En tredjedel af de akutte patienter har uspecifikke diagnoser. Et »ret uventet« fund fra den præhospitale forskningsenhed i Region Nordjylland, der derfor bl.a. sætter ind på at spotte de syge, men oversete i systemet.
Med baggrund i 150.000 ambulancejournaler er Center for Præhospital- og Akutforskning i Region Nordjylland i færd med at afdække, om det præhospitale og akutte beredskab fungerer efter hensigten? Hvilke patienter lander i akutmodtagelsen? Hvordan går det dem, fra de ringer 112 til de er færdigbehandlet?
Og er der patienter, der underbehandles og sendes ud ad svingdøren, selv om de er syge?
Spørgsmål, som data fra Region Nordjylland, kan bidrage til at svare på.
Her har den elektroniske ambulancejournal, amPHI, fungeret helt tilbage fra 2006, mens en opdateret version, den Præhospitale Patientjournal (PPJ), først i løbet af 2015 blev installeret i alle landets ambulancer, akutlægebiler, paramedicinerbiler og lægehelikoptere.
»Efter i flere år indgående at have diskuteret, hvilke læger der skal være til stede i landets 21 akutmodtagelser, er tiden kommet til at se på, hvilke patienter, der skal visiteres hertil.
Med andre ord: Kunne patienten lige så godt – og med mere fornuft – have ventet og kontaktet egen læge næste dag eller være hjulpet bedre af mere hjælp derhjemme? Eller kunne de lige så godt have ringet til vagtlægen? Til at besvare de spørgsmål udgør de nordjyske præhospitale journaler en guldgrube af oplysninger«, siger Erika Frischknecht Christensen.
Forskningsenheden har set på hospitalsdiagnoserne og kan påvise, at den allerhyppigste gruppe – en tredjedel af patienterne – ikke så overraskende er de tilskadekomne fra trafikuheld og lignende. Derimod er de to næststørste diagnosegrupper, der tilsammen udgør en tredjedel, en overset patientgruppe.
Nemlig dem med uspecifikke diagnoser, og som f.eks. har åndenød og brystsmerter uden kendt årsag.
Faktaboks
»Det er velkendt, at uspecifikke symptomer er hyppige. Det kan f.eks. være ældre, der ikke altid får lige så ondt i hjertet som yngre patienter, når de har en blodprop, eller får feber, når de har blodforgiftning.
Men at også uspecifikke diagnoser er hyppige, fylder så meget, og er lige fremtrædende i alle aldersgrupper, er ret uventet
Selvfølgelig skal vi i den præhospitale forskning fortsat undersøge, hvordan vi kan gøre det bedre for patienter med hjertestop og blodprop i hjerte og hjerne samt de hårdt tilskadekomne. Men vores fund viser, at vi fremover skal have fokus også på denne store patientgruppe med uspecifikke symptomer og diagnoser, hvoraf nogle er syge, men oversete i systemet«, siger Erika Frischknecht Cristensen.
Først på en tredjeplads kommer – måske til nogens overraskelse – patienter med hjerte-kar-sygdomme. For denne patientgruppe er der tilsyneladende sket en forbedring i resultaterne. Men billedet er ikke entydigt. For tallene kan afspejle, at flere henvender sig, inden det er alvorligt.
For gruppen af patienter med lungesygdomme, som er den fjerdestørste gruppe, er der ikke sket nogen bedring i overlevelsen. På en femteplads kommer patienter med psykiatriske lidelser.
»De to sidste patientgrupper har ikke så stor bevågenhed. Derfor er det vigtigt, at vi lader ambulancepersonalet spørge ind til patienterne, idet ikke alle deres symptomer kan måles objektivt. Men ved alene at spørge dem, kan vi måske få et bedre hint om, hvem der er mest i fare«, siger Erika Frischknecht Christensen.
Lige nu er der igangsat et ph.d.-projekt om patienter med akut åndenød. Her vil ambulancepersonalet spørge ind til, hvor stort deres vejrtrækningsproblemer er på en skala fra 0-10.
En anden skriver ph.d. om, hvorvidt de akutte patienter med psykiatrisk komorbiditet får den samme behandling som ikkepsykiatriske patienter. Man ved, at disse patienter har en overdødelighed. Men ikke, om det hænger sammen med, de ikke får den samme behandling som andre patienter, når de ankommer.
Af de foreløbige forskningsresultater fremgår det også, at der i perioden 2007-2014 i Region Nordjylland er sket en signifikant stigning i antallet af opkald til 112 på 65 pct. Om stigningen skyldes, at der er kommet flere ældre, komborbide patienter til, om tærskelen for at ringe er blevet lavere, eller om begge dele gør sig gældende, kan der ikke siges noget sikkert om.
Tallene viser også, at der på trods af stigningen i antallet af udrykninger er sket et fald i dødeligheden. Fra at ligge på 2,4 pct. inden for det første døgn i 2007, var den i 2014 halveret til 1,2 pct.
