De diagnostiske specialer blev engang betragtet som værende »bag kulissen«. Laboratoriebygningen, der huser Klinisk Diagnostisk Afdeling (KDA), ligger da også tilbagetrukket fra vejen på den modsatte side af sygehusets hovedbygning som et appendiks. Men set fra cheflæge Claudia Stahlberg Bodes kontor på første sal i bygningen udgør huset i dag snarere sygehusets hjerte.
»Der er ikke en eneste patient, som går gennem et sygehus, uden at en eller flere af vores specialer er ind over. Symptomer kan skyldes forskellige lidelser, men det er kun os, der kan pege på, hvad patienten fejler«, siger cheflægen, som i øjeblikket også er ledende overlæge for et af specialerne i KDA-huset, nemlig patologisk anatomi.
Claudia Stahlberg Bode varetager afdelingsledelsen sammen med driftschefen. Og sammen med to andre ledende speciallæger indgår hun desuden i husets laboratorieledelse, som også tæller fem overbioanalytikere, en kvalitetsleder og en professor, som er koordinerende forskningsleder.
De tre ledende speciallæger skal vi møde, men først en lille rundtur i to af afsnittene: klinisk biokemi og patologisk anatomi. Tre andre diagnostiske specialer er repræsenteret i huset: mikrobiologi, immunologi og molekylærbiologi.
Vi starter i biokemis »maskinrum« nedenunder, hvor blodprøver fra sygehuset via et rørsystem kontinuerligt dumper ned på et transportbånd i et lukket automatisk system. Dertil kommer prøver fra almen praksis og privatpraktiserende speciallæger. Introduktionslæge Sutharshini Punniyamoorthy viser, hvordan glasrørene med blod kører igennem maskinen og ledes ud til forskellige stationer undervejs f.eks. for at blive centrifugeret, så blodets komponenter skilles ad.
Egentlig er der ikke så meget at se, for »maskinen« passer stort set sig selv. Men det er i høj grad på grund af maskinerne, at Klinisk Biokemisk Afdeling kan producere omkring 6,5 mio. analyseresultater om året. Halvdelen af alle prøver bliver kørt igennem inden for halvanden time om morgenen. Lige nu er det eftermiddag og forholdsvis stille.
Sutharshini Punniyamoorthy fortæller, at hendes interesse for specialet blev vakt under en introdag i det biokemiske afsnit.
»Det fangede mig, at vi får blodprøver fra alle specialer og er med fra start til slut, fra diagnose, over behandling og til opfølgende forløb, så vi er med patienten hele vejen«, fortæller hun.
At være den, der tjekker og dobbelttjekker for, at analysesvarene bliver leveret i høj kvalitet, tiltaler hende også.
»Det fangede mig, at vi får blodprøver fra alle specialer og er med fra start til slut, fra diagnose, over behandling og til opfølgende forløb«Sutharshini Punniyamoorthy, introduktionslæge
»Læger læner sig meget op ad blodprøver. Derfor er det en central opgave at sikre kvaliteten«, siger hun.
I klinisk biokemi analyserer man flere forskellige kropsvæsker som f.eks. lungehindevæske og ledvæske, men langt størstedelen af analyserne gælder blod.
Og nye prøver, metoder og teknologi kommer hele tiden til. Det er også et plus for Sutharshini Punniyamoorthy, som gerne vil være med til at udvikle nyt og forske.
Fra biokemi går vi til patologi – nu med en ny rundviser: Emma Skelmose Speedtsberg, som er i gang med sit første år i hoveduddannelsesstillingen i patologi. Vi starter i modtagelsen. På et bord står nogle hvide plastbeholdere og spande i forskellige størrelser. De største er sådan nogle, som storkøkkener bruger til kartoffelsalat og brun sovs. Her indeholder de organer, som f.eks. tarme og livmødre, i formalin.
»Prøverne kommer ind i løbet af dagen, og en bioanalytiker sørger for cpr- og id-numre, og at de kommer i rød, gul eller grøn kø. Ud over den røde ,haster’, er der også en strakskø, hvor kirurger under en operation inden for en halv time får svar på, om alt cancervæv i kanten af det sunde væv, som kirurgen fjerner omkring en tumor, er fjernet, eller om der skal fjernes mere«, fortæller Emma Skelmose Speedtsberg. Det lader sig gøre, fordi vævsprøverne i strakskøen ikke bliver præpareret som andre prøver, men bliver lynfrosset.
