Stor patienttilfredshed med almen praksis

Bred tilfredshed. Sådan kan man vel roligt betegne danskerne holdning til deres praktiserende læge, sådan som den tegner sig i en ny undersøgelse, den såkaldte Landsrapport, fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Undersøgelsen blev offentliggjort samtidig med – og nærmest helt i skyggen af – Sundhedsstrukturkommissionens fremlæggelse af sine anbefalinger.

Men med tanke på kommissionens store betoning af behovet for at styrke almen praksis og hele det primære sundhedsvæsen, er det da et betryggende udgangspunkt for de kommende års omkalfatring af sundhedsvæsenet, siger PLO-formand Jørgen Skadborg i en kommentar til undersøgelsen.

Han »hilser det meget velkomment«, at det efter et par års tilløb er lykkedes at lave en patienttilfredshedsundersøgelse, men han undrer sig over, at Landsrapporten blev udsendt »nærmest som et obskurt bilag til kommissionsrapporten«.

»Det er, som om man ikke har følt det store behov for at promovere den, selvom man må have brugt ret store ressourcer på at gennemføre den«, siger han om rapporten, der har mere end 50.000 respondenter.

Jørgen Skadborg er naturligt nok tilfreds med, at tilfredsgraden i Landsrapporten »bekræfter vores eget billede af tilfredsheden med de klinikker, hvor der er en fast læge til stede«. Et billede, der tillige er blevet tegnet i tidligere undersøgelser – bl.a. DanPEP-undersøgelserne, der blev lavet ude i klinikkerne.

Men han bider ikke mindst fat i, at forskellene på andelen af patienter, der er direkte utilfredse med deres læge, er endnu mere markant i favør for de traditionelle klinikformer:

»Der er faktisk her forskellene er mest markante«, konstaterer han.

Størst (u)tilfredshed

Landsrapporten viser, at der overordnet er langt større tilfredshed med det, man kan kalde de traditionelle klinikker drevet efter PLO’s overenskomst – altså lægerne i enkeltmands-, dele- eller kompagniskabspraksis – end tilfældet er for de nyere klinikformer som regions-, udbuds- og partnerskabsklinikker. Se grafikken.

De traditionelle klinikformer scorer markant højere i samlet tilfredshed – en score, der er båret af et meget højt antal patienter, der angiver, at de er »meget tilfredse« med deres læge. For lægerne i enkeltmandspraksis gælder for hele 50% af patienterne, suppleret af 34%, der angiver, at de er »tilfredse«. De tilsvarende tal for lægerne i delepraksis er hhv. 49% og 38%, mens kompagniskabslægerne kan notere sig hhv. 42% og 41%.

Over for det står tallene for hhv. regions- og udbuds- og partnerskabsklinikker, hvor tallene er hhv. 20% og 44% for førstnævnte, 17% og 39% for udbudsklinikkerne og 26% og 41% for partnerskabsklinikkerne.

Udbudsklinikker har – som Jørgen Skadborg påpeger – den klart højeste andel af patienter, der erklærer sig »utilfredse« eller »meget utilfredse« med deres læge, nemlig 15%. Partnerskabsklinikkerne følger lige efter med 14% utilfredse patienter, mens regionsklinikkerne ligger på 13%.

Det tilsvarende tal for de traditionelle klinikker ligger på 4-6%.

Ton rent flag: Det er en nødløsning

Netop de to sidste klinikformer skal ifølge Sundhedsstrukturkommissionen være med til at sikre lægedækningen i yderområder, og det må man acceptere i en overgang, siger Jørgen Skadborg:

»Man er jo nødt til at gøre noget, når der ikke er almenmedicinske speciallæger nok, og man ikke kan få vores kolleger til at købe klinikker i det traditionelle ydernummerbaserede system. Men man kan jo direkte aflæse i andelen af utilfredse patienter, at det er en meget mindre værdifuld løsning. Så lad os tone rent flag og erkende, at det er en nødløsning. Det er noget, man gør på trods af, at man godt ved, at det er en dårligere løsning.

