Stor opbakning til ny læge

Gæstfrihed er det første, der møder en, når man træder ind i de tidligere banklokaler over for Brugsen i den lille jyske by Rask Mølle. Kaffe og en dåse med karameller bliver sat frem.

»Det hjælper patienterne til at slappe af«, siger Reza Muzavi.

Han sidder i sin praksis bag et skrivebord iført en lyseblå sweater. Håret og øjnene er mørke og afslører, at han ikke er fra byen. Faktisk bor han i Århus sammen med sin kone Maria og deres tre børn. Men oprindelig kommer han fra Iran. Han flygtede til Bulgarien, hvor han tog en lægeuddannelse og siden endte i Danmark, men han var egentlig på vej til Canada.

Da han var færdig med sin danske uddannelse var den oprindelige plan, at han ville finde en praksis i Århus, men et vikariat i Uldum fik ham på andre tanker.

»Jeg havde patienter fra nabobyen Rask Mølle, fordi deres egen læge var syg. Han spurgte, om jeg ikke ville overtage hans praksis, og patienterne opfordrede mig også til at blive deres nye læge. Hvis ikke der kom en afløser, ville byen stå uden læge«, siger Reza Muzavi.

Han tyggede sammen med sin kone på forslaget, og de blev enige om at forsøge sig med en praksis i Rask Mølle, men de ville blive boende i Århus.

Livsforsikret

Den tidligere læge havde praksis i privaten, og hvis Reza skulle købe den med inventar, ville det løbe op i tre mio. kr. Det havde han ikke penge til. Han overtog noget af inventaret, men det meste har han måttet skaffe selv uden ret mange midler til at gøre det for.

»For at kunne låne penge i det hele taget måtte jeg tegne en livsforsikring i Lægernes Pensionskasse«, fortæller han efterfulgt af en rysten på hovedet.

Meget af inventaret i hans praksis er hentet fra hjemmet, og han har været på jagt i møbelhuse og varehuse for at finde noget, der var pænt og funktionelt, men som samtidig ikke måtte koste ret meget.

»Jeg har mødt en meget stor hjælpsomhed fra borgerne i byen. De kom uopfordret og hjalp til med at indrette klinikken«, siger han.

Der er knap 1.000 indbyggere i Rask Mølle og omegn. Men der er et stykke vej til, at den lille praksis bliver en god forretning. Den tidligere læge var syg et par år, før Reza åbnede sin praksis, og i den periode skiftede mange patienter læge.

»Nu tjener jeg og min kone ikke ret meget, og det har været en meget krævende opstart, men vi giver det her en chance. Jeg tror på det, men jeg kunne godt bruge flere patienter. Jeg oplever heldigvis, at der er flere, som skifter til mig«, siger Reza.

Tæt kontakt

En af de største udfordringer har været at bringe den tidligere læges journalsystem op til en brugbar standard. Der er gået meget tid for Reza og hans kone med at ringe rundt til sygehuse for at fylde huller ud i de gamle journaler. Reza sætter en ære i, at der skal være orden i sagerne. Også i forholdet til patienterne, hvor nøgleordet er gensidig respekt.

»Jeg bruger meget tid på at snakke med patienterne, og jeg har patienter, der egentlig kun kommer for at snakke om helt dagligdags ting, fordi de ikke har andre og er ensomme«, siger han.

At være ny læge i en lille by og så samtidig have en udenlandsk baggrund kræver selvfølgelig, at begge parter lige skal se hinanden an.

»Patienterne prøvede mig af, da jeg var ny. Men da de først oplevede en gensidig respekt, gik det egentlig meget godt. Jeg er ikke blevet mødt med bemærkninger til sagen om tegningerne i Jyllands-Posten. Når patienterne kommer til mig, er det for at snakke om andre ting end politik«, siger Reza.

Han har mange af de meget svært sygdomsramte patienter, og det kan være svært at overbevise dem om, at det eneste rigtige er at blive indlagt.

»Jeg kan ikke tvinge nogen til at lade sig indlægge, men jeg har haft patienter, hvor jeg har opfordret dem til det flere gange, fordi jeg kunne se, hvad vej det gik. Når de så dør, er det en underlig fornemmelse, men jeg mener, at jeg har gjort, hvad jeg kunne«, siger han.

Skjulte patienter

Reza Muzavi flygtede fra Iran i begyndelsen af 1980'erne, fordi han ikke ville i krig. Han havde arbejdet som frivillig på et hospital i en provinsby med 300.000 indbyggere, hvor han har været med til at gemme patienter for militsen, der ville føre modstandere bort til forhør og tortur.

»Vi kunne se ud af vinduet, når de kom, og så sagde lægen, at vi skulle skjule dem, der var i fare for at blive taget med. Det var her, jeg fandt ud af, at jeg ville hjælpe mennesker med at blive raske, ikke slå dem ihjel i krig, som ikke gav nogen mening«, siger han.

Som modstander af krigen kunne han ikke blive i landet. En af hans brødre var flygtet til Bulgarien, hvor han læste medicin, og Reza fulgte efter. I ti år boede han som statsløs i Bulgarien, hvor han kunne blive så længe, han læste på universitetet. Her mødte han sin kone, Maria. Men da muren faldt, og det var tid til forandringer i mange østlande, fik Reza et praj om, at det nok var bedst, at han forlod landet, når han ikke havde noget pas. På trods af, at han manglede det sidste af sin uddannelse.

Han og familien ville rejse til Canada, men de blev stoppet i lufthavnen i København. Han blev tilbudt midlertidig opholdstilladelse, men han skulle tilbage til Bulgarien for at færdiggøre sin uddannelse.

»Det var hårdt, men jeg accepterede at skulle undvære min kone og mine børn, og jeg kom også til Danmark og besøgte dem«, siger han.

Pres

Da han var færdig med sin medicinske uddannelse i Bulgarien, skulle han tage eksamener i Danmark for at få konverteret sin uddannelse til dansk. Samtidig skulle han på sprogskole, og det danske sprog voldte ham store problemer.

»Det var først, da jeg fik et vikariat på et sygehus, hvor jeg kom i kontakt med danskere, at det begyndte at gå fremad med mit danske«, siger Reza. Han oplevede også et pres fra læger under sin uddannelse her i landet.

»Der lå en forventning om, at når jeg var udlænding, skulle jeg gøre alting meget bedre end mine danske kolleger for at bevise, at jeg var god nok. Det var meget hårdt«, siger han.

Reza Muzavi har tre børn. Den yngste er fem år, Gabriel, og de to ældste, Sarah og Alexander går på gymnasiet i Århus.

»Vi er ved at oplære vores datter til at blive sekretær, så hun kan afløse min kone. Min søn har sagt, at han gerne vil være hjernekirurg. Men lad os nu se; måske bliver han praktiserende læge ligesom mig, og så kan han overtage min praksis«, siger Reza Muzavi med et stort smil.