Studietur om transkulturel psykiatri til Tyrkiet

Som første punkt på programmet besøgte vi en religiøs healer (hoca) i en mindre by i bjergene tæt på Ankara. Hans og familiens hus var skænket dem af en velhavende mand, som oplevede sig helbredt efter besøg hos healeren.

Evnerne til at blive hoca ligger i familien, men ikke alle familiemedlemmer evner eller ønsker at bruge evnerne. Healeren som vi besøgte var 24-25 år gammel, da han begyndte at praktisere.

Healeren udtrykte et nuanceret syn på sygdommes årsagsforhold og behandling. Ifølge Koranen bør syge søge læge, og hvis det ikke hjælper, da søge hoca. Healeren ved, at der er mange sygdomme, som han ikke er i stand til at behandle.

Eksempelvis har familien et nyresygt og som følge deraf vækstretarderet barnebarn. Barnebarnet modtager udelukkende behandling i det etablerede sundhedsvæsen, og healeren holder sig helt til, hvad de behandlende læger anviser.

Hoca’ens mest anvendte metode er at læse vers fra Koranen for sine patienter.

I nogle tilfælde skriver han sedler med Koranvers, som patienten kan læse derhjemme. Eventuelt skal versene kommes i vand, som efterfølgende drikkes. En anden mulighed er, at versene skal bæres som amulet. Hoca’ens besked til sine patienter er: Tro ikke på mig – tro på Allah.

Hvis en patient er ramt af onde øjne (nasar) læses vers fra »overleveringerne« og ikke fra Koranen

Alle mennesker er potentielt i risiko for at blive ramt af nasar – tænker man positivt om andre, mindsker man dog sin risiko.

Dårlig opførsel i forhold til familiemedlemmer medfører »en uspecifik dårligdom«, som healeren ikke kan gøre noget ved. Det eneste, der hjælper, er at ændre sin opførsel(!)

Omkring fætter-kusine-ægteskab fortalte den religiøse healer, at det ikke er sikkert at familiemed-lemmernes blod er forligeligt. Desuden bør de ikke have samleje på muslimske helligdage, eller hvis manden er syg.

Psykiatrisk behandling

Efter at have fået dette indtryk af en religiøs forståelse af sygdom og behandling, var gruppen på besøg på psykiatrisk afdeling på Ankara Universitetshospital. Vi mødtes her med en psykiater, der fortalte om og viste rundt på afdelingen.

Afdelingen har 120 senge til et optageområde der dækker dele af Ankara. Ifølge psykiateren er hospitalet velestimeret og søges derfor også af mennesker fra andre egne af Tyrkiet. Der er fri henvendelsesret på hospitalet, såvel som patienterne kan blive henvist fra praktiserende læge. Cirka 60% af borgerne har en eller anden form for sygeforsikring.

Den psykiatriske afdeling behandler mere end 25.000 patienter per år. Hospitalet rummer kønsopdelte åbne og lukkede afsnit, daghospital og et specialafsnit for psykosomatiske sygdomme. De to sidstnævnte afsnit er for patienter af blandet køn. Psykiateren er chef for sidstnævnte afsnit. I Tyrkiet er konversionssymptomer et relativt udbredt fænomen. Som eksempel på sygdomme, der behandles på dette afsnit, blev nævnt hypertension og ulcus. Vi fik ikke belyst hvorfor disse sygdomme, der jo hos os ikke længere opfattes som psykisk betingede, i Tyrkiet fortsat behandles af psykiatrien. Behandlingsmæssigt arbejder man i øvrigt med terapeutiske samfund og dynamisk orienteret psykoterapi, såvel individuelt som i gruppe. Behandlingen foregår under et 10-ugers indlæggelsesforløb. Patienterne informeres om, at politik og religion ikke inddrages i behandlingen.

Generelt anvendes alle typer af psykofarmaka i psykiatrisk behandling, såvel ældre som nyere.

Under rundvisningen på den psykiatriske afdeling fik vi indtryk af store forskelle i faciliteterne fra nogle nedslidte og meget spartanske lukkede afsnit, til et betydeligt venligere og mere veludstyret dag-afsnit.

Pårørende

Efter besøget på universitetshospitalet mødtes vi med Ayhan, en ung mand, der er vokset op med en skizofren mor. Moderen var blevet indlagt på det før omtalte universitetshospital dagen før, vi mødtes med ham. Moderens sygdom de-buterede i ungdomsårene, sammenfaldende med, at hun skulle giftes med Ayhans far. Faderen var officer i hæren, og det planlagte ægteskab vakte misundelse hos Ayhans moster. Det kom til en til-spidset situation, hvor mosteren strejfede moderen med en økse på armen. Mosterens misundelse (nasar – onde øjne) og den nævnte episode står for familien som forklaringen på moderens sygdom. Moderen har siden ungdomsårene været i vekslende grad psykotisk uden sygdomsindsigt. Moderen har været indlagt flere gange gennem årene, og behandles blandt andet med psykofarmaka. Hun bliver fulgt ambulant i nogle måneder efter udskrivelsen og overlades her-efter til familiens varetægt. På grund af den manglende sygdomsindsigt vil moderen ikke blive ved med at tage medicin, hvilket fører til at familien kommer medicinen i moderens mad. Svarende til, hvad vi ofte oplever under danske forhold, er moderens sygdom en stor belastning for familien, der tager sig af hende i forskellig udstrækning. Eksempelvis synes Ayhan ikke, at storebroderen har ydet noget i forhold til moderen. Dette har Ayhan intentioner om at få ændret på, så han selv kan komme til at leve et mere selvstændigt liv. Ayhan kunne også fortælle, hvorledes moderens sygdom for ham har været stigmatiserende. Han oplever eksempelvis, at jævnaldrende ikke vil have med ham at gøre, af frygt for, at Ayhan selv skulle have en psykisk sygdom, som andre ville kunne blive smittet med.

Angst for at få børnene fjernet

Den tyrkiske middelklasse er blevet meget opmærksomme på vigtigheden af uddannelse, hvilket i disse år ofte fører til, at forældrene er overambitiøse på deres børns vegne. Resultatet er, at børnene får problemer med deres selvværd.

Professor i psykologi på Ankaras Universitet, Aishe Yalin, mindede os om, at en tyrkisk mor i høj grad har sin værdi gennem det at have børn. Følgelig er det en katastrofe for hende at miste kontakten med barnet. Angsten for at få tvangsfjernet børn kan således ofte betyde, at tyrkiske familier, der bor i udlandet, er tilbageholdende med at fortælle om familieproblemer til de lokale behandlingsinstanser. Det er derimod hyppigt, at familien fortæller om problemerne, når de kommer på ferie i hjemlandet.

Psykologiprofessoren påpegede, at det præsenterede problem i en familie ofte er en metafor for underliggende problemer, hvilket jo også er velkendt i vor egen kulturkreds. Enuresis nocturna og enkoprese opfattes i Tyrkiet som kulturelt betingede fænomener. Aishe Yalin havde ingen tal for hyppigheden af incest, men det må antages at ligge på linje med andre landes hyppigheder.

Udrednings- og behandlingsmetoderne er udviklingspsykologisk vurdering, psykologiske testninger, individuel terapi, systemisk familieterapi og kognitiv adfærdsterapi. Det er gennemgående et problem at få fædrene til at deltage i familiebehandlingen.

Professor Yalin er desuden involveret i et internationalt funderet forskningsprojekt vedrørende PTSD-behandling efter jordskælvs-katastrofen i og omkring Istanbul. Der indgår fire manualiserede interventi onsmåder fra debriefing til kognitiv adfærdsterapi i små grupper. Som en del af traumebehandlingen anvendes ligeledes EMDR (Eye Movement Desentization Reprocessing) – specielt i forhold til mindre børn mener professor Yalin, at dette er en effektiv metode.

Islam gør det nemmere at leve

Under flere hospitalsbesøg blev religionens betydning atter diskuteret. Den teologisk uddannede leder af den muslimske skole deltog, og hun undrede sig over, at vi havde brugt tid på at besøge en hoca. Skolelederen opfattede anvendelsen af islam i denne forbindelse som forvansket. Den tilstedevæ-rende psykiater mente dog, at en hoca kan have sin berettigelse i forhold til de relativt mange patienter med konversionssymptomer. Islam blev i øvrigt fremhævet som en religion, der skal gøre det nemmere at leve. Psykiateren fandt dette behandlingsmæssigt betydningsfuldt i forhold til OCD-patienter, der kan gøres opmærksomme på, at tvangs-handlingerne besværliggør livet, i modstrid med intentionerne i den islamiske tro. Samtidig og paradoksalt i forhold til dette fortalte psykiateren, at meget religiøse OCD-patienter er særligt vanskelige at behandle.

Der er uddannet for mange læger i Tyrkiet, hvilket har medført at nogle specialer som eksempelvis almen medicin er blevet lavstatus. Psykiatri er ændret fra lav- til højstatus, fordi der nu er mangel på psykiatere og på grund af en generel vestliggørelse af psykiatrien.

De psykiatriske behandlings-tilbud er primært medicin og psykoterapi i relation til indlæggelse, daghospitalsbehandling eller am-bulant kontakt til et hospital. Der er ingen distriktspsykiatriske behandlingstilbud, og de sociale til-tag er få.

Studieturen til Tyrkiet var arrangeret af Socialt Udviklingscenter i samarbejde med overlæge Christian Nørregaard. Antropolog Lotte Bøggild i Ankara stod for tilrettelæggelsen af programmet.