Skip to main content

På Ortopædkirurgisk Klinik på Holstebro Sygehus er det ikke noget særsyn, at fysioterapeuten skifter bækkener eller serverer mad for patienterne. Det er heller ikke underligt, at sygeplejersken træner patienten under forflytningen eller brusebadet. Eller at lægen og ergoterapeuten sammen planlægger udskrivelsen af den hofteopererede patient. Faktisk er det konceptet på det nyåbnede studieafsnit, at de fire faggrupper skal samarbejde på tværs og hver især bidrage med de stærke sider fra deres fag. Her er det opgaven og ikke de ansattes fag, der sætter dagsordenen.

- Det er godt, og det er forbavsende så hurtigt, vi kan lære af hinanden. Vi supplerer hinanden hammergodt. Vores mål er det samme, men vi har forskellige indgangsvinkler til patienterne, så vi kan virkelig hente en stor viden og få mange fif fra de andre. Der er meget mere udfordring i at være her, end i de almindelige praktikforløb, siger sygeplejestuderende Lykke Rernböck.

Ergoterapeutstuderende Kirsten Mikkelsen mener, at studieafsnittet giver hende flere faglige og personlige kompetencer, end hun ellers ville have fået.

- For mig er det en enestående chance for at se patienten i et helt forløb. Det giver et helt anderledes indtryk af, hvad de andre faggrupper arbejder med, og hvad jeg kan bidrage med for at give patienten et godt forløb. Jeg kan mærke, at det tværfaglige udvikler min egen faglighed, og jeg tror, at det vil gøre mig til en bedre ergoterapeut, siger Kirsten Mikkelsen.

Faggrupper skal blødes op

Ortopædkirurgisk Klinik på Holstebro Sygehus er Danmarks første tværfaglige studieafsnit. Her får studerende fra fire forskellige uddannelser tværfagligheden og ansvaret for det gode patientforløb helt ind under huden. Væk er de fastlåste roller om, hvem der gør hvad.

- Overordnet er vores mission, at vi gerne vil have gode patientforløb, der er effektive, smidige og af høj kvalitet, uanset hvor i Ringkjøbing Amts sygehusvæsen patienterne er indlagt. Det betyder, at de forskellige faggrupper skal bløde op på de meget cementerede roller, de hver især har, og blive bedre til at arbejde tværfagligt. I det ligger der ikke, at de skal gøre det samme arbejde, men at de skal skærpe deres egen faglighed i det behov, patienterne har i hele forløbet under og efter indlæggelse, siger Anna Marie Fink, der er kvalitetskonsulent i Ringkjøbing Amts sygehusvæsen og med i styregruppen bag det nye studieafsnit.

- Det er enormt vanskeligt at rokke ved færdigdannede holdninger, så skal man pille ved dem, skal det være i stu-dietiden. Der findes ikke et patientforløb, der ikke fordrer samarbejde på tværs af fag, så hvis vi bliver bedre til det, kan vi også skabe bedre forløb for patienterne, siger Anna Marie Fink.

Arbejder med et helt forløb

Studieafsnittet har været undervejs i to år i et samarbejde mellem Ringkjøbing Amt, sundhedsuddannelserne i cvu-vita i Holstebro og Det Sundhedsvidenska-belige Fakultet på Aarhus Universitet. Den 1. september blev det åbnet for seks sygeplejestuderende på 6. semester, to fysioterapistuderende og to ergoterapistuderede fra uddannelsens sidste del. To medicinstuderende fra 8. semester kommer af praktiske årsager først fra februar. Praktikperioden er på 14 dage, hvorefter der kommer nye studerende.

- På 14 dage kan man nå at få både indlæggelse og udskrivning med. Det vil sige, at de studerende både kan se, hvad patienten kommer fra og skal tilbage til, og kan arbejde med hele det forløb, der ligger imellem, siger Flemming Jacobsen, der er projektleder i studieafsnittet.

- Når de arbejder tværfagligt, skal de kunne få øje på det, de andre arbejder med. De skal kunne se, at de fire professioner tilsammen bidrager til et godt patientforløb. Den forståelse batter langt mere, når man arbejder med det i virkeligheden frem for at sidde og tale om det, siger Flemming Jacobsen.