Det er tre år siden Erika Frischknecht Christensen via en donation fra TrygFonden blev ansat som landets første professor i præhospital og akutmedicin med det formål at opbygge en præhospital forskningsenhed fra bunden, og i 2016 blev det tværfaglige og multidisciplinære Center for Præhospital- og Akutforskning i Region Nordjylland indviet.
»Ud over at opbygge Forskningscenteret her i Nordjylland er det mig meget magtpåliggende, at vi i et så lille land arbejder sammen inden for dette lille felt, frem for at vi sidder i hver vores region og nørder med tingene hver især. Lad os da hjælpe hinanden. Vi har også et stærkt skandinavisk samarbejde, og her vil Danmark med vore gode data kunne gøre sig gældende«.
I samarbejde med Region Hovedstaden og Forskningsenheden for Almen Praksis i Region Midtjylland er den nordjyske forskningsenhed ved at undersøge, hvad der er afgørende for, hvilken akutindgang borgerne anvender: Hvornår ringer de til lægevagten? Og hvornår taster de 112?
»Fungerer det efter hensigten? Eller er det i virkeligheden de samme patienter, der henvender sig begge steder? Vi ved endnu ikke, hvad der er afgørende for, om man taster 112 eller ringer til vagtlægen og 1813.
Vi har traditionelt ledt efter nålen i høstakken – haft fokus på livstruende tilstande, typisk hjertestop og blodprop i hjertet og hjernen – og det skal fortsat være vores opgave.
Det ville imidlertid være endnu bedre, hvis vi kunne gøre ’høstakken’ mindre og dermed frigøre ressourcer til dem, der virkelig er syge.
Vi vil derfor spørge dem, der tager imod i lægevagten og 112, om opfattelsen er, at patienterne har henvendt sig det rette sted? Og vi vil spørge patienterne om det samme. Vi bliver nødt til at have nogle kvalitative studier og patienternes eget besyv med.
På 1813 har en sygeplejerske i en periode spurgt patienter, der ringer, hvor bekymrede de er. De mest bekymrede lander på hospitalet, men er de også mere syge? Det har vi brug for at vide«.
Også de etiske problemstillinger optager Erika Frischknecht Christensen.
I et samarbejde med Søren Mikkelsen, leder af akutlægebilen i Odense – og på baggrund af dennes ph.d. – vil den nordjyske forskningsenhed systematisk registrere, hvilke etiske problemstillinger ambulancelægen møder, når den pågældende kommer ud til et hjertestop. Hvor længe skal man fortsætte genoplivningen, eller skal den slet ikke sættes i gang?
Og sammen med Danish Institute of Humanities and Medicine (DIHM) på Aalborg Universitet skal centeret i gang med at analysere 112-samtaler.
»Det er nødvendigt at vide, da det er de samtaler, der sætter det hele i gang. Er der noget dér, vi kan gøre bedre«, siger Erika Frischknecht Christensen.
Sammen med alle landets præhospitale direktioner og RKKP (Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram) har forskningscenteret ansøgt om midler til at udvikle en ensartet landsdækkende måde at definere præhospitale patientforløb på.
»I mange år har vi kun haft elektroniske data om ambulancekørslerne, men ikke om patienterne. Nu – med den samme præhospitale patientjournal i hele landet – er det afgørende vigtigt, at vi arbejder sammen, så vi kan skabe mulighed for forskning på tværs af regioner og på landsplan«.
Og nu får vi et akutmedicinsk speciale?
»Ja, det er supergodt. I akutmodtagelserne er der brug for nogen, der er rigtig dygtige til at stille en diagnose på dem, der fejler mange ting på en gang. Langt de fleste patienter er ikke i en akut livstruende tilstand eller har brug for en specifik behandling. Og alle disse mange patienter har brug for ’detektiver’, der er optaget af at diagnosticere og behandle, og ikke alene at ’skabe patientflow’. Der er brug for læger, som ikke er til låns fra andre afdelinger”.
At det præhospitale beredskab nu også suppleres med yderligere en helikopter i Nordjylland, er ifølge Erika Frischknecht Christensen et ubetinget gode for de patienter, der i dag har lang afstand til akut lægehjælp på stedet og lange afstande til de hospitaler, der kan behandle f.eks. blodprop i hjerne eller hjerte.
Nordjylland havde egentlig blot ansøgt om fortsat finansiering af akutlægebilen i Hjørring, men i forbindelse med dette års finanslov blev der bevilget en helikopter. Det har givet anledning til kritiske røster fra helikopterlæger i andre dele af landet, der mener, at en fjerde helikopter er overflødig.
»Lad mig minde om, at man i Sundhedsstyrelsens akutrapport anbefalede fire helikoptere.
Både logistisk, fagligt og geografisk er der en gevinst herved. Ikke kun for region Nordjylland, men for hele landet. Det er vigtigt, at vi ser ud over vore egne regionsgrænser. Helikopterordningen er en samlet landsdækkende indsats over for de alvorligst akut syge og tilskadekomne.
Så er der det politiske – kunne pengene have været anvendt bedre til forebyggelse? Det blander jeg mig ikke i. Men ud fra en samlet faglig vurdering af den akutte indsats giver det mening.
Udgifterne går jo ikke fra regionernes sundhedsbudgetter«.
