Studenter og barberer i krig

I 1838 blev det besluttet at sammenlægge den medicinske og den kirurgiske uddannelse, efter at der i århundreder havde været en faglig og social afgrund mellem de håndværksuddannede kirurger og de akademiske medicinere. Selve sammenlægningen skete i 1842 ved oprettelsen af Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Sammenlægningen af de to uddannelser var resultat af mange års overvejelser, debatter, forhandlinger, rivaliseren og trækken i langdrag. På overfladen så det fredeligt ud. Men undervejs kom det også til et opgør mellem kirurg- og medicinstuderende, der kunne udarte til blodige slagsmål.

Fjendtlige grupper

Kirurgernes uddannelse havde i 1787 fået et løft ved indretningen af et kongeligt, kirurgisk akademi. Det havde intet at gøre med det medicinske fakultet ved Københavns Universitet, men havde sine egne professorer. Til forskel fra universitetet foregik en stor del af undervisningen på tysk, da flere af professorerne var tysktalende og kom fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som dengang var knyttet til den danske krone.

I begyndelsen af 1800-tallet var det blevet normen, at universitetets medicinstuderende ved siden af forelæsningerne på Frue Plads også fulgte undervisningen på Kirurgisk Akademi i Bredgade – det nuværende Medicinsk Museion – og afsluttede uddannelsen med at tage kandidatgraden i såvel kirurgi som medicin.

At blande universitetets studenter med barbersvende, som socialt rangerede lavere og tilmed var tysktalende, gav anledning til gnidninger og gensidigt fjendskab mellem de to grupper. Bedre blev det ikke af, at de danske studerende følte det krænkende at skulle undervises på tysk.

Lægen J.H. Lorck (hvis tid som distriktslæge på Fanø blev beskrevet i UfL nr. 24, 2021), fulgte undervisningen på Kirurgisk Akademi i slutningen af 1820’erne og har efterladt en beretning om modsætningerne, som endte i voldsomme slagsmål.

Herrer i åndernes rige

De danske studenter var præget af 1820’ernes frembrydende nationalromantik, og de så desuden med stigende irritation på, at størstedelen af adelen og de højere embedsmænd var tyske og nærmest så ned på alt dansk.

Dertil kom, at medicinerne måtte slås med kirurgerne om alt for få stillinger: Da Akademiet i 1785 fik akademisk status, var det blevet ligestillet med det medicinske fakultet, og eksamen fra Kirurgisk Akademi gav ret til at praktisere både kirurgi og medicin. Forståeligt nok vakte det anstød hos de medicinstuderende. Som Lorck skriver, var det »i højeste grad« urimeligt, at »enhver forløben tysk Barbersvend havde de samme rettigheder (som akademikerne, red.), naar han blot kunde være saa heldig at slippe igjennem den kirurgiske Examen«.

Stemningen mellem de to grupper var ond, og foragten så tyk, at man kunne skære i den. Lorck fortæller, at studenterne fra universitetet »følte sig ilde berørte ved hver Dag at skulde færdes imellem disse for største Delen raa og udannede Personer«.

Det var ikke længe siden, at universitetets studenter selv befandt sig nederst på den sociale rangstige, hvor de nu mente, at barbersvendene hørte til. Men nu havde de efter udenlandsk forbillede organiseret sig med Studenterforening, deltog i samfundsdebatten, nød almindelig anseelse og sang lystigt med på Christian Winthers »studentervise«. med omkvædet: »Herrer vi ere i Aandernes Rige«.

Antitysk chikane

På Kirurgisk Akademi udsatte studenterne deres tyske medstuderende for grov chikane med »Stiklerier og Spydigheder under Forelæsningerne«. Barbersvendene måtte i mange tilfælde finansiere deres uddannelse ved at barbere, og det brugte studenterne til deres mobning: De gjorde nar ad barbererne ved »parodisk at fremstille forskjellige Scener af Barberernes Virksomhed« som at piske barberskum, sæbe kundens ansigt ind, tage ved næsen og stryge en imaginær ragekniv frem og tilbage.

