Studerende blokerer Panum
Flere hundrede medicinstuderende ved Københavns universitet blokerer her til morgen, onsdag, indgangene til Panum Instituttet og Teilum-bygningen i København.
Flere hundrede medicinstuderende ved Københavns universitet blokerer her til morgen, onsdag, indgangene til Panum Instituttet og Teilum-bygningen i København.
Demonstrationen sker i protest mod den ”fremdriftsreform”, der skal belønne universiteterne for at skære gennemsnitligt 7,6 måneder af den tid, de studerende bruger på at gennemføre.
Klokken 11 vil de medicinstuderende i samlet flok gå til Frue Plads, hvor Studenterrådet har sammenkaldt til demonstration for alle de studerende ved KU.
”Fremdriftsreformen er ikke kun en sag for de studerende”, siger medicinstuderende og medlem af studenterrådet Elif Bayram.
”Fremdriftsreformen er en sag for samfundet. Og netop derfor har vi Studenterrådet, Medicinerrådet, FADL og nu også Lægeforeningen og Yngre Læger i ryggen. Vi skal rulle fremdriftsreformen tilbage, og vi skal gøre det med alle midler og med al den opbakning, vi kan få”, siger hun.
Onsdag kom rektoratet på KU de studerende i møde, da rektor Ralf Hemmingsen indbød de studerende til forhandlinger om fremdriftsreformen. ”Vi er indstillet på ikke at vedtage nye regler på Københavns Universitet omkring studieaktivitet og orlov i første omgang”, sagde han i en pressemeddelelse. ”Men vi holder skarpt øje med studietiden og vedtager nye initiativer, hvis Københavns Universitet ikke er på ret kurs i 2015”.
De påtænkte ændringer vil altså ikke som først planlagt ramme de studerende allerede fra efterårssemestret 2014, og rektoratet vil gerne drøfte en gradvis indfasning af reformen med de studerende.
”Hvis de studerende selv gør en ekstra indsats og flere studerer på fuld tid, så universitetets studietider begynder at falde, kan det vise sig unødvendigt at indføre flere tiltag”.
Elif Bayram anerkender imødekommelsen, som hun og Studenterrådet dog finder utilstrækkelig, da den ikke løser de grundlæggende problemer, som reformen vil skabe for de studerende.
Den såkaldte fremdriftsreform er et element i forårets SU-reform, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Den del, der handler om ”studiefremdrift”, betyder blandt andet, at de studerende skal optjene 30 ECTS-points i hvert semester. Studerende, der kommer mere end et halvt år bagud i forhold til studieplanen, mister retten til SU og kan ’udskrives’ – smides ud – fra studiet.
Allerede fra efteråret 2014 skal universiteterne indføre en model, der skal få de studerende til at færdiggøre deres studier gennemsnitligt 7,6 måneder tidligere end i dag. I modsat fald vil de gå glip af en betragtelig ’færdiggørelsesbonus’. For Københavns Universitet kan det i værste fald koste op til 345 millioner kroner årligt i tabt bonus, hvis de ikke når målet.
Københavns Universitet har landets længste gennemførelsestid og har derfor allerede spillet ud med en række initiativer. Blandt andet skal de studerende for fremtiden kun have mulighed for at tage et halvt års umotiveret orlov på studiets bachelordel, og slet ingen orlov på kandidatdelen. I dag er det muligt for studerende at holde et års orlov både på deres bacheloruddannelse og på kandidatdelen.
Landsformanden for de medicinstuderendes fagforening FADL pegede ved et møde for de studerende på Panum i mandags på, at den foreslåede stramning af orlovsbestemmelserne blandt andet vil komme i vejen for de studerendes mulighed for at forske, det vil blive umuligt at rejse ud i forbindelse med humanitært arbejde eller at tage lægevikariater og FADL-vagter.
Prodekan for uddannelse på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Hans Henrik Saxild, har udtrykt forståelse for de studerendes frustrationer og antydet, at der arbejdes for at videreføre muligheden for et forskningsår ”i en eller anden form”.