Ingen ånder dem i nakken

Ortopædkirurgisk klinik består af 21 sengepladser, hvoraf otte indgår som studieafsnit. De studerende danner to team, som hver har ansvaret for fire patienter. Afsnittet er ud over de studerende bemandet med en fast sygeplejerske, en klinisk vejleder for de sygepleje-studerende, en halv vejlederstilling for de fysioterapistuderende og en halv vejlederstilling for de ergoterapistuderende.

Desuden medvirker klinikkens kliniske lektor i vejledningen af de medicinstuderende. De studerende er ikke i afsnittet om natten, i weekender og i sommerperioden. Her bliver vagterne overtaget af personalet fra den almindelige del af klinikken.

- Der er uddannet personale omkring de studerende hele tiden for at sikre, at kvaliteten i behandlingen ikke falder. Det er de studerende, der har ansvaret for patienterne, og der er ingen, der står og ånder dem i nakken, når de arbejder med patienterne, men vi har så meget snor i dem, at det er trygt for patienterne at være her, siger Flemming Jacobsen.

For at kunne rumme de mange studerende er afdelingen blevet bygget om, så der er blevet plads til en studieafdeling med et stort undervisningslokale, et bibliotek, et lille færdighedslaboratorium og et tekøkken. I undervisningslokalet er der en skærm, hvorfra de studerende kan følge en direkte transmission af kirurgernes arbejde på operationsgangen.

Bedre læger

Overlæge Torben Bæk Hansen er administrativ leder af Ortopædkirurgisk Klinik og klinisk vejleder for de medicinstuderende på studieafsnittet. Han håber, at det nye tværfaglige praktikforløb vil være med til at gøre medicinstudiet til en mere hel uddannelse.

- Lægen ser kun patienten i øjebliksbilleder under en indlæggelse. Hvad der sker imellem operation og stuegang, kan være svært at gennemskue, og derfor kan det også være svært for lægen at se, hvor der er huller i patientforløbet. De 14 dage på studieafsnittet skal være den periode, hvor de studerende ser et helt patientforløb og får den kontakt til patienten, som man som læge ellers ikke har mulighed for at få. Man får ro og tid, kan give noget af sig selv og kan være en person over for patienten, siger Torben Bæk Hansen.

Han indrømmer, at han var skeptisk over for tankerne med det tværfaglige studieafsnit, da han blev præsenteret for ideen.

- Men tværfaglighed handler jo ikke om, at vi skal bytte kompetence. Det handler om, at vi kan udveksle kompetencer på de områder, hvor vi i forvejen overlapper hinanden. I det fælles kompetencefelt skal vi have et dynamisk samarbejde. Det kan vi kun få, når vi kender hinandens styrker og svagheder, og det kan man godt få en vis fornemmelse for på 14 dage, siger Torben Bæk Hansen.

Han understreger, at grundtanken med studieafsnittet er at skabe bedre patientforløb.

- Når vi prøver at se over hinandens faggrænser og opleve, hvor hinandens kompetencer ligger, og hvor hullerne er, så arbejder vi i retning af at skabe bedre patientforløb. Samtidig tror jeg også, at det er bedre læger, der kommer ud af det, siger Torben Bæk Hansen.

Undervisningen og vejledningen af de medicinstuderende foretages af alle de læger, der er tilknyttet klinikken.

- Vi ser det som en opgave for hele klinikken, for ellers kan det af praktiske grunde ikke hænge sammen at have så mange studerende. Så alle - fra yngste turnuskandidat til ældste overlæge - er med, siger Torben Bæk Hansen.

Tilfører afdelingen nyt

Selv om det juridisk er klinikkens vejledere, der har ansvaret for patienterne, er der lagt op til, at det er de studerende, der har det daglige ansvar.

- De studerende får fingrene i alt. De skal tage beslutningerne sammen, og vi vil nøjes med at lytte og vejlede dem. Det vil give en større ansvarsfølelse, forståelse og respekt for hinandens arbejde, siger Britta Pape, der er klinisk vejleder for de sygeplejestuderende.

Også for de ansatte på den del af klinikken, der ligger uden for studieafsnittet, smitter den ektra opmærksomhed på det tværfaglige samarbejde af.

- Medarbejderne har været positive over, at studieafsnittet skulle placeres hos os. De tilfører klinikken noget nyt, og vi får ny inspiration af dem. De stiller spørgsmålstegn ved vores rutiner, og det er med til at udfordre vores faglighed. Det er faktisk et stort arbejde at sige sig fri fra rutiner og i stedet se nye muligheder, siger afdelingssygeplejerske, Alice Meyer.