoléon Bonaparte havde respekt for og venskab med (sammen med Bichat og kirurgen Larrey). Corvisart var en stor tilhænger af auskultation og perkussion, hvor man ved at banke på brystet lytter sig frem til en diagnose. Han var også lærer for en række berømte læger, hvoraf den mest kendte nok er Laënnec.

Laënnecs berømmelse skyldes først og fremmest, at han opfandt stetoskopet og med dette instrument perfektionerede kunsten at foretage en auditiv undersøgelse af brystkassen.

Diagnostikken før stetoskopet bestod i at lytte til patientens sygehistorie, se på tungen, betragte en urinprøve og vurdere, om urinen var klar, grumset, indeholdt blod, skummede eller indeholdt sukker (ved at smage på den), føle på panden, om der var feber og mærke på pulsen: Var den »jagende«, »hård«, »blød« osv.? Man kunne bede patienten gabe op, så man kunne se tungen – men længere ind i kroppen kom man ikke. Med stetoskopet kunne man pludselig forstærke lyde fra hjerte og lunger, der kunne afsløre potentielle problemer.

Tilfældighedens rolle

Laënnec var anerkendt som en dygtig læge, og under sin uddannelse i Nantes og Paris havde han studeret hos nogle af tidens mest fremtrædende læger. Så han var godt rustet – men som det ofte sker, spillede tilfældighed også en rolle ved hans vigtige opfindelse.

Ved undersøgelser af brystkassen brugte Laënnec som alle andre læger auskultation ved at presse øret direkte ind til patientens bryst eller ryg. I 1816 skulle han undersøge en ung, temmelig overvægtig kvinde, der klagede over hjertebesvær, og han fandt det noget akavet at skulle benytte den gængse metode »på grund af den høje grad af fedme«, kombineret med patientens køn og unge alder. Den situation kom til at ændre lægevidenskaben. Laënnec fortæller selv:

»Tilfældet ville, at jeg kom i tanker om et velkendt faktum inden for akustikken … den store tydelighed, hvormed vi hører en nål kradse i den ene ende af et stykke træ ved at lægge øret til den anden ende. Ved denne tanke rullede jeg straks et ark papir til en slags cylinder og satte den ene ende mod hjerteregionen og den anden til mit øre, og blev ikke så lidt overrasket og glad over at opleve, at jeg derved kunne opfange hjertets aktivitet langt mere klart og tydeligt, end jeg nogensinde før havde været i stand til ved hjælp alene af øret«.

Det improviserede forsøg var så overbevisende, at Laënnec straks kastede sig over arbejdet med at udvikle en udgave i træ, som han kunne tage med på sine daglige sygebesøg. I første omgang blot et hult rør af træ, men snart havde han konstrueret en version, der kunne skilles ad i tre dele. Han gav sit instrument navnet »stetoskop« fra det græske: stethos (bryst) og skopos (af skopeo: at betragte).

Laënnec præsenterede sin opfindelse i 1819, og den vandt hurtigt udbredelse.

Ole Bang og »Trompeten«

Under en studierejse i 1823 besøgte den danske medicinprofessor Oluf Lundt Bang (1788-1877) (til daglig kaldt Ole Bang) flere europæiske hovedstæder. I Paris opsøgte han Laënnec, der demonstrerede sin opfindelse og lærte Bang at bruge instrumentet, som på dette tidspunkt endnu lignede en trompet. »Trompeten« gjorde stort indtryk på Bang, som med begejstring tog instrumentet i brug hjemme i København.

Laënnec havde brugt en stor del af sin tid på at undersøge og behandle patienter med tuberkulose, men selvom han med sit stetoskop kom en smule på afstand af de syge, var det ikke nok til, at han selv undgik smitten. Diagnosen blev stillet ved hjælp af hans egen opfindelse: Laënnec fik tuberkulose, og i 1826 døde han, 45 år gammel.

