Fakta og vurdering
Iben Hjejle som lægen Ruth Wolff er i særklasse fremragende! Temaerne er en udforskning af en ultimativt videnskabeligt drevet, korrekt lægekarakter, og stykket tager os igennem vigtige og helt aktuelle spørgsmål om medicinsk etik, køn, race og religion.
Ruth træffer som ansvarlig læge en principiel afgørelse i forhold til en umyndig patients tarv. Hun forhindrer korporligt en katolsk pater i at tiltvinge sig adgang til en 14-årig piges sygeseng for at give hende den sidste olie. Efter pigens død bryder forargelsen ud i lys lue, og mediemøllen maler løs. Ruth falder ned fra piedestalen og korsfæstes på de sociale medier.
Første akt er et intellektuelt, dialogtungt pingpongspil. Den næsten fundamentalistisk korrekte læge står fast på retten til at beskytte en umyndig patient, men udfordres konstant af presse og interesseorganisationer. Hun skal tvinges til at linde på kitlen og blotte sit menneske. Men som Ruth selv siger, er hun »først og fremmest læge, ikke menneske«. Det, det handler om, er at være en dygtig læge og ikke, om man kan lide hende eller ej. Det er sagen og ikke personen, der er sagen.
I anden akt sænkes tempoet, og der kommer fokus på store, eksistentielle spørgsmål. Hvad er forskellen på håb og løgn i såvel medicinsk som religiøs sammenhæng? Når lægeidentiteten krakelerer – hvad bliver da tilbage? Hvor meget kan et menneske, der insisterer på korrekthed, holde til, mens alle andre enten kaster med sten, står i kø ved håndvasken eller plejer hver deres særinteresse? Liv og død, det private og det offentlige menneske, alt er oppe i luften.
De sidste, sitrende minutter, hvor Iben Hjejle har sin exitmonolog – hun er lægen – er noget af det bedste, vi har set på et teater. Stor respekt og en kæmpetak for indlevelse i en lægefigur, som er både megaloman, imponerende, sårbar og dybt tragisk. Højt at flyve, dybt at falde. Vi føler os set og anbefaler stykket på det varmeste.
