Det vidste jeg faktisk ikke. I mange år var jeg overbevist om, at jeg skulle være infektionsmediciner – måske endda tropemediciner. Derfor tog jeg også en afstikker til Bangladesh efter min lægeuddannelse i Østrig. Jeg var fascineret af infektionssygdomme og global sundhed.
Da jeg senere kom til Danmark og begyndte at arbejde tættere med lungemedicin, opdagede jeg imidlertid, hvor bredt og spændende specialet er. Lungemedicin ligger i krydsfeltet mellem akutte infektioner, kroniske sygdomme, intensiv terapi, immunologi og avancerede interventioner. Det var den kombination, der til sidst fangede mig.
At jeg endte i Danmark, skyldtes egentlig nysgerrighed. Efter min uddannelse og postgraduate forskning i Østrig havde jeg lyst til at opleve et andet sundhedsvæsen. Danmark var særligt attraktivt, fordi arbejdsvilkårene for yngre læger var markant bedre end i Østrig. Jeg tænkte oprindeligt, at det måske kun skulle være for en periode, men jeg faldt hurtigt godt til – både fagligt og personligt – og blev hængende.
Det er næsten det modsatte af, hvad man skulle tro. Efter min doktorafhandling i Østrig var jeg egentlig overbevist om, at jeg var færdig med forskning. Jeg havde gjort det, jeg skulle, og ville koncentrere mig om klinikken.
Men under min introduktionsstilling på Bispebjerg Hospital fik jeg mulighed for at arbejde sammen med professor Vibeke Backer. Det vækkede noget igen. Da det rigtige projekt senere kom min vej, greb jeg chancen og begyndte på en ph.d. Siden da er det gået stærkt, og forskning er blevet en naturlig del af mit arbejdsliv.
Det varierer over tid, men forskning fylder typisk omkring halvdelen af mit arbejdsliv. Noget af det foregår som klassisk projektarbejde, men meget handler også om vejledning, metodeudvikling, internationale samarbejder og arbejde med retningslinjer. Jeg ser ikke forskning og klinik som adskilte verdener – de beriger hinanden.
Det er svært at pege på ét øjeblik. Hvis jeg skal fremhæve noget, er det erkendelsen af, hvor stor afstand der nogle gange er mellem den evidens, vi tror, vi bygger vores behandling på, og den evidens, der faktisk findes.
Et godt eksempel er behandling af lungebetændelse. Mange anbefalinger bygger på tradition og ekspertvurderinger snarere end store robuste studier. Når man dykker ned i litteraturen, opdager man nogle gange, at evidensgrundlaget er langt tyndere, end man havde forventet. Det understreger behovet for bedre forskning.
Jo mere jeg har arbejdet med forskning, evidensbaseret medicin og retningslinjer, desto mere er jeg blevet opmærksom på, hvor mange beslutninger i klinikken der stadig hviler på usikkert grundlag. Det har haft stor betydning for, hvordan jeg ser både forskning og patientbehandling.
Det gør mig mere ydmyg og mere optaget af metode. Jeg forsøger at stille spørgsmål, som er klinisk relevante, og samtidig designe studier, der minimerer risikoen for bias og tilfældige fund. Derudover er jeg blevet mere opmærksom på værdien af systematiske oversigter og transparente analyser, så andre kan vurdere resultaternes troværdighed.
To ting.
For det første: evidensbaseret medicin og metode. Hvordan vi producerer bedre forskning og undgår at blive vildledt af dårlig forskning.
Der findes jo mange eksempler i medicinen, hvor behandlinger har været udbredt i årevis, før bedre forskning viste, at effekten var mindre end antaget. Inden for lungemedicin er et godt eksempel inhalationssteroider til KOL. I mange år blev de anvendt meget bredt, men efterhånden har større studier vist, at gevinsten primært gælder bestemte patientgrupper, mens andre udsættes for bivirkninger uden tilsvarende fordel. Det har ført til en langt mere målrettet anvendelse.
Sådan nogle erfaringer er en vigtig påmindelse om, at selv veletablerede sandheder bør kunne udfordres af ny og bedre evidens.
For det andet: lungeinfektioner. Det er et område med enorm sygdomsbyrde, men relativt få forskningsmidler. Samtidig rammer alvorlige og komplicerede infektioner ofte de mest sårbare patienter. Kombinationen af stor klinisk betydning og mange ubesvarede spørgsmål gør området særligt interessant.