Uanset driftsform er det afgørende for patienterne, at der er en fast læge til stede. Forskningsmæssigt ved vi jo, at det giver højere overlevelse, når patienterne har fast læge, mens fravær af en fast læge viser sig i antallet af sygehusindlæggelser, forbrug af vagtlæge og forbrug af uhensigtsmæssig medicin«, siger han.

»Og når det nu også viser sig så tydeligt i patienternes egne bedømmelser, må vi jo sige, at de traditionelle klinikker er at foretrække på alle parametre. Det har vi nu rigtig gode tal for«.

Fast lægelig bemanding

Et andet fokuspunkt i Sundhedsstrukturkommissionens betoning af satsningen på almen praksis er lægens rolle som tovholderen, der har overblik og kan vise vej i sundhedsvæsenet og sikre et sammenhængende patientforløb. Også her er der markante forskelle på klinikformerne:

Mens tre ud af fire af patienter i enkeltmands-, dele- og kompagniskabspraksis – hhv. 77%, 78% og 73% – er »meget tilfredse« eller »tilfredse« med deres læge som tovholder, er tallene for regions- og udbuds- og partnerskabsklinikker hhv. 57%, 51% og 58%.

Samme forskel på de forskellige klinikformer går desuden igen, når det handler om patienternes oplevelse af at kunne tale med deres læge om »alle relevante problemer«. Også her er andelen af utilfredse patienter dobbelt så høj på regions- og udbuds- og partnerskabsklinikkerne.

Men hvad kan de traditionelle klinikformer – ud over den åbenlyse fordel i kontinuiteten, som det giver at have egen læge over et meget længere tidsspand – lære de andre klinikformer på det område? Og hvad skal der til i en ny struktur for at understøtte denne rolle?

Her peger Jørgen Skadborg på, at det netop er afgørende at sikre tilstedeværelse af en fast læge.

»Nogle af de nødløsninger, man har grebet til, har jo båret præg af, at der netop ikke er en fast læge til stede, så hvis man f.eks. er nødsaget til lave flere offentligt drevne klinikker, skal man gøre alt, hvad man kan, for at sikre, at der er så fast lægelig bemanding som muligt.

Og hvis man laver det som licensklinikker, at der er mulighed for, at de læger, der først starter med at arbejde i klinikkerne, har mulighed for at overtage klinikken. Det er den ideelle måde at drive offentlige klinikker på«, siger han.

Kig bagud efter de bedste løsninger

På sigt, siger PLO-formanden, handler det om at sørge for at få normtallet ned, så man med 5.000 praktiserende læger kommer ned på et gennemsnitligt normtal på 1.200. PLO er med på, at patienttallet ikke skal være jævnt fordelt, men tage højde for demografiske forskelle – ikke mindst patienternes alder – så de læger, der har de ældste, mest syge og mest social udsatte patienter, og hvor patienterne har længst til sygehuset, kommer ned i normtal.

Den vigtigste læring af resultaterne i Landsrapporten, som kan bruges i den kommende tids reform af sundhedsvæsenet og ikke mindst primærsektoren, er, mener PLO-formanden, ikke noget, der peger fremad:

»I virkeligheden kan man sige, at resultaterne i tilfredshedsundersøgelsen peger bagud og understreger, at nu skal vi sørge for at styrke de klinikformer, som virker.

Indtil vi har skaffet læger nok, bliver vi nødt til at gøre noget andet, men hvis man virkelig vil styrke primærsektoren, skal man se at få uddannet speciallæger i almen medicin nok til at bemande de traditionelt drevne klinikker på bæredygtige vilkår – og det vil først og fremmest sige færre patienter i de mest belastede områder«, siger Jørgen Skadborg.

Find Landsrapporten på ism.dk

Se hele Landsrapporten her