Stuegang: Pårørende er en nøglebrik for den gode indlæggelse

Det er især de pårørende, som Lene Holst Andersen har lyst til at fremhæve.

Mere præcist, hvordan man som læge bedre inddrager netop dem i sin stuegang. Endnu mere præcist pårørende til indlagte ældre med skrøbelighed, som er det konkrete genstandsfelt for den ph.d.-afhandling, som Lene Holst Andersen, der er hoveduddannelseslæge i geriatri ved Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital, netop nu er i gang med.

»Stort set alle de pårørende, jeg interviewede, følte sig på en eller anden måde ansvarlige for den behandling og den kvalitet, patienten blev mødt med. Også selv om mange oplevede, at de ikke blev inddraget ved stuegangen og slet ikke var tænkt ind i det store billede. Det var vildt frustrerende for dem, og der er helt klart et dilemma i, at de føler, at de står med det ansvar samtidig med, at man ikke er inviteret med ind«, siger Lene Holst Andersen,

»Jeg talte med pårørende, som sagde, at de kun blev inddraget, når patienten ikke ville gøre, som lægen sagde. Altså, at de alene skulle være en slags mediator. Så jeg er ikke i tvivl om, at pårørende kan bruges mere hensigtsmæssigt, end vi gør i dag. Jeg har hørt dem omtalt som patientens levende journal. Der er så meget viden at hente om det større billede og ikke kun den isolerede problemstilling, som patienten er indlagt for. De er simpelthen en nøglebrik i forhold til det gode patientforløb, den gode udskrivelse, at undgå genindlæggelser. Ja, alle de positive outcomes«.

Ikke meget fokus på stuegang

Pårørende er bare et af flere elementer i det støtteværktøj på i alt 16 punkter, som Lene Holst Andersen har udviklet som en del af sin ph.d.-afhandling. Et støtteværktøj til, hvordan læger forbereder og afvikler den gode stuegang for ældre med skrøbelighed. Baseret på interviewstudier med patienter og pårørende samt en konsensusundersøgelse blandt læger og kommunikationseksperter.

Yderligere pointer fra selve støtteværktøjet vender vi tilbage til. Men først: hvorfor overhovedet dette fokus på netop stuegang?

»Stuegang er ikke særlig velbeskrevet, der er ikke ret meget forskning på området, og der er faktisk ikke forskel og dermed progression i kompetencekortene i forhold til, om du er i den kliniske basisuddannelse, introlæge eller under hoveduddannelse. Det er lidt sjovt, fordi stuegang vel nok er den hyppigste procedure overhovedet på medicinske afdelinger. For mit eget vedkommende har det været helt tilfældigt, om jeg har lært at gå en stuegang«, siger Lene Holst Andersen.

Hendes bud på en forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, er bl.a., at det er sådan noget, »man bare gør«. Ligesom at skrive journal. Og at stuegang har skiftet karakter. Fra for 30-40 år siden i langt højere grad at være et læringsredskab med en overlæge i front foran en horde af studerende – og langt mindre til for patienternes skyld – til i dag faktisk i høj grad at være til for patienternes skyld.

»Det har lige så stille skiftet karakter, og der har vi ikke været opmærksomme på at følge med. Og jeg tror, at vi i dag måske tager lidt for let på det i forhold til, at det er det touch point, der er med patienter og pårørende. Når vi så samtidig ved, at den gennemsnitlige indlæggelsestid bliver kortere og kortere, så bliver de her møder endnu vigtigere, fordi vi helst skal nå det hele i går, fordi i morgen er patienterne ude«, siger Lene Holst Andersen.

Relationen vigtigere end der bliver sagt

Som hoveduddannelseslæge i geriatri er fokusområdet og dermed støtteværktøjet for Lene Holst Andersens ph.d.-studie som nævnt ældre med skrøbelighed. Dog er der masser af almengyldige pointer i værktøjet, som læger med ansvar for andre patientgrupper sagtens kan bruge, understreger Lene Holst Andersen. Der gælder bare en særlig viden, respekt, ydmyghed og særlig agtpågivenhed for netop denne gruppe – som i øvrigt mange andre specialer end netop ældremedicin i stigende grad kommer til at forholde sig aktivt til med den demografiske udvikling med en dramatisk stigning i antallet af ældre.

