Strukturreform med én kvalitetsmodel

Kommunerne får nu et selvstændigt evalueringsinstitut. Placeret i Århus. Det skal øge transparensen i den kommunale sektor, så borgerne får mulighed for at se og sammenligne kvaliteten af den service, de får for deres skattekroner. Helt på linje med de bestræbelser, der foregår inden for sundhedsområdet. Det fremgår af aftalen om en strukturreform, at instituttet skal arbejde tæt sammen med andre relevante videns- og forskningsinstitutioner.

Det må vi forstå på den måde, at instituttet skal arbejde med kommunale opgaver i øvrigt - altså ikke sundhedsopgaverne. De standarder, der vedrører kommunale sundhedsopgaver, skal have et sundhedsfagligt grundlag og høre under den danske kvalitetsmodel.

Det ville i den forbindelse være en stor styrke, hvis organisationen omkring den danske kvalitetsmodel blev sikret en lige så stor grad af selvstændighed og handlefrihed som det kommunale evalueringsinstitut. De opgaver, som kommunerne fremover skal varetage, når det drejer sig om sundhed, skal akkrediteres efter de standarder, der etableres via den danske model, ligesom resten af sundhedssektoren. Det kræver en ganske betydelig beslutningskraft, hvis det skal lykkes.

De seneste uger har vi på denne plads forsøgt at beskrive nogle af faldgruberne på sundhedsområdet i den igangværende proces med strukturreformen. Det gælder især de fortsatte uklarheder omkring snitfladen mellem regionerne og kommunerne, og det gælder rationalet i de beslutninger, som for øjeblikket bliver taget i amterne uden hensyn til, at der om et par år er trukket helt andre grænser på danmarkskortet. Det gælder også på akkrediteringsområdet.

KISS står for Kvalitet i Sønderjyllands Sundhedsvæsen. For første gang er en kommune, et amt og en halv snes praktiserende læger gået sammen om akkreditering i et fælles kvalitetsprojekt, og for første gang er en kommune og en praktiserende læge faktisk blevet akkrediteret. Det har været tre års hårdt arbejde, der er resulteret i et stykke prisværdigt pionerarbejde. Mindre prisværdigt er det dog, at de involverede tilsyneladende på forhånd har besluttet ikke at blive en del af den danske kvalitetsmodel, men forblive hos det engelske Health Quality Service, HQS.

Sønderjylland vil fra 2007 være en del af Region Syddanmark, der også omfatter to andre amter og halvdelen af Vejle Amt. Hvis udtalelserne om, at Sønderjylland ikke tilslutter sig den danske model, står til troende, indebærer det så, at den næststørste af de nye regioner vil have to forskellige akkrediteringssystemer? Eller betyder det, at resten af sundhedsvæsenet i Syddanmark også skal ind hos HQS, således at en fjerdedel af det danske område står uden for den danske model?

Helt analog er situationen i hovedstadsområdet, hvor H:S som den anden store enhed er blevet akkrediteret, men efter amerikanske standarder i Joint Commission. Om et par år er H:S lovformeligt gift med Københavns og Frederiksborg Amter i Region Hovedstaden. Betyder det, at den danske model ikke skal gælde for et område med 1,6 mio. indbyggere og tæt på halvdelen af landet læger, eller skal landets folkerigeste region have flere standarder?

Desværre bekræfter det dilemmaet i tomrummet mellem amternes nedlæggelse og regionernes etablering: på den ene side er det ikke acceptabelt, at alle beslutninger sættes på hold, på den anden side er der for mange beslutninger, der bærer præg af ikke at være tænkt ind i den nye virkelighed. Det truer på sigt det potentiale for en forbedring af sundhedsvæsenet, som er i den nye regionsstruktur.

Den skal give ét sammenhængende sundhedsvæsen, ikke fem selvstændige væsener.