Fra modtagelsen går vi til udskæringsrummet. Her ligger skærebrætter, knive, pincetter og tænger klar. Og her arbejder læger og bioanalytikere side om side. Bioanalytikere tager sig af alt det tekniske og skærer også prøver af blindtarme, galdeblærer og den slags. Lægerne tager sig af de lidt større og mere komplekse organer.
I morges sad Emma Skelmose Speedtsberg ved en af stationerne her bl.a. med æggeledere og en livmoder. Hun er ved at træne sine øjne og fingre til at vurdere form, størrelse, farve og tekstur på vævsprøver og organer for at skelne mellem sygt og raskt. Blødning, nekrose og ophobning af fedt fanger hendes øjne, mens fingrene mærker, om vævet er elastisk, svampet eller hårdt.
Et udsnit skæres ud af prøverne og placeres i et lille plastnet. Herefter forbereder bioanalytikere prøven til mikroskopi. Formalin trækkes ud, og vævsprøven støbes i paraffin, så der kan skæres ultratynde snit til at sætte på glas. Tidligere skulle glassene i mikroskop, nu bliver de skannet, og lægerne undersøger dem digitalt.
Vi går op ad trappen til patologifløjen igen. Emma Skelmose Speedtsberg åbner ind til et kontor, som hun deler med et par andre uddannelseslæger – hver arbejdsstation har to skærme.
Hun henter et billede op på skærmen og zoomer ind på det lyserøde væv, hvor de enkelte celler og fimrehår træder tydeligt frem.
»Det her motiverede mig, da jeg var her på besøg under uddannelsen på sygehuset. Jeg blev fascineret af den dybde, der er i patologien, hvor man kommer helt ned i det der grundlæggende forståelsesniveau og kigger på, hvad der sker i celler og væv under sygdom. Man forstår bedre nogle af de symptomer patienterne har. Hvorfor de har smerter eller blod i afføringen f.eks.«.
Hun viser, hvordan hun kan sætte pile på billedet og skrive kommentarer.
»Så kan jeg dele skærmbillede med kolleger her og på andre sygehuse og indlede en chat med dem om billedet«.
Specialet har overrasket hende positivt.
»Det er meget mere end diagnoser – det går også ud på at vejlede klinikere om behandling, at vurdere om der er behandlingsrespons, eller om sygdommen vender tilbage, udtale sig om prognosen og inddrage molekylærgenetiske undersøgelser i et samlet billede og svar. Det er meget tværfagligt. Også i forhold til de andre specialer her i laboratoriebygningen«.
På positivsiden tæller også, at uddannelseslægerne udgør en vigtig del af bemandingen.
»Vi er fem uddannelseslæger og syv speciallæger, så vi er meget afhængige af hinanden – hvis tre speciallæger er syge en dag, duer det ikke, at der ikke er nogen til at tage over. Så vi har et stort ansvar – og det lærer vi af.
»Jeg blev fascineret af den dybde, der er i patologien, hvor man kommer helt ned i det der grundlæggende forståelsesniveau og kigger på, hvad der sker i celler og væv under sygdom«Emma Skelmose Speedtsberg, hoveduddannelseslæge
Når jeg har kigget på en prøve og lavet beskrivelsen, tager jeg den med til supervision. Evt. retter jeg til, og så er jeg klar til at sende svar ud«.
Emma Skelmose Speedtsberg skal videre med dagens mikroskopier, og nu er det tid til at møde den lægelige del af laboratorieledelsen på Claudia Stahlberg Bodes kontor for enden ad gangen.
Cheflægen sidder ved mødebordet sammen med ledende overlæge i klinisk mikrobiologi Marc Trunjer Kusk Nielsen og ledende overlæge i klinisk biokemi Rasmus Søgaard Hansen. Det vil sige: Marc Trunjer Kusk Nielsen er med på skærm fra Aalborg.
De tre travle mennesker har lige halet en halv time ud af dagens program til at fortælle lidt om det fælles hus og ledelsen, som omfatter både økonomistyring, arbejdsmiljøorganisation og andre samarbejdsorganer på sygehuset.
Lægerne er klar over, at modellen er omdiskuteret. De har dog ingen intentioner om at fremhæve deres egen model frem for andre, men vil gerne fortælle, hvorfor den fungerer for dem netop her i Esbjerg.
Claudia Stahlberg Bode lægger ud:
»Esbjerg er et mindre sygehus og specialerne derfor også ret små. Det giver en masse smådriftsulemper. Ved at være samlet et sted og have en fælles ledelse opnår vi synergi. Vi kan bedre udvikle et spændende fagligt miljø, hvor vi hjælper og sparrer med hinanden, og hvor vi deler apparatur«. Med andre ord får specialerne større muskler i fællesskab.
Modellen er også en af forklaringerne på, at Claudia Stahlberg Bodes to medledere er forholdsvis unge læger, som trods pendling fra henholdsvis Odense og Aalborg har valgt Esbjerg.
»For mig var det et kæmpe plus med det her fælles laboratoriehus«, siger Rasmus Søgaard Hansen, som er 35 år og bor i Odense.
»Det var klart også afgørende for mig. Hvis vi var hver for sig, skulle vi hver især bære mange flere af de administrative opgaver, som vi deler nu, og så ville vi have mindre tid til kerneopgaverne. Vi havde været meget få mennesker – og det havde ikke været interessant«, siger Marc Trunjer Kusk Nielsen, som er 37 år.
»Geografien har tidligere gjort, at det har været svært at tiltrække nye læger, for man kan altid spørge sig selv, om motorvejen starter eller slutter i Esbjerg – vi mener klart, at den starter her. Og nu oplever vi heldigvis tiltagende god rekruttering«, siger Claudia Stahlberg Bode.
Der er også andre fordele ved fællesskabet, fortæller de tre: Nogle opgaver kan afdelingerne deles om, som f.eks. humangenetik eller en malariaprøve, der skal tages midt om natten. De deler udstyr og køber nyt udstyr sammen.
»Noget af det dyre udstyr i molekylærbiologien ville være svært at indkøbe og bemande, hvis vi var et selvstændigt speciale«, siger Marc Trunjer Kusk Nielsen.
Den fælles økonomi betyder også, at ledelsen kan tage højde for, at nogle specialer i perioder er mere pressede end andre. Man deler desuden information om, hvad der rører sig på de enkelte specialer af fælles interesse, og så nyder kollegerne i hovedbygningen og de andre »kunder«: alment praktiserende læger og privatpraktiserende speciallæger, også godt af fællesskabet, siger Rasmus Søgaard Hansen:
»Det er nemmere, at der kun er en indgang. For ellers kan der godt opstå tvivl om, hvilket speciale man lige skal have fat i«.
De tre har svært ved at få øje på ulemper ved deres organisation. Det skulle da lige være, at det ledelsesmæssigt er en udfordring, at bioanalytikerne, som udgør den største personalegruppe, ikke alle arbejder under samme vilkår som lægerne.
»Esbjerg er et mindre sygehus og specialerne derfor også ret små. Det giver en masse smådriftsulemper. Ved at være samlet et sted og have en fælles ledelse opnår vi synergi«Claudia Stahlberg Bode, cheflæge
»I klinisk biokemi skal der være vagtdækning 24/7, og det skal der ikke være i de andre afsnit. Det kræver noget ekstra af medarbejderne, men også af os som ledelse«, siger Rasmus Søgaard Hansen.
Om det er en fordel eller en ulempe står åbent, men Claudia Stahlberg Bode peger også på, at med en fælles ledelse kan man ikke »putte sig«.
»Man er nødt til at tage dialogen«.
Og dialog bliver der givet brug for med de udfordringer, der venter forude: mere patientnært udstyr (POCT), sundhedsreform og kunstig intelligens for bare at nævne nogle af dem. Og dertil et voksende pres på ydelserne, fordi de diagnostiske specialer får flere og flere opgaver. Sygehuset er dertil under transformation fra akut sygehus til universitetshospital, og dets »hjerte« vokser, og derfor står der også »nybyggeri« i fremtidsplanerne for KDA.