»Det er en meget sårbar gruppe, som er mindre modstandsdygtig over for udefrakommende stressorer. Noget af det, man skal være særlig opmærksomme på ved denne gruppe, er, at man nemt kan tage fejl af ældre patienter, der virker passive, og at det så betyder, at de samtykker til en behandling. Det er jo ikke nødvendigvis sådan, det er. Det kan give en masse dilemmaer, når vi prøver at lave fælles beslutningstagning«.

Hun har til sit studie interviewet en række af de ældre indlagte. Men skynder sig at komme med forbehold. Det er – selvsagt – kun et lille udsnit. Og kun ældre, som kunne give informeret samtykke, kunne medvirke. Det vil sige f.eks. ingen patienter med demenssygdom eller lignende.

»For langt, langt de fleste af dem, jeg har talt med, der betød relationen mere, end hvad der faktisk blev sagt. Det vigtigste var at vide, hvem lægen er, og hvad lægen kan. Og så skulle der skabes en form for ,vi’: ’Vi skal sammen finde ud af, hvordan du får det bedre’«, siger Lene Holst Andersen.

»Tid betød rigtig meget. Så hvis patienten kunne mærke, at det var en venlig person, der tog sig tid, så var det faktisk svært for lægen ikke at gøre det godt. Uanset at man så måske ikke forstod alt, hvad der blev sagt. Så hvis man vil have patientens mening frem, så er det i hvert fald vigtigt ikke at gå ind til patienten med et paternalistisk drive, hvor man har bestemt sig på forhånd«.

Og hvad så med lægerne? Hvad siger de selv er svært ved stuegang?

»Altså, det er sådan set både det her med, at der er så mange forskellige elementer i det, og at man skal bruge mange forskellige kompetencer, men også noget helt basalt som mødeledelse, få lavet en struktur og være helt klar på, hvad formålet er. Ikke mindst med den her patientgruppe, hvor du måske kun har 3-4 minutter, før patienten er udtrættet, er det afgørende at gøre sig helt klart, hvad formålet er med dagens stuegang. Noget andet, som også bliver nævnt som svært, er at få bragt de ældres syn på banen. Og være sikker på, at det er den ældres syn og ikke de pårørendes«, siger Lene Holst Andersen.

Drømmer om et digitalt værktøj

Støtteværktøjet har Lene Holst Andersen præsenteret i en podcast, ligesom hun har lavet simulationstræning. Det har hun generelt fået positiv respons på. Hun har også lavet et gennemførbarhedsstudie blandt hoveduddannelseslæger i intern medicin i Randers, som desværre viste, at mange oplevede det som svært at bruge. Nogle oplevede det for komplekst. Andre for simpelt. Alt imens mange allerede bruger mange af de punkter, der indgår i værktøjet, uden nødvendigvis at reflektere over, at de gør det.

Lene Holst Andersen har da også en ambition om at udvikle støtteværktøjet, så det bliver mere konkret brugbart.

»Jeg drømmer om, at støtteværktøjet på en eller anden måde kan blive mere fleksibelt og plastisk i en digital version, så man kan gå ind og arbejde med enkeltpunkter. At man kan gå ind og sige: ,Jeg er uddannelseslæge og vil gerne fokusere på kommunikation med en hukommelsessvækket patient’ og så have et forløb med sin vejleder, hvor man sammenholder sin egen stuegang med værktøjet«, siger Lene Holst Andersen.

»For jeg kan ikke lave en tjekliste. Jeg vil ikke lave en tjekliste. For så bliver det for rigidt, og læger er heller ikke kendte for at elske tjeklister. I hvert fald ikke i forhold til at ændre deres adfærd«.

Find Lene Holst Andersens støtteværktøj her