Sukkerbomben tikker

Hver morgen ringer hjemmesygeplejerske Helle Svagin på hos de fem ældre indvandrerkvinder, hun tilser i det østlige Odense. Det er en helt fast rutine for dem, at dagen starter med sygeple-jerskens besøg. Ikke fordi de er meget syge, men fordi de skal have hjælp til at tage deres insulin. Ligesom en meget stor del af samtlige førstegenerations-indvandrere her i landet lider de af type 2-diabetes - og da de er analfabeter, er de ikke i stand til selv at aflæse deres blodsukker.

»Tallene er faktisk alarmerende høje«, fortæller overlæge læge Jette Vibe-Petersen, der har forsket i ind-vandrere og type 2-diabetes gennem flere år.

Op imod 25 procent af førstegenerationsindvandrerne af pakistansk herkomst har type 2-diabetes. Blandt tyrkerne er det 12%, og til sammenligning har kun 2-3% af den danske gennemsnitsbefolkning sygdommen.

»Den høje forekomst er dels genetisk og dels livsstilsbetinget«, fortæller Jette Vibe-Petersen. »I familier med tradition for fætter-kusine-ægteskaber har børnene en risiko på 80% for at udvikle diabetes, hvis både mor og far har sygdommen.

Forebyggelse af type 2-diabetes er sund mad og motion, og det er her, vi har en mulighed for at gøre en forskel.

I mange indvandrerfamilier er der ikke tradition for fysisk aktivitet, og det må ændres«, siger Jette Vibe-Petersen.

På deres eget sprog

Gennem de sidste syv år har Jette Vibe-Petersen været dybt involveret i undervisning og udarbejdelse af undervisningsmaterialer til diabetespatienter af varierende etnisk baggrund. Det første projekt var målrettet pakistanske førstegenerationsindvandrere på Bispebjerg Hospital. Her opbyggede hun sammen med afdelingssygeplejerske Dorrit Røien og Mazhar Hussain, der er dansk læge med pakistansk baggrund, en kulturelt tilrettet diabetesskole og udarbejdede i den forbindelse også et tilhørende undervisningskoncept. Efterfølgende har hun i samarbejde med medlemmer fra diabetesteamet oprettet en diabetesskole for tyrkiske patienter på Amtssygehuset i Glostrup.

»En meget vigtig del af arbejdet er kulturelt målrettet information«, forklarer hun. »Mazhar Hussain var for eksempel guld værd i forhold til at nå ud til patienterne. Dels kunne han tolke på et plan, der var fagligt tilfredsstillende for os, og samtidig kunne han skrive i pakistanernes egne aviser på deres modersmål og dermed informere om, at det er vigtigt at tage type 2-diabetes alvorligt.«

Ramadan & analfabetisme

Den information, der skal ud, handler selvfølgelig om almindelig sund levevis, om kost og motion. Men også om at tage medicin korrekt.

»Desuden er der en række specielle forhold for indvandrere, som man ikke kan ignorere«, forklarer Jette Vibe-Petersen. For eksempel Ramadanen, der foreskriver muslimer, at de ikke må spise og drikke fra solopgang til solnedgang i de uger, den står på. Det er selvsagt meget vanskeligt for en diabetes-patient - i nogle tilfælde ligefrem livstruende.

»Her er det overordentligt vigtigt at få informeret ikke kun patienten selv, men også hans eller hendes familie om, at medicinen skal tages på ændrede tidspunkter, og at det på grund af sygdommen kan være livsnødvendigt at gøre en undtagelse og spise og drikke i dagtimerne, selvom der er Ramadan. Hvis familien ikke har forståelse for det, undlader patienten i mange tilfælde at tage medicinen eller at spise - for ikke at tabe anseelse over for familie og venner.«

Men også andre forhold spiller ind. For eksempel er det et stort problem, at forholdsvis mange af de ældre førstegenerationsindvandrere er analfabeter, og derfor hverken kan læse eller tale dansk.

»Til vores tyrkiske diabetesskole har vi fået udarbejdet undervisningsmateriale og pjecer, der i meget stor grad informerer ved hjælp af billeder om, hvordan man bør leve, når man har diabetes«, fortæller Jette Vibe-Petersen.

Materialet viser både, hvad man skal spise og ikke spise, og at maden skal indtages gennem flere måltider og i mindre portionsstørrelser. Pjecerne er skrevet både på dansk og på indvandrernes eget sprog, så de unge i familierne kan læse højt for de ældre og støtte op om, at de spiser rigtigt og tager deres medicin korrekt.

Lokale tiltag

Et meget konkret problem er desuden at lære patienter, der ikke kan læse, at tage deres medicin selv. Det er netop derfor, hjemmesygeplejerske Helle Svagin kommer dagligt hos diabetespatienterne i Vollsmose.