Hvis jeg skal pege på én udvikling, må det være de biologiske behandlinger til svær astma og nu også KOL. På relativt få år er vi gået fra primært at kunne lindre symptomer til i mange tilfælde at kunne kontrollere sygdommen på en måde, som tidligere var utænkelig. Det har ændret livet for mange patienter.
Vi kan stadig ikke helbrede KOL, men vi er blevet langt bedre til at forebygge forværringer, reducere symptomer og forbedre livskvaliteten. Nye behandlinger, bedre og især hurtigere rehabilitering og mere målrettet brug af medicin betyder, at mange patienter kan leve et mere aktivt liv og undgå nogle af de indlæggelser, som tidligere var meget almindelige.
At lungemedicin primært handler om KOL – og at man ikke kan hjælpe patienter med KOL særlig meget. Begge dele er forkerte.
Specialet spænder over alt fra infektioner og lungekræft til interstitielle lungesygdomme, intensiv terapi og transplantation. Og selv ved KOL har vi i dag langt bedre muligheder for behandling og forebyggelse af forværringer end tidligere.
Mange forbinder jo stadig KOL med en sygdom, hvor der ikke er meget at gøre. Men rygestop, rehabilitering, vaccinationer, moderne inhalationsbehandling og i nogle tilfælde mere avancerede interventioner som lungevolumenreduktion kan gøre en betydelig forskel. For nogle patienter kan det betyde færre indlæggelser og en markant bedre hverdag.
Hvordan vi kan få flere egnede donorlunger til transplantation – eller endnu bedre: hvordan vi kan reparere eller regenerere lungevæv, når det først er blevet alvorligt beskadiget. Det ville kunne ændre livet for mange patienter med fremskreden lungesygdom.
Der forskes også intensivt i stamcellebaserede og regenerative behandlinger, som på længere sigt måske kan gøre det muligt at reparere beskadiget lungevæv. Indtil videre foregår det meste dog på laboratoriestadiet eller i dyremodeller. Samtidig har udviklingen inden for transplantationsteknologier som ex vivo-lungeperfusion allerede gjort det muligt at anvende donorlunger, som tidligere ville være blevet kasseret. Der er altså lovende fremskridt, men der er fortsat et betydeligt stykke vej fra de eksperimentelle stamcelleforsøg til behandlinger, der kan bruges rutinemæssigt hos patienter.
En af de mest markante forandringer har været udviklingen af mere målrettede antiinflammatoriske behandlinger. Det gælder ikke længere kun astma, men i stigende grad også KOL og andre kroniske lungesygdomme som non-CF-bronkiektasier og lungefibrose. Det ændrer både vores forståelse af sygdommene og vores behandlingsmuligheder.
Og når vi forstår sygdommene mere detaljeret på biologisk niveau, opdager vi ofte, at det, vi tidligere betragtede som én sygdom, i virkeligheden består af flere forskellige sygdomstyper. Det betyder, at patienter kan have meget forskellig respons på den samme behandling. Derfor bevæger vi os væk fra »one size fits all« og hen imod mere præcisionsmedicin, hvor behandlingen målrettes den enkelte patient.
Jeg tror, vi vil bevæge os væk fra standardløsninger og hen imod mere skræddersyet behandling. Flere patienter vil få den rigtige udredning tidligere, og behandlingen vil i højere grad blive tilpasset den enkelte patients sygdomsmekanisme.
Samtidig håber jeg, at vi bliver bedre til at undgå overdiagnostik og overbehandling.
Alexander Flemings oprindelige arbejde om penicillin er et oplagt svar. Ikke nødvendigvis fordi artiklen i sig selv er den mest citerede eller metodologisk stærkeste, men fordi opdagelsen ændrede medicinen fundamentalt. Der findes få videnskabelige gennembrud, som har reddet så mange menneskeliv.
Fra mit eget område må det være Pierre-François Dequins studie om hydrokortison ved svær samfundserhvervet pneumoni fra 2023. Det er et godt eksempel på, hvordan et velgennemført randomiseret studie kan ændre klinisk praksis. Resultaterne tydede på, at tidlig behandling med hydrokortison kunne reducere dødeligheden hos patienter med svær pneumoni, samtidig med at behovet for respiratorbehandling og vasopressorbehandling blev reduceret.
Det er præcis den type forskning, som kan få direkte betydning for patientbehandlingen.
Fakta
Markus Fally
- Ledende overlæge, klinisk lektor (med fokus på forskning), ph.d., MPH
- 44 år
- Uddannet læge i 2009, ph.d. i 2021
- Speciallæge i intern medicin: lungesygdomme i 2022
