Strukturdebatten og tidens mantra

På Lægemødet 2003 blev vi af sundhedsministeren beskyldt for at have meldt os ud af diskussionen om organisatoriske ændringer i sundhedsvæsenet. Det skete på et tidspunkt, hvor vi efter min opfattelse netop havde meldt os ind. Jeg mener ikke, at man kan beskylde os for ikke at have et åbent sind over for debatten, men for det første, mener vi altså ganske alvorligt, at det er en dødssyg idé at dele lægerne op i forskellige sektorer - det burde vel efterhånden være klart. For det andet, er det løbende ganske svært at finde rede på, hvad det egentlig er, vi skal forholde os til. Det svirrer for øjeblikket med planer og idéer, som stritter i alle retninger.

Lad os eksempelvis tage det nye mantra: sundhedscentre. Det er i et vist omfang blevet lanceret som det sukker, der skal få bitterheden over lukningen af små sygehuse til at glide ned og bibeholde indtrykket af, at der fortsat vil være »nærenheder« selv i de tyndest befolkede områder. Men hvad er det lige præcist, der menes med sundhedscentre? Hvor meget skal de kunne? Et det minisygehuse med døgnbemanding, der skal ligge i et fintmasket net over hele landet, er der brug for at søge meget langt rundt i verden for at finde personale. Er det centre, der skal betjenes af de praktiserende læger, skal vi meget hurtigt i gang med at uddanne nogle ekstra hundrede, hvor de så end findes. Fakta er, at på grund af den måde, som begrebet er blevet lanceret på, er det for øjeblikket udsat for en fri og kreativ fortolkning, næsten fra kommune til kommune.

Et udmærket eksempel er Københavns Kommune, der har lanceret idéen om døgnåbne sundhedscentre, der overtager skadestuefunktionen og helsecentre, som står for forebyggelse og har ældre til observation. Sundhedsborgmesteren mener, at de praktiserende læger og sygeplejersker vil kunne overtage mange af de opgaver, som i dag optager personalet på skadestuer og medicinske afdelinger, og at kommunen kan gøre det både bedre og billigere end amterne. I den forbindelse omtales et center i Nordsjælland, hvor et plejehjem er blevet udbygget med akutstue og rehabiliteringscenter. Nu er der at sige om det sidste, at sundhedspersonalet her består af fysio- og ergoterapeuter, så bliver det opfattet som et sundhedscenter, er det ganske langt fra de københavnske tanker.

De hviler til gengæld på den opfattelse, at man løser et problem ved at flytte det. Sygehusene i København har i et stykke tid forsøgt at rationalisere, bl.a. ved som andre steder i landet at lukke døgnbetjente akutberedskaber, som er så ressourcekrævende, netop fordi de skal kunne det hele, hele døgnet rundt. Hvis akutfunktionen skal overtages af døgnbetjente sundhedscentre med det samme personale, spredt over hele hovedstadsområdet, er det svært at se, hvor lægeressourcerne skal komme fra. Hvis der er tanker om, at de praktiserende læger skal assistere, bliver opgaven at finde noget andet, de så ikke længere skal lave. Hvis centrene skal betjenes af andre personalekategorier, er det ikke skadestuefunktioner, de overtager. Et andet sted i Nordsjælland forsøgte man sig med en skadestue uden læger. Det blev ingen succes.

Lægeforeningen medvirker gerne til debatten om den fremtidige struktur - hvad vi nok mener, vi gør i meget stort omfang - og vi gør det også gerne uden, at vi pr. automatik vil skyde vilde idéer ned. Men vi har svært ved at forholde os til tanker, der er dårligt strukturerede og gennemtænkte. Det, vi til gengæld kan konstatere, er, at mange af disse tanker udspringer af grundidéen om, at den kommunale sektor skal overtage større eller mindre dele af sundhedsopgaverne og lægekorpset. Indtil videre har vi fået bekræftet sundheden i vores egen grundholdning til den idé: behold ét sammenhængende sundhedsvæsen.