De »ustuderede« besvarede de »fine« studerendes ydmygende behandling med skub og slag, og det hele endte i et blodigt slagsmål, der foregik på trapperne og gangene uden for auditoriet. Under en af bataljerne fik studenterne hjælp af akademiets konservator, Ibsen, som var en kraftig mand med træben. Ibsen – fortæller Lorck – greb ved en lejlighed fat i en stor og stærk barbersvend og smed ham ud over trappegelænderet, ned i forhallen.

Det første slag endte dog med nederlag til de medicinstuderende, så den følgende dags aften havde de hentet forstærkninger fra andre studenter, der var kendt for at kunne bruge næverne, for eksempel »Mathematikeren Svenningsen, Brødrene Reith og nogle af Islænderne på Regentsen, der i Reglen var Fredelige Folk, men derimod ikke behagelige at have at bestille med, naar de gik Bersærkergang. Barbererne fik da ogsaa deres reglementerede Prygl«.

Stop for tyske forelæsninger

På dette tidspunkt rasede allerede en avisdebat om lægeuddannelsens problemer. Overlæge på Almindelig Hospital J.C. Wendt havde i avisartikler gjort opmærksom på, at Kirurgisk Akademi nu optog så mange med studentereksamen, at der ikke var behov for at lade de ustuderede barberer få adgang til kirurguddannelsen. Flere yngre læger blandede sig i debatten med beskrivelser af de beklagelige forhold ved Akademiet.

Både blandt lægerne og blandt de medicinstuderende lød kravet om en uddannelsesreform stadig højere, og i 1830 underskrev de studerende en skrivelse direkte til kongen med opfordring til at sammenlægge Akademiet og det medicinske fakultet »og om Ophævelse af de Ustuderedes Ret til at tage kirurgisk Examen«. Henvendelsen kom selvfølgelig retur fra den enevældige Frederik den Sjettes kancelli, og som bekendt gik der endnu en årrække, for de to uddannelser endelig blev samlet under Københavns Universitet.

Formelt blev der ikke lavet noget om på Akademiet, og de »rå og udannede« barbersvende blev ikke formelt afskåret. I realiteten fik de voldelige optøjer fik dog som resultat, at der blev sat en stopper for tyske studerendes adgang til forelæsningerne, og den hidtidige bestemmelse om, at der skulle holdes tyske forelæsninger, blev ophævet.

Et forspil til krigen?

Blandt de kirurgstuderende barberer var dog også danskere. Blandt dem var Andreas Georg Drachmann (1810-1890), der kom fra en ludfattig familie. Han boede med sin mor, der som enlig også forsørgede sine tre børn ved at arbejde som stuekone på Frederiks Hospital. Den 19-årige Drachmann, der selv måtte arbejde i en barberstue for at tjene til studiet, har næppe sympatiseret med studenternes konsekvente chikanerier og ydmygelser af »de ustuderede«.

Også Drachmann nævner i sine erindringer slagsmålet på Kirurgisk Akademi og mener, at det sammen med de danskes ondskabsfulde behandling af deres tyske medstuderende var med til at fremme det had, »der allerede i 1834 var i frodig Væxt ved Kiels Universitet, og fra dette og de andre nord-tyske Universiteter bredte sig videre og videre«. Hadet kulminerede som bekendt i hertugdømmerne Slesvig-Holstens løsrivelsesforsøg, der førte til borgerkrigen 1848-50, som i første omgang endte med dansk sejr over oprørerne.

Ved returkampen i 1864 gik det som bekendt anderledes: Danmark tabte ikke alene Slesvig-Holsten, men mistede tilmed Sønderjylland op til Kongeåen.

Man kan ikke nødvendigvis konkludere, at de medicinstuderendes antityske og snobbede udskejelser på Kirurgisk Akademi omkring 1830 udløste de begivenheder, der endte med at gøre Danmark til en europæisk småstat. Men de var bestemt heller ikke med til at gavne forholdet til den store, sydlige nabo.