Skip to main content

Sundhedsborgmesteren er ikke i takt med borgernes behov

Journalist, læge Jan Andreasen, Agonist

2. nov. 2005
2 min.

De praktiserende læger i København vidste godt, at byens sundhedsborgmester, Inger Marie Bruun-Vierø, mener, at de praktiserende læger ikke er tilgængelige nok over for deres patienter. Men de var ikke blevet præsenteret for hendes tanker om at samle de praktiserende læger i større enheder, med åbent til kl. 22 og i weekenderne, og under samme tag som autoriserede alternative behandlere, før de blev fremført i et debatprogram på P1 i Danmarks Radio. De havde foretrukket, at annonceringen af tankerne var sket gennem et af de eksisterende samarbejdsfora, der findes. Men det havde nok ikke ændret deres holdningen til sundhedsborgmesterens tanker.

»Jeg tror ikke, at der er nogen læger, der er interesseret i at holde åbent til kl. 22 og i weekenderne - tværtimod«, siger Bodil Johnsen, praktiserende læge og formand for praksisudvalget i Københavns Kommune. Hun peger på, at den slags planer på ingen måde vil afhjælpe den mangel på læger, der truer i den nære fremtid.

»I København er der 330 praktiserende læger, hvoraf ca. 90 er under 50 år. Hvis kommunen ønsker, at de ældre skal blive længere i deres praksis, og at flere yngre læger i fremtiden vælger at blive praktiserende læge i København, så er jeg helt sikker på, at det ikke sker gennem at kræve åbning til kl. 22 samt i weekenderne. Og med hensyn til flerlægepraksis, så finder vi, at det er en god idé for lægerne, men det skal ske frivilligt«, siger Bodil John-sen. Sundhedsborgmesterens forslag om, at de praktiserende læger skal dele hus med autoriserede alternative behandlere, forudser Bodil Johnsen også kan give nogle problemer.

»Borgmesteren har også fremført argumenter om, at det især er børnefamilierne, der ikke har mulighed for at opsøge os, når deres børn er syge. Men der mener jeg, at borgmesteren ikke er i trit med borgernes behov. Det er min erfaring, at børnefamilierne også ønsker kontakt med den læge, de kender, og at de får hjælp af vagtlægen, hvis dette ikke er muligt. Det gælder også for de øvrige patienter. De syge plejer jo ikke at være på arbejde, og de andre patienter kan planlægge, hvornår de skal til læge. Dem der bliver akut syge og ikke kan vente til næste dag, de kan kontakte lægevagten«, siger Bodil Johnsen.