»De kan ikke selv aflæse deres blodsukker og er heller ikke i stand til at dosere medicinen rigtigt«, forklarer hun. »Så vi kommer hos dem en eller to gange dagligt efter behov.«

»Yderligere har vi det problem, at mange af de kvindelige patienter kun vil have besøg af en kvindelig sygeplejerske. Mine to mandlige kolleger kræver det megen overtalelse at få dem til at lukke ind. Det er synd, for det binder dem jo til at være hjemme, når jeg kan komme. På den måde kan det blive et problem for dem at tage på ferie - eller nogle gange bare at gå ud af hjemmet«, tilføjer hun.

På Odense Universitetshospital er der en diabetesskole, hvortil mange diabetespatienter henvises fra egen læge. Her er der gruppeundervisning på dansk samt individuel undervisning af fremmedsprogede patienter. Nogle få gange har der også været arrangeret holdundervisning for fremmedsprogede, men der er ikke resurser til at fortsætte med det. Derfor er der et stort behov for lokale tiltag, der kan undervise den store gruppe af fremmedsprogede diabetespatienter i at leve, så deres sygdom ikke forværres, samt forebygge, at den opstår i de yngre generationer.

Der har for eksempel flere gange været afholdt diabetesundervisning i beboerhuset i Vollsmose for alle interesserede.

Gamle og unge

I Ældrecenter Øst i Vollsmose er man også opmærksomme på problemet. En meget stor del af brugerne her er overvægtige og har behov for at lære at leve sundere.

»Vi arrangerer gymnastik for dem, og indimellem laver vi også mad sammen med dem«, fortæller Helen Jakobsen, der er fysioterapeut og konsulent på værestedet.

»Ideen er så selvfølgelig at lære dem at spare på olie og sukker. For egentlig er deres egne opskrifter jo sammensat af rigtig gode og sunde råvarer. De bruger bare alt for meget olie. Og det er også meget svært at få dem til at drikke kaffe eller te uden sukker.

Men kvinderne vil for eksempel meget gerne være med til gymnastik, og det er faktisk meget muntert. Det skal selvfølgelig foregå lidt på deres præmisser, for eksempel har vi lavet stavgang i en have, hvor der ikke er nogen andre, der kan se dem.«

»De yngre indvandrere når vi bedst gennem mødrene«, fortæller Hanne Nørgård. Hun er pædagog og projektleder på Yggdrasil, et samlingssted for gravide og nybagte mødre i kvarteret.

»Vi underviser dem simpelthen i sund kost«, forklarer hun. »Lærer dem om, hvad vitaminer og mineraler er, og forklarer dem om, at slik, chips og sodavand ikke er o.k. i større mængder til deres børn. Vi har også et godt samarbejde med tandplej erne. Det kendte billede af, hvor mange sukkerknalder der er i en sodavand, er meget illustrativt. Så forstår de pludselig, hvad det er, de giver deres børn.«

Kulturforskelle

»Mange af indvandrerne kommer fra områder, hvor man lever, omtrent som vi gjorde i Danmark for 50 år siden. Dengang brugte alle også sukker i kaffen og spiste energiholdige produkter som for eksempel kage, fordi de havde brug for energi til arbejdet. Folk motionerede ikke for at holde sig i form, for arbejdet i sig selv var mere fysisk krævende, og det var ofte motion nok«, forklarer Jette Vibe-Petersen.

»Det er meget forskelligt, hvilken holdning forskellige indvandrergrupper har til motion«, fortsætter hun.

»I nogle kulturer anses det for eksempel for billigt at gå hurtigt. Vil man respekteres, skal man som kvinde ikke styrte af sted. Det gør det jo sværere at motivere de grupper til for eksempel at løbe. I andre kulturer er det anderledes - heldigvis.

Det samme gælder synet på sygdom. Nogle grupper af indvandrere betragter det som Allahs straf at blive syg - så de dækker nogle gange selv over deres sygdom eller fralægger sig ansvaret for deres egen sundhed.

Men godt informationsmateriale, gode tolke, kulturelt målrettede oplysningskampagner, bevillinger og ikke mindst en klar sundhedspolitik på området er det, der skal til«, slutter Jette Vibe-Petersen. »Så jeg håber meget på flere bevillinger til forebyggende projekter som det, vi har kørt på Bispe-bjerg, hvor vi holdt oplysningsmøder om sund kost, motion og diabetes. Hvis vi ikke får bedre fat i de diabetestruede indvandrergrupper meget snart, bliver det nemlig en særdeles dyr post på sundhedsbudgettet.«