Skip to main content

Strandby fik endelig sin læge – og han fik indfriet sin drøm

Ildsjæle fra Vestervig, Strandby og Asaa er gået all in, når det kommer til at rekruttere praktiserende læger til deres hjembyer. Et par steder har de lokale sågar købt de tomme lægehuse, så briksen holdes varm, indtil en ny læge dukker op. Og en købmand har været på lægejagt i ti år.

Jon Tallinger er den nye praktiserende læge i Strandby. Det er han blevet efter et godt samarbejde med den lokale beboerforeningen og de lokale erhvervsdrivende. Foto: Lars Horn / Baghuset

Dorte R. Jungersen, dorte@jungersenjournalistik.dk

2. feb. 2026
12 min.

Når praktiserende læge, Jon Tallinger, åbner op for nye patienter i Strandby, er det hans wingman i fiskerbyen, Peter Stokbro Larsen fra paraplyforeningen Strandby Fællesvirke, der på Facebook oplyser om, at det er nu, man kan skifte til Strandby-lægen.

»Ja, han er blevet en god ven«, siger Jon Tallinger, som i foråret 2025 købte praksis i den lille fiskerby på den nordjyske østkyst. Han er oprindelig fra Skåne og har i en lang årrække virket som praktiserende læge i Småland, indtil han med sin kone og fire børn i 2020 flyttede til Nordjylland, hvor han bosatte sig i Nørresundby og var ansat i Alles Lægehus i Aalborg.

»Men af forskellige grunde ville jeg have min egen praksis og begyndte derfor at søge på nettet. Der landede jeg på et opslag om at blive læge i Strandby, og Peter stod anført som kontaktperson«, siger Jon Tallinger, der tog imod de første patienter i maj 2025.

To år tidligere var byens eneste praktiserende læge efter 34 år gået på pension, og hans patienter måtte i vid udstrækning forlade sig på det daværende Alles Lægehus i Frederikshavn.

Strandby Fællesvirke, der arrangerer »Sjov på Strandby Havn«, vælger- og borgermøder og har etableret sansehave på byens plejehjem, satte nu alle sejl til for at rekruttere en ny fast læge.

Tidligt i forløbet købte lokale erhvervsdrivende sågar lægehuset for at bibeholde det til den dag, en læge var klar til at leje sig ind i eller købe det hvide lægehus med højt til loftet, skuret tegl og i øvrigt belønnet med en plakette for god arkitektur af Frederikshavn Byfond.

Peter Stokbro Larsen har været primus motor i arbejdet med at rekruttere en fast læge. Ja, det blev nærmest et bijob ved siden af hans egentlige arbejde som sales manager i en familievirksomhed på havnen.

»Vi dækker bredt og arbejder for, at ting lykkes i Strandby, og vi ville ikke lade os nøje med en regionsklinik, men have en læge, som vi kan opnå et længerevarende fortrolighedsforhold til. Det kan kan ikke passe, at den mulighed forsvinder, blot fordi en læge går på pension. Den kontinuitet og det gensidige kendskab læge og patient imellem er nærmest umuligt i en regionsklinik med ofte stor udskiftning blandt lægerne«, siger Peter Stokbro Larsen, der hurtigt måtte sande, at det var op ad bakke.

»Det kan vi ikke byde vores borgere«

Han og de øvrige aktive borgere ringede bl.a. rundt til en lang række praksislæger for at få idéer til, hvordan de kunne nå i mål.

»De læger, vi evt. ville kunne få, kunne dog typisk kun arbejde et par dage om ugen, men det var ikke det, vi havde brug for. Vi holdt møder med både regionen og PLO og fik hjælp af PLO centralt til at indrykke en annonce i håb om at kunne lokke læger, der oprindelig kommer her fra området, hjem igen.

Jeg foretog borgerundersøgelser af, hvor mange af borgerne i byen og oplandet der ønskede at skifte til en læge i Strandby, for at have noget talmateriale, når jeg var i dialog med lægerne. Og jeg researchede mig også frem til, at de Strandby-borgere, der er afhængige af offentlig transport, nok kunne blive transporteret til en lægeklinik i Frederikshavn om formiddagen, men at de først ville være hjemme om eftermiddagen. Og det kan vi ikke byde vores borgere.

