Skip to main content

Studerende underviser studerende

JournalistKurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

30. okt. 2009
5 min.

»Du står foran Aarhus Teater, og en ældre mand falder om. Hvad gør du?«

Der bliver stille i lokalet. Alle venter koncentreret. Instruktøren, Lise Wulff, sidder på knæ foran den livløse, ældre mand, og foran hende står en gruppe lægestuderende i en halvcirkel.

Spillet begynder. Lise sender bud efter hjælp og giver hjertemassage, indtil der er fremskaffet en AED (automatisk ekstern defibrillator). Så anbringes elektroderne på mandens nøgne hud. »Hold afstand, hold afstand«, råber Lise og holder en hånd bydende op mod de studerende. Så stødes der.

»Det er vigtigt at råbe ,hold afstand`, også selv om der ikke er nogen. Der kan jo pludselig komme én løbende og blande sig«, siger Lise.

Den ældre mand genoplives et par gange. Han er en dukke på gulvet i et undervisningslokale. Så er der spørgsmål og svar, før de lægestuderende fordeler sig på fem mindre rum med seks studerende og to instruktører i hver.

Unikt koncept

Det er en ganske almindelig efterårsaften på Færdighedslaboratoriet ved hospitalet i Skejby. Og dog: Helt almindelig er dagen ikke, for der skrives historie på dette kursus for lægestuderende ved Aarhus Universitet. Det er nemlig studerende, der underviser studerende i hjerte-lunge-redning og genoplivning, og som bedømmer ved efterfølgende eksamen. Og det er ret unikt:

»Ja, vi er først i Danmark, og herudover foregår det kun i Birmingham, som vi har haft udveksling af studenterundervisere med, fortæller en af de to lægelige initiativtagere, Bo Løfgren, Århus Universitetshospital.

»Fordelene ved at bruge studenterundervisere er blandt andet, at det nemmere skaber et trygt miljø, hvor man helt naturligt stiller spørgsmål, fordi instruktørerne er jævnaldrende og rent fagligt på nogenlunde samme niveau som kursisterne. Instruktørerne er uddannet på særlige instruktørkurser og trænes også i at gennemføre eksamen«.

Lægestuderende Christina Børlum er aftenens kursusleder sammen med Bo Løfgren. Ud af de cirka 40 kursister og instruktører er han den eneste uddannede læge i huset.

Afslappet stemning

Inde i Lilla Rum er Kirstine Iversen ved endnu en gang at gennemgå genoplivning med AED. Det foregår på den måde, at hun spørger sine medstuderende, hvad hun skal foretage sig. Det giver en god dialog, hvor de stille og roligt kommer gennem processen.

»Og I skal nok få lov at prøve alle sammen«, siger Kirstine.

I Gult Rum er en af kursisterne, Simon Ladefoged Rasmussen, i gang med at give hjertemassage, indtil AED'en analyserer hjerterytmen, så der kan stødes.

»Hold afstand«, råber Simon frem mod de fem medstuderende, der sidder på stole lige foran. Så stikker en påtrængende tilskuer pludselig hovedet frem. »Er der noget, jeg kan hjælpe med?«, siger hun. Det er instruktør Dorthe Larsen, der spiller rollen, men Simon lader sig ikke ryste; han vifter hende meget bestemt væk: »Nej, bare hold afstand«, råber han.

Pause og sandwich. Leela Sengupta, Annika Andersen, Lisbeth Hven, Anne Kirstine Hansen og Cecilie Madsen sidder omkring et bord og slapper af. Hvordan har de det med at blive undervist af medstuderende? Svarene kommer omgående som en række spontane udsagn:

»Det giver en afslappet stemning«. »Det er ikke så autoritært«. »De kan sætte sig i vores sted«. »De kan huske, hvad der var vigtigt for dem, da de selv fik kurset«. »De er velforberedte og engagerede«. »Vi er tættere på hinanden«. »Det er motiverende at have studerende som undervisere«.

De fem studerende smiler og kan faktisk ikke rigtig finde noget dårligt at sige om ordningen.

Men nu skal de i gang igen. Der skal demonstreres og øves stabilt sideleje. Snart skal kursisterne på klinisk ophold som led i deres uddannelse, så det er vigtig viden, de får i aften. Fra studerende til studerende.

Nye studenterundervisere på vej

Kursets officielle navn er »Europæisk Råd for Genoplivning's HLR/AED-kursus«. Læge Erik Lerkevang Grove har sammen med læge Bo Løfgren været primus motor i projektet med studenterstyret undervisning, der nu er en obligatorisk del af lægeuddannelsen ved Aarhus Universitet. Han kan se store perspektiver i konceptet:

»Men det kan ikke blot overføres kritikløst. Implementeringen skal forberedes godt og følges tæt med løbende evaluering, og her er det ikke nok, at de studerende selv synes, det er godt. Man skal være 100 procent sikker på, at det faglige udbytte er i top. Når det er sagt, kan brugen af studenterundervisere være en god idé på områder, hvor der skal bruges relativt mange instruktører som her ved færdighedstræning. Men der er ikke tale om nogen discountløsning. Underviserne får honorarer, og man skal ikke blot vælge løsningen af økonomiske grunde. Der er rent faktisk et solidt pædagogisk rationale for studenterstyret undervisning«.

Katrine Bjørnshave, Morten Würtz og Lise Skov Krogh er tre nye undervisere, der alle føler sig godt rustet efter instruktørkurset. Når de meldte sig, var der flere gode grunde: De oplevede en god atmosfære på kurset, da de selv tog det, de vil udfordre sig selv, og de vil gerne være med til at give vigtig viden videre. Også det sociale spiller en vigtig rolle: det er en god måde at lære nye mennesker at kende på, og der er et godt samvær omkring opgaven. Den samme holdning har Christina Børlum, der som veteran i projektet nu også underviser nye instruktører. Hun har været på udveksling i Birmingham, og for hende har det været meget inspirerende at være med til at løbe projektet i gang.

Ud over læge Erik Lerkevang Grove og læge Bo Løfgren, begge Aarhus Universitetshospital, styres undervisningen af en gruppe lægestuderende bestående af Christina Børlum, Ronni Mikkelsen, Niels Secher, Anne Wolff og Kasper Adelborg. Professor Jens Christian Djurhuus og professor Berit Eika har støttet initiativet.