Støt de unge ledertalenter

For ikke så mange år siden blev jeg prikket på skulderen af min chef, som spurgte, om ikke det var noget for mig at blive ledende overlæge? Det er jeg taknemlig for, da det blev indgangen til nogle af de hidtil bedste år i mit professionelle liv.

Det er stærkt motiverende at blive opfordret af en seniorkollega, som man selv respekterer, og jeg ville ønske, at flere lægekolleger fik en tilsvarende oplevelse. At tage hånd om unge læger, som viser interesse og talent for ledelse, er vigtigt. Der er gode initiativer rundt omkring, men helt generelt er der desværre ikke det nødvendige fokus på opgaven i sundhedsvæsenet. Og det har konsekvenser. Mens interessen for at blive leder er stor i mange fag, behøver man blot at kaste et blik ned over sygehusenes genopslag af lægelige lederstillinger for at konstatere, at sådan er det ikke blandt læger.

Medgivet - det er en særlig rolle at være lægelig leder, og den er ikke altid nem. Der kan være forventninger fra andre læger om, at man først og fremmest er vogter af fagets interesser, mens ens overordnede forventer, at man har fokus på den samlede organisation. Kombineret med krav om hurtige og effektive beslutninger i en kompleks organisation er der grobund for masser af gnidninger og konflikter.

Men der er også andre og langt lysere perspektiver ved livet som lægelig leder. Det er eksempelvis dybt tilfredsstillende at bruge sin lægefaglighed i ledelsen og skabe rammer for andre læger og sundhedsprofessionelle, så det gør en positiv forskel for patienterne. Det giver også mening, når man som læge kan bidrage til, at den planlægning, der foregår på ens arbejdsplads, kommer til at handle lige så meget om kvalitet og patientsikkerhed som om bundlinje.

Læger vil ledes af ledere, der respekter fagligheden, og derfor bør der også gå en rød tråd af lægefaglighed gennem de ledelsesbeslutninger, der tages på en lægelig arbejdsplads. Det er afgørende for lederens legitimitet - ikke mindst under pres. Skal en afdeling også fungere i sparetider, er det f.eks. afgørende, at læger og øvrige sundhedsprofessionelle kan se, at grønthøsteren er parkeret, og at ledelsen har gjort sig umage med at tage faglige hensyn.

Jeg ville ønske, at de læger, som i dag har lederposter i sundhedsvæsenet, i højere grad gik på talentjagt og indkredsede ledere in spe blandt vores yngre kolleger. Det behøver ikke at være dem med flest publikationer. Det kan være kvaliteter som beslutningskraft og sociale kompetencer, der karakteriser kommende lægelige ledere. Giv dem den nødvendige støtte i, at ledelse også kan være en karriere, og at den er lige så prisværdig som at være faglig spydspids. Jeg vil også opfordre unge læger, der bare overvejer ledelse som levevej, til at stå ved det og eksempelvis sørge for at få sig en mentor, der kan give det rygstød, som der givet vil blive brug for undervejs.

Læger skal ikke lede alt i sundhedsvæsenet. Andre professioner har naturligvis også en plads. Men vi skal sikre, at vi har indflydelse på alle ledelsesniveauer i sundhedsvæsenet. For faktum er, at hvis ikke vi som læger magter at tage ledelsesopgaven på os, er der andre, der gør det. Det vil stille os ringere som stand, og det vil føre til et ringere sundhedsvæsen.