Bang havde let til begejstring, men hans entusiasme kølnedes noget med tiden. Bang var en læge af den gamle skole, og selv som tudsegammel professor i 1870’erne følte han sig mere hjemme i den forældede lægekunst, der havde rødder i 1700-tallet. Han indrømmede det endda selv, da han efter 60 år som underviser skrev i Ugeskrift for Læger (1874, s. 212) om dengang, hvor han som ung læge i 1808 kunne gennemføre en undersøgelse på få minutter. Dengang – skrev Bang – havde lægen iagttaget patientens udseende, følt pulsen, set på tungen, lyttet til patientens egne overvejelser og følt på eventuelle ømme steder eller hævelser.

Men nu var det nye tider, og den nye medicin var ikke noget, han var fortrolig med, hvad han allerede havde indrømmet i 1858, da han skrev om »den nye Treenighed«, der herskede i medicinen: nemlig »Trompeten, Gryden og Kikkerten« (dvs. stetoskopet, laboratoriet og mikroskopet).

I 1850’erne var stetoskopet blevet et uundværligt værktøj for lægen, og det blev en vigtig del af uddannelsen at lære at lytte til brystkassen som led i at diagnosticere.

Plads til forbedringer

Laënnecs stetoskop revolutionerede diagnostikken, men i sine tidlige udgaver var det endnu et ret klodset instrument, der krævede, at lægen bøjede sig ind over patienten. Lyden var desuden mono, så der var plads til flere forbedringer.

Den første forbedring stod den engelske læge Golding Bird (1814-1854) for, da han i 1840 fandt på et fleksibelt stetoskop, hvor han erstattede midterstykket af træ med et bøjeligt rør af guttaperka, en slags naturgummi. Det havde flere fordele; for eksempel slap Bird, som led af rygsmerter, for at bøje sig ind over patienterne – han kunne endda sidde ned, mens han stetoskoperede. Og dernæst var det muligt at række ørestykket videre, så andre læger og studerende kunne lytte med.

Det næste store fremskridt var stereoudgaven, der blev udviklet i 1851 af den irske læge Arthur Leared (1822-1879). Hans nye stetoskop havde slange til begge ører og blev vist på Verdensudstillingen i London. Det var dog først året efter, at et anvendeligt stereostetoskop kom på markedet i en udgave, som var designet af New York-lægen George Cammann (1804-1863). Det havde øredutter af elfenben monteret på hule metalbøjler forbundet med et hængslet led og en elastik, der sørgede for at trække bøjlerne sammen. Metalrørene fortsatte i to gummislanger, der gik til et kugleformet samlestykke, som sad oven på »trompeten« og forstærkede lyden.

Cammann mente, at det klinisk anvendelige stetoskop burde være for alle læger og undlod derfor at udtage patent. Det er hans version, der lige siden, med løbende forbedringer, har hængt om halsen eller stukket op af kittellommen som det ultimative symbol på, at man er læge.

Det samme, men uforandret

Endnu en forbedring kom til i 1940, da stetoskopets bryststykke fik to sider: én til det respiratoriske og én til det kardiovaskulære system.

I 2007 mente canadiske forskere, at de ved at presse mikrofonen på en billig MP3-lydoptager mod brystet kunne opfange de samme lyde i brystet, som med et stetoskop og optage og lagre dem, så de kunne videresendes. Med billig software kunne optagelsen konverteres til et kurvediagram.

Spørgsmålet var, om lægerne ville give slip på det vigtigste symbol på deres status – stetoskopet.

Så vidt kom det heldigvis ikke. I dag kan man få elektroniske stetoskoper, som kan forstærke lyden op til 100 gange, filtrere udefrakommende støj og friktionslyd fra, optage og lagre lyden, overføre optagelsen trådløst til pc eller en elektronisk journal, visualisere lyden og overføre data trådløst til pc.

Og så ligner de det klassiske stetoskop til forveksling.