I Strandby er havnen omdrejningspunktet for det meste af byens liv. »Ecco-rejen« af Erik Nielsen står på Søndre Havnevej i Strandby. Foto: Lars Horn / Baghuset

Vi gik også humoristisk til værks ved at gribe mikrofonen ved borgermøder og festivaler og spørge, om der var en læge til stede, for at gøre opmærksom på, at vi manglede en læge«, fortæller Peter Stokbro Larsen.

På et tidspunkt lysnede det – for en stund.

I foråret 2024 blev det en stor lokal nyhed, at professor i almen medicin ved Aalborg Universitet og leder af Forskningsenheden for Almen Praksis i Aalborg, Janus Laust Thomsen, der selv er født på egnen, var parat til at virke i lægehuset en dag eller to om ugen, men det forudsatte, at der var en anden læge, der også bed på krogen. Det var der ikke, så den plan gik i fisk.

»I forvejen arbejder jeg en dag i en praksis hver uge netop for at sikre, at vores forskning tager afsæt i klinikken, og derudover ville jeg jo gerne støtte op om modellen med de selvejende små virksomheder, ligesom jeg ville kunne bidrage med uddannelsesmæssige, organisatoriske og administrative kompetencer«, siger Janus Laust Thomsen og tilføjer:

»Det har været dejligt at være vidne til det store lokale engagement i, at der ud over en købmand og skole også er en læge til stede lokalt«.

Men så kom sundhedsreformen, og den blev et vendepunkt, fortæller Peter Stokbro Larsen.

»Med den fik vi nye spillekort og muligheder. Flere gange blev jeg interviewet til medierne, eftersom Strandby og vores søgen efter en praktiserende læge var et eksempel på det overordnede problem, sundhedsreformen gerne skal løse«.

Faldt pladask for Strandby

Og da Region Nordjylland kort tid efter udbød et ydernummer, faldt Jon Tallinger over Strandby-annoncen. Han kørte nordpå for at få en rundvisning af Peter Stokbro Larsen, blev introduceret til området og faldt pladask for lægehuset og lokalsamfundet i det hele taget.

Peter Stokbro Larsen fra lokalforeningen og læge Jon Tallinger har arbejdet tæt sammen om at få den nye praksis op at stå. Foto: Lars Horn / Baghuset

»Jeg blev simpelthen forelsket i hele konceptet og synes, det er utroligt, at det er en læge fra Sverige, der skal snuppe et af de arkitektonisk smukkeste lægehuse i landet. Jeg blev ikke mindst overvældet af den velvilje, de lokale udviste mig – jeg er jo en højstatusudlænding«, lyder det med et glimt i øjet, inden han fortsætter:

»Det sammenhold samt den sjæl og ånd, der er i byen, passede som hånd i handske til det, jeg har søgt, lige siden jeg blev færdig som almenmediciner: at blive en slags skærgårdsdoktor, hvor lægen er en nøgleperson i det lille samfund. Og jeg forstår faktisk ikke modviljen mod at slå sig ned langt fra de større byer – det er som om, det har lavstatus og associeres med noget dårligt. Men for mig er det nærmest paradisisk – jeg har fået indfriet min drøm.

Derudover kan man steder som her købe ikke blot en praksis, men også bolig til under en tredjedel af prisen i de store byer. Du kan få et luksushus til den pris, du skal give for en lille toværelseslejlighed i København. Og sidst, men ikke mindst kommer du ned i gear«, lyder det fra 55-årige Jon Tallinger.

Peter Stokbro Larsen er da også megastolt over at have »kæmpet for en sag, som vi tilmed vandt«.

»Jeg har på lange stæk udgjort en enmandshær, men uden bistand fra gode folk og andre ildsjæle var vi ikke nået i mål«.

En af de ildsjæle, Peter Stokbro Larsen henviser til, er medlem af regionsrådet for Socialdemokratiet, Kirsten Morild Andersen, der bl.a. stod for at formidle kontakt til både regionen og PLO-Nordjylland og tog initiativ til fælles møder.

»Jeg forstår faktisk ikke modviljen mod at slå sig ned langt fra de større byer – det er som om, det har lavstatus og associeres med noget dårligt. Men for mig er det nærmest paradisisk – jeg har fået indfriet min drøm«Jon Tallinger, praktiserende læge i Strandby

Det var netop manglen på praktiserende læger og en personlig oplevelse af at blive mødt af en ventetid på tre måneder, der i 2021 fik hende til at stille op til valget til regionsrådet.

