Lægerne var med, da 10.000 tillidsrepræsentanter fra den offentlige sektor for første gang i danmarkshistorien mødtes til stormøde.
Der var trængsel i Messe C i Fredericia, da 10.000 tillidsrepræsentanter fra den offentlige sektor torsdag samledes til danmarkshistoriens hidtil største faglige møde. Og en del af dem var læger. Over en time tog det, før alle havde fundet deres pladser, for deltagerne skulle sidde regionsvis så faggrupperne blev blandet ved de lange borde.
"Det er godt at få lejlighed til at snakke med folk fra andre faggrupper og finde ud af, at selvom vi har meget forskellige vilkår, kæmper vi for den samme sag. Det skaber en større forståelse. Nu gør vi en fælles indsats, og vi skal finde frem til en fælles løsning", sagde Kim Agerholm Brogaard, der er i hoveduddannelsesstilling i almen praksis i Aabenraa og formand for Yngre Lægers Almen Praksis udvalg.
Det er en skamplet på den danske model, at vi har kolleger, der får deres løn reguleret ved lov, sagde Flemming Vinther, formand for CFU og HKKF i sin velkomsttale.
"Dagen i dag skriver sig ind i danmarkshistorien, det store fremmøde her viser, at sammenhold nytter. Vi kræver en aftale og en løsning for alle", understregede han.
På trods af den dystre baggrund for stormødet, var stemningen også munter og let, blandt andet takket være musik og underholdende indslag. Komikeren Torben Chris fik på et tidspunkt de 10.000 tilhørere til at hyle af grin, da han demonstrerede det paradoksale i, at man nu kan købe en løgholder i Netto, så løgringene bliver ensartet snittet. Det siger jo noget om, hvad vi har råd til i vores velfærdssamfund, mente han.
Det er fantastisk at være med til det her historisk store møde med 10.000 tillidsrepræsentanter. Jeg ser det som et udtryk for, hvad der sker i Danmark lige nu. De offentligt ansatte vil ikke være andenrangs. Kim Agerholm Brogaard, i hoveduddannelse i almen praksis i Aabenraa, formand for Yngre Lægers Almen Praksis udvalg.
Ugeskriftet.dk mødte nogle af lægerne på mødet og spurgte til deres holdninger.
Niels Juul, overlæge i anæstesi i Århus sagde f.eks., at "Jeg har ikke strejket, siden jeg var medicinstuderende, og vi ønsker ikke at konflikte, men vi er udtaget til at strejke, så vi bakker vi 100 % op om den beslutning. Det er vigtigt, at såvel læger som overlæger møder op her i dag og markerer, at vores arbejdspladser er belastede. På den måde markerer vi, at konflikten påvirker os alle".
Og Nina Bjarnarson, speciallæge i lungemedicin på Bispebjerg mente, at "Det er en stor og rørende oplevelse at se så mange her i dag. Jeg har en generel bekymring for mit fag og vores arbejdsvilkår. Det faglige niveau er truet - bliver det ved med at være højt nok, hvis vi fortsat bliver presset?"
Flere læger var også optaget af selve modellen på det danske arbejdsmarked.
"Vi ønsker ikke at strejke, men vi er udtaget til det. Det kommer til at gå ud over patienterne, hvis den danske model skrider. Det bliver nok svært at opnå de specifikke krav, men det vigtigste er i mine øjne, at vi bevarer forhandlingsmodellen", sagde Rune Damgård Nielsen, afdelingslæge i neuroanæstesi på Rigshospitalet.
Og Mogens Harrits Jepsen, Overlæge i kirurgi i og fællestillidsrepræsentant for 120 overlæger i Holstebro/Herning var inde på noget af det samme: "Det er et kraftigt signal, vi sender herfra i dag, og først og fremmest handler det om at bevare forhandlingsretten. Lige nu forbereder vi nødberedskabet i tilfælde af konflikt. Det er svært, for vi er i forvejen barberet ind til benet, så vi har ikke noget at give af".
Det historiske vingesus berørte også en del af de tilstedeværende.
"Det er fantastisk at være med til det her historisk store møde med 10.000 tillidsrepræsentanter. Jeg ser det som et udtryk for, hvad der sker i Danmark lige nu. De offentligt ansatte vil ikke være andenrangs", sagde Kim Agerholm Brogaard, i hoveduddannelse i almen praksis i Aabenraa, formand for Yngre Lægers Almen Praksis udvalg.
Og ingen var i tvivl om betydningen af at være til stede. Som Anders Krog Vistisen, Næstformand i Yngre Læger, onkologisk afdeling i Aalborg udtrykte det:
"Det er vigtigt, vi viser vores tilstedeværelse her i dag. Lige nu er vi ved at forberede nødberedskabet, og vi skal nok blive klar til strejkedelen, men jeg tvivler på, vi bliver det til lockouten".
Formændene for de to forhandlingsberettigede foreninger, der organiserer de læger, der i givet fald bliver berørt af såvel strejke som lockout, har ligeledes holdninger til mødet og dets baggrund.
Formand for Overlægeforeningen, Lisbeth Lintz:
"Det er første gang nogensinde, at alle offentligt ansatte står skulder ved skulder som i dag. Det giver os ikke sommerfugle i maven, at vi er på vej i konflikt, det er det samme for os læger som for alle andre. Det er simpelthen nødvendigt, at vi står sammen og er solidariske", sagde hun.
"Vi ville helst have forhandlet vores aftaler på plads selv, men da det ikke har vist sig muligt, er det her vejen frem. Vi skal nok finde en løsning. Det SKAL forhandles på plads, og vi finder en løsning", lovede Lisbeth Lintz.
"Signalværdien i, at vores arbejde ikke anerkendes på linje med de privatansattes, er det værste. Det offentlige og det private er jo hinandens forudsætning. Men det signal arbejdsgiverne sender til os gennem lønnen er, at vores arbejde ikke anerkendes på samme måde".
Og formand for Yngre Læger, Camilla Rathcke:
"Det er fantastisk, at 10.000 danske tillidsrepræsentanter kan samles i Fredericia i dag. Det er historisk, og det fortæller noget om, hvor meget det her betyder for alle os offentligt ansatte.
For os Yngre Læger handler det om at markere, at dette er en sag, der også gælder os, og at vi er en del af et større fællesskab.
De temaer, der aktuelt er konflikt om – ikke mindst løn og spisepause – er vigtige for yngre læger, ligesom de er for alle andre offentligt ansatte. Og vi er ærgerlige over arbejdsgivernes tilgang til forhandlingerne med de offentligt ansatte - vi synes, vi leverer og udviser fleksibilitet hver eneste dag.
Uenigheden om spisepausen lyder måske som et mindre problem, men det er den ikke. For læger er det yderst vigtigt at have betalt spisepause. Vi har altid telefonen på os, og vi bliver stort set altid kaldt. Vi er til rådighed, fra vi møder, til vi går hjem. Det bliver vi simpelthen nødt til, for ellers går alting i stå. Så hvis vi ikke får løn for spisepausen, er det det samme som en lønnedgang eller en forlængelse af arbejdsdagen med en halv time uden tilsvarende mere i løn.
Det er vigtigt, vi er med i det store fællesskab, vi har brug for hinanden. Kun ved at stå sammen kan vi få noget igennem. Og det er solidariteten, der gør os stærke".