»Strandby er en by i vækst, og her bor mange børnefamilier og tilflyttere, der er tiltrukket af den tætte beliggenhed til både Frederikshavn og Skagen, ligesom der er et blomstrende og aktivt lokalmiljø. Vi er gode til at samarbejde og tænke ud af boksen her i landsdelen, så det burde kunne lykkes at få en læge. Og det gjorde det heldigvis«, siger Kirsten Morild Andersen

Da Jon Tallinger i maj 2025 var klar til at tage imod patienter, inviterede Strandby Fællesvirke til åbent hus i klinikken, hvor de bød på kolde drikke og en opstillet pølsevogn til de mange strandbynitter, der var mødt op for at fejre, at der endelig, efter to års ventetid, nu igen var liv i lægehuset:

»Det var en glædens dag. Vi havde knoklet for at nå hertil, og at se folk komme valfartende gjorde mig meget rørt«, siger Kirsten Morild Andersen.

Tilflyttere købte lægehuset

Cira 190 km sydvest for Strandby ligger Vestervig, hvor den sidste praktiserende læge i byens lægehus stoppede ved udgangen af november 2023. Der var ingen til at tage over efter lægen, der havde virket på matriklen i 45 år, og derfor gik fire borgere, alle tilflyttere, sammen om at købe lægehuset med det formål at sikre et lokalt lægetilbud i Vestervig.

»Vi vil gerne værne om trygheden i at have en fast familielæge. Og så har vi en dybtliggende kærlighed til området, dets befolkning og naturen og vil gerne sikre, at også børnefamilier vil have lyst til at bosatte sig i Vestervig. Og det bidrager tilstedeværelsen af en læge til. Vi er alle også meget aktive i forhold til at holde liv i både købmanden og skolen«, siger Jan Handberg, der ejer kulturhotellet længere nede af Vestergade, hvor det for længst nedlagte Vestervig Sygehus holdt til. Privat bor han med sin kone i to sammenlagte fiskerhuse i Krik ud til Limfjorden.

De fire købere af lægehuset har holdt møder med regionen og PLO og har optrådt i både lokale og landsdækkende medier. Ligesom PLO-formand Jørgen Skadborg var på besøg i klinikken under sin rundtur i Nordvestjylland i 2024.

Foto: Lars Horn / Baghuset

Og efter at Region Nordjylland i august 2024 opsagde kontrakterne med Alles Lægehus i fire byer, heraf Hurup tæt på Vestervig, blev Jan Handberg kontaktet af Statsministeriet med henblik på, at han skulle tale på et borgermøde i Tårs i Nordjylland om, hvorfor de som private borgere kastede sig ind i kampen for at bevare lægehuset.

På et tidspunkt var det lige ved at lykkes, da to yngre almenmedicinere meldte sig på banen, men da de ønskede at have kun 1.000 patienter hver, takkede regionen nej. Et afslag, mange – ikke mindst beboerne i området – stillede sig uforstående over for. Men ifølge regionen var det ønskede patienttal væsentligt under det, som Sundhedsdatastyrelsen var kommet frem til i forhold til patienttyngden.

Efter genoptagne forhandlinger med regionen viste det sig – december 2025 – at de to læger ikke bød ind på det 0-ydernummer, som regionen havde udbudt.

»Det er blot en detalje, at lægerne ikke er kommet endnu. Med de favorable vilkår, der i kraft af de nye puljemidler er forbundet med at slå sig ned som læge i Vestervig, er det blot et spørgsmål om tid, inden det sker«Jan Handberg, borger i Vestervig og medejer af byens lægehus

Men Jan Handberg er fortsat fortrøstningsfuld: »Det er blot en detalje, at lægerne ikke er kommet endnu. Med de favorable vilkår, der i kraft af de nye puljemidler [mere end 2 mio. kr.] er forbundet med at slå sig ned som læge i Vestervig, er det blot et spørgsmål om tid, inden det sker«.

En lægeklinik i Vestervig er et af 20 projekter, der sammenlagt har fået tildelt i alt 20 mio. kr. fra lægedækningspuljen som en del af overenskomsten for 2025 mellem Danske Regioner og PLO.

I Vestervig kan nye læger derfor prøve kræfter med det at drive praksis i forskellige samarbejdskonstellationer og med mulighed for at få tilknyttet en mentor.

Der er knyttet to 0-kapaciteter til klinikken, der evt. kan drives som licensklinik.

Håbet lever i Asaa

I knap ti år har kyst- og feriebyen Asaa i Vendsyssel været uden læge, og byens 1.100 borgere har typisk måttet fragte sig 7 km til Dronninglund, hvor det nærmeste lægehus ligger.

Thomas Nymann Geller, Spar-købmand og formand for Asaa Borgerforening, har igennem alle årene arbejdet på at få en læge til byen.

Han ejer en tidligere bankbygning ved siden af sin købmandsbutik, som han i sin tid købte med henblik på at etablere et sundhedshus. Men det lykkedes aldrig at finde en læge.

»Vi har allieret os med regionen og PLO, der bl.a. har sørget for at lægge opslag ud i diverse lægegrupper for at rekruttere en læge, og jeg har gjort brug af min lægesvogers netværk. Men uden held«, siger Thomas Nymann Geller, der dog øjner lys forude.

»Vi dækker bredt og arbejder for, at ting lykkes i Strandby, og vi ville ikke lade os nøje med en regionsklinik, men have en læge, som vi kan opnå et længerevarende fortrolighedsforhold til. Det kan kan ikke passe, at den mulighed forsvinder, blot fordi en læge går på pension«, siger Peter Stokbro Larsen , Strandby Fællesvirke. Foto: Lars Horn / Baghuset

I november kom der en læge og sygeplejerske til byen fra et af lægehusene i Dronninglund, og de tager imod patienter på udvalgte dage. Det er dog forudsætningen, at man er patient hos dem i forvejen.

»Desværre har de lukket for tilgang og kan ikke tage nye patienter ind. Men det er til gavn for de borgere, der hidtil har skullet fragte sig ind til Dronninglund. Når jeg selv er ved læge dér, har jeg jo ofte kunnet konstatere, at det er Assa-borgere, der sidder i venteværelset. Derudover håber jeg, at aftalen med lægehuset kan udvikle sig til at blive noget større – at de vil kunne rekruttere yderligere en læge«, siger Thomas Nymann Geller og tilføjer:

»Som købmand i midten af lokalsamfundet og som borgerforeningsformand i ca. 20 år er det vigtigt for mig, at der også i vores lokalsamfund skal være tryghed fra vugge til grav. Jeg er selv født og opvokset i byen, så det at få vores lokalsamfund til at sejre er min drivkraft«.

PLO: Ikke nødvendigvis et fravalg af bestemte områder

Formand for PLO Nordjylland, Dinah Høngaard, hilser det velkomment, at lokalsamfundet udviser så stort engagement i at rekruttere læger

»Det er et lokalsamfund, der også kæmper for at bevare deres skole og købmand, og hvor der er befolkningsgrundlag for, at der skal være en læge. Så det er yderst positivt, at de lokale sammen med de erhvervsdrivende i byen flere steder også er behjælpelige med at finde lokaler. Lokalbefolkningen vil have en fast læge. Udbudsklinikkerne har de generelt været forbeholdne over for, ligesom de helst heller ikke vil være patienter i en regionsklinik. Og de steder, hvor regionsklinikkerne er lukket til fordel for traditionelle PLO-praksis, er borgerne jo simpelthen bare så glade«, siger Dina Høngaard og fortsætter:

»Ecco-rejen« af Erik Nielsen står på Søndre Havnevej i Strandby. Foto: Lars Horn / Baghuset

»Selv om vi kan se, og alle tal viser, at det går den rigtige vej, er der fortsat områder, hvor det er svært at rekruttere læger til. Men det skyldes ikke nødvendigvis et fravalg af at slå sig ned i de pågældende områder. Det er snarere et udtryk for, at der er meget at vælge imellem i Nordjylland«.

Tilbage i Strandby er Jon Tallinger mere end tilfreds med sit liv som læge for 2.100 strandbynitter.

Han arbejder ud fra det gamle lægehus’ princip om, at man altid skal kunne få en tid samme dag: »Og det har jeg foreløbig kunnet overholde – at kunne være tilgængelig, når patienterne har brug for det, er vigtigt for mig«.

Han ejer også nabogrunden til lægehuset, og sammen med Strandby Fællesvirke og det lokale frugtlav har han planer om at etablere en frugthave med æble-, pære- og blommetræer, hvor strandbynitterne kan forsyne sig med gratis frugt.

»Jeg kalder det ,projekt et æble om dagen’ – det skal være mit bidrag til fællesskabet«, lyder det fra Jon Tallinger, inden elbilen sætter kurs mod Nørresundby, hvor han fortsat bor med sin kone